Eksterne skribenter

Vor postborgerlige tilstand

Nærmest umærkeligt holdt moderate kræfter i det meste af Vesteuropa op med at være nationale, kristne, traditionsbevidste og at se sig som historiske væsener, skriver Mikael Jalving.

Der er noget i luften, og det er ikke forår. Det gælder i særdeleshed den politiske offentlighed og i den borgerlige opinionsdannelse, som med visse få lysende og vedholdende undtagelser synes at være ramt i hjertekulen og flimrer fra sag til sag uden holdepunkter, selvom behovet for erkendte og nogenlunde definerede sådanne givetvis er tilstede. Når f.eks. Svend Brinkmanns bøger om karakterfulde ståsteder kan sælge så godt, må det skyldes mere end hans glimrende formidling af indviklede kulturkritiske spørgsmål. Det skyldes måske ligefrem vor porøse kultur og postborgerlighed.

For hvor borgerlige er de borgerlige egentlig?

En ting i den historiske udvikling i efterkrigstiden er, at freaks som Jean-Paul Sartre i sin tid beskyldte Den Første Verden, dvs. Vesten, for institutionaliseret manipulation og konformitet, lukkede øjnene for undertrykkelsen i Den Anden Verden, dvs. i Østblokken, mens han i sin skuffelse over de franske arbejderes mangel på revolutionær glød forelskede sig i Den Tredje Verden og heppede på ”befrielsen” af Afrika, fordi den rummede et revolutionært potentiale. Allerede på dette tidlige tidspunkt – i 50’erne og på vej ind i 60’erne – stod venstrefløjen og manglede et proletariat.

hege_banner_rights_special_778x150

Sartre talte dunder for fabriksarbejderne hos Renault, men de vendte det døve øre til eller gik hjem. Ham gad de ikke høre på. Mens den generelle velstand voksede i de vestlige demokratier, blev de fattige borgerliggjorte; klassebevidstheden svandt. Derfor havde de revolutionære brug for nye proselytter og objekter, og dem fandt de i studenterne, siden i migranterne. De unge og dem sydfra var de nye ”arbejdere”, som skulle vende den borgerlige verden på hovedet og bringe venstrefløjen til magten. Men revolutionen udeblev. Da så Sovjetunionen og Østblokken faldt fra hinanden i 1989, var der kun indvandringen tilbage. Den blev venstrefløjens sidste våben. Nyt håb, nye vælgere, et helt verdenssamfund.

Hvor bevidst alt dette skete, er svært at afgøre. Men den latente foragt for borgeren var omfattende længe før studenteroprøret i ’68. Tidligere hørte foragten for almindeligheden til på højrefløjen, men så flyttede den til venstre. Vor forældregeneration var de sidste mennesker – i Nietzsches betydning – fede, lade, apolitiske og borgerlige. Nu skulle der andre boller på suppen.

Det kom der. Men ikke kun på venstrefløjen.

I de mere etablerede og borgerlige kredse begyndte forvirringen snart at brede sig. Sartre vandt – efter sin død. Det var bare ikke masserne, der gjorde oprør, men eliterne; dette er den amerikanske sociolog Christopher Lasch’ centrale pointe om forræderiet mod demokratiet fra 1993.

De mest ihærdige og succesfulde af dem indledte en veritabel kulturrevolution mod alle former for traditioner, ikke mindst de dannelsesmæssige og moralske. Nærmest umærkeligt, sådan som de fleste forandringer indtræder, holdt moderate kræfter i det meste af Vesteuropa op med at være nationale, kristne, traditionsbevidste og at se sig som historiske væsener. I stedet opfattede de sig selv og hinanden som globale aktører frigjorte fra tid, sted, normer, manuelt arbejde, leverspostejsmadder og andre irriterende begrænsninger. Internationalistiske og føderale idealer vandt følgelig frem, især blandt de nye eliter af socialiserede akademikere, statslige eksperter og ”symbolanalytikere” med privilegeret adgang til medierne. Deres idealer materialiserede sig i et løbende angreb på dannelse, opdragelse, gentagelse og grænser, helliggørelsen af historisk bestemte menneskerettighedskonventioner og et stedse mere forblændet politisk samarbejde om snart sagt alt i EU.

Denne udvikling kan vi spore i traditionelt borgerlige partier som Venstre og Konservative. Vi ser den ligeledes udfoldet over tid i tekst og redaktion på dagblade som Berlingske, Kristeligt Dagblad og JP. Det, vi ser i dag, er borgerligheden efter borgerligheden. Som når f.eks. JP’s internationale korrespondent Jette Elbæk Maressa i sin seneste klumme om populismen (25/10) blander Trump, Wilders, Orbán og AfD sammen til en transatlantisk cocktail, hvis virkning forhåbentlig snart fordamper. Eller når Per Nyholm uge efter uge giver Dansk Folkeparti og konservative bloggere skylden for jordens undergang.

Den postborgerlige tilstand er karakteriseret ved de såkaldt borgerliges tiltagende desperation over, at deres socialliberale og hyggekonservative teser ikke længere holder, kombineret med deres vrede over at blive mindet om det. Det er baggrunden for, at vi overhovedet taler og skriver så meget om ”populisme”. De såkaldt borgerlige er på én gang arrogante og usikre og kommer muligvis aldrig til at forstå den såre realistiske pointe, at alle lande har begrænsede muligheder, og at automatisk tolerance kun alt for nemt udarter til apati.

Vi kan ikke ville og gøre alt. Og det skal vi sandelig heller ikke.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 27. oktober 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.