Eksterne skribenter

Fejlslagne stater i Europas nærhed har én ting til fælles

Hvad mon det er?, undrer Mikael Jalving.

Vi taler meget om islam, sharia, kvindeundertrykkelse og terror, måske også for meget, alting taget i betragtning. Voltaire, den franske oplysningsmand, mente som bekendt, at der var noget godt i islam, inderst inde. Man skal bare lede længe nok.

Følgelig fortsætter debatten. I går kom det frem, at syv af de ti islamiske terrorister, der sidste år satte Paris på den anden ende og dræbte 130 mennesker og sårede tre gange så mange, kom til Europa forklædt som flygtninge via den trafikerede Balkan-rute, som Ungarn og Østrig heldigvis har lukket til trods for højlydte protester fra EU’s glaspalads. Det er vel kun den tyske kansler Merkel og vor egen statsminister, der kan være forbavset over den slags nyheder.

Koblingen mellem islam og terror er ingen nyhed. Forlaget Ellekær genudgiver i disse dage en forbedret dansk udgave af Paul Bermans glimrende essay Terror og liberalisme, der oprindelig udkom kort efter 11. september 2001 med en kritik af venstrefløjens reaktionsmønster og manglende forståelse af de politiske rødder i radikal islam. Berman mente og mener ligefrem, at islamismens dødelige potentiale er sammenligneligt med de europæiske totalitarismer i form af nazisme og kommunisme.

For nogle iagttagere og almindelige mennesker er det for meget. De er stået af, og på en måde forstår jeg dem godt: Livet er for kort til islam og den slags.

Men i stedet for at holde helt op med at interessere os for den verden, vore børn vokser op til, så lad os tage bestik af de demografiske, kulturelle og økonomiske udfordringer på en anden og mere kvantitativ måde.

Studerer man således de årlige situationsrapporter som f.eks. FN’s Human Development Report eller Transparency Internationals korruptionsindeks, får man noget centralt og strukturelt at vide, som er til at forstå og noget nemmere at forholde sig til end Koranen og alverdens hadither.

Først lidt om statistikkerne: FN’s udviklingsrapport, som nok kun meget få vil afvise som ”højreorienteret” propaganda, offentliggør hvert år en rangordning af alverdens nationer på baggrund af en lang række interne faktorer, såsom sundhed, levealder, velstand, social lighed, fødselsrater, skolegang, ligestilling, inflation, personlig sikkerhed m.m. på baggrund af tal indsamlet af FN, Unesco, Verdensbanken og IMF.

Korruptionsindekset placerer samme lande i forhold til, hvor korrupte deres offentlige sektorer skønnes at være.

Man kan altid diskutere, hvor valide sådanne opgørelser er, og det er de da også blevet. Men de er de mest troværdige, vi har.

Hvad siger de så?

De siger, hvad du udmærket vidste i forvejen: Den menneskelige kondition og sociale udvikling er klart bedst i Vesten, herunder Vesteuropa samt dele af det gamle Østeuropa, Nordamerika, Australien, New Zealand, Israel, Japan, Sydkorea, Argentina og Chile. Altså, old news. Som du muligvis har glemt i din almindelige forvirring og trang til at nedgøre dit eget land eller kontinent.

Derimod er udviklingen decideret nedslående i de muslimske lande, der bl.a. udmærker sig ved i flok at have verdens højeste ungdomsarbejdsløshed og den laveste andel af kvinder på arbejdsmarkedet. Samtidig modtager muslimske piger i gennemsnit en noget kortere uddannelse end muslimske drenge, 5 år vs. 7 år.

Danmark, der ligger samlet nr. 4 på ranglisten, kan prale af et gennemsnit på knap 13 år for både piger og drenge ligesom Australien, Israel præsterer 12,5 år for begge køn. Pakistan, samlet nr. 147 på udviklingslisten, har et gennemsnit på 6 år for drenge, 3 år for piger.

Det uddannelsesmæsige, helbredsmæssige, økonomiske og sociale eftersæb gør sig gældende fra Tyrkiet, som den afgående præsident Obama i 2010 kaldte for et ”storslået muslimsk demokrati” (indrømmet, han er kommet på bedre tanker) til Egypten, Pakistan, Sudan og Somalia, dvs. over en bred kam, uanset om vi kigger på olieproducerende lande som Saudi-Arabien, Libyen, Kuwait og De Forenede Emirater (hvis eneste attribut er eksorbitant rigdom takket være oliekilderne med store udsving til følge), asiatiske lande som Indonesien, det østlige Afrika eller den gruppe af lande, der slutter med –stan.

Fallerede stater i Europas nærhed har én ting til fælles: islam. Hvor denne religion er dominerende, er udviklingen gået i stå eller forblevet på et lavt stade i forhold til ikke-muslimske lande, ikke mindst de seneste ti år.

Sammenlign f.eks. nabolandene Indien med Pakistan. Indien er en broget historie med masser af elendighed, men samtidig verdens største demokrati og en filmindustri, der i omsætning kan konkurrere med Hollywood. Pakistan er alt det, et levedygtigt land ikke har lyst til at være, ledet af generaler og klaner, gennemkorrupt, risikabelt og ustabilt.

Tendensen er overvældende, ligeledes når vi vender blikket mod korruptionsindekset. Islam er tilsyneladende gift for den offentlige sektors pålidelighed.

Jeg ved godt, hvad du vil indvende: At problemerne i Mellemøsten og Nordafrika historisk set er vores skyld. Engang for længe siden gav dette ræsonnement mening – i begrænset forstand. Men ikke i dag.

Der er ikke længere nogen sammenhæng mellem tidligere (negativ) vestlig indflydelse og det nuværende skolesystem eller ligestilllingen i så forskellige lande Jordan, Marokko, Yemen eller Pakistan. De kunne indrette sig anderledes, hvis de ville, men det ønsker landenes magthavere netop ikke. På alle bredde- og længdegrader har islam vist sig at være en barriere for økonomisk og social udvikling, sådan som tallene indikerer. Det arabiske forår var som bekendt en kort fornøjelse.

Det er ikke noget, jeg finder på, men noget, FN dokumenterer år efter år.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 4. oktober 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.