Eksterne skribenter

De franske muslimers separatisme

For mange i dag er fransk sekularisme en anti-menneskerettighedsideologi, en slags moralsk deformitet, som ligger tæt på racisme, skriver den franske journalisten Yves Mamou.

Hvordan kan et frit land, spørger de, overhovedet tænke på at gøre sådan noget som at forsøge at forbyde et tørklæde eller en burkini – den heldækkende stranddragt til kvinder? Hvordan, spørger de, kan den franske republik kalde sig fri og forblive fri, hvis mange af dens borgere ønsker at berøve muslimske kvinder, som fredeligt adlyder deres egen religion, friheden til at vælge deres eget tøj?

Den igangværende radikalisering i Frankrig er ikke ligesom den seneste migrationsbølge af muslimer til andre europæiske lande. Muslimer er ankommet til Frankrig i stort antal, lige siden franskmændene forlod Algeriet i 1962. Franskmændene har aldrig skelnet mellem franskmænd fra “Gallien” og franskmænd fra Nordafrika. Den nuværende radikalisering foregår ikke blandt dem, der kom dengang, men i den yngre generation — af franske muslimer. De er født i Frankrig, taler fransk, har gået i skole i Frankrig – men de har det ikke godt med Frankrigs værdier.

Islamisk fundamentalisme i Frankrig er blevet importeret udefra – ad spor som Al Jazeera og muslimske krige i Mellemøsten. I dag nærer disse unge, franske, muslimske borgere et egentligt ønske om løsrivelse fra resten af befolkningen – ligesom føderationsstaternes ønske om adskillelse fra USA før og under den amerikanske borgerkrig. Disse unge, franske muslimer ønsker tilsyneladende ikke at leve i det samme land længere. De ønsker et særskilt land eller et andet land.

I mere end 25 år har den franske republik, både til højre og venstre, forsøgt at vikle landet ud af det “muslimske tekstilproblem” (hijab, niqab, burka, burkini og så videre). Dengang problemet begyndte tilbage i 1989, smed forstanderen for universitetet i Creil tre muslimske piger ud, fordi de bar det muslimske tørklæde kaldet hijab. En kraftig debat fulgte: for og imod tørklædet. Argumenterne var de samme: som sædvanlig var tolerance, frihed til at vælge og religionsfrihed på den ene side, sekularisme og respekt for regler på den anden.

Regler? Hvilke regler?

Centralt for Frankrigs historie er, at der i republikken blev opført statslige skoler med henblik på at bekæmpe den katolske kirkes greb om hele det franske samfund. Ved afslutningen på det 19. årh. og frem til Første Verdenskrig arbejdede republikanske lærere hårdt for at skabe skoler, der var adskilt fra paven og kirken. Tanken var, at Darwin er bedre til at forklare den menneskelige races opståen end Bibelens fortælling om Gud, der skabte verden på syv dage. Når det gælder opbygningen af et samfund af frie borgere, kommer viden i første række og troen kun, hvis du insisterer, og selv da kun for dig selv.

Det islamiske tørklæde i skolen, eller burkinien på stranden, synes at være et forsøg på at “genreligiøsere” Frankrig og bryde med den franske konsensus om sekularisme. I hundrede år er denne konsensus blevet accepteret af alle — katolikker, jøder, protestanter – undtagen for muslimer.

Fire politifolk i Nice, Frankrig, fotograferet, mens de tvang en kvinde til at fjerne dele af sin klædedragt, fordi hendes påklædning overtræder byens "burkiniforbud," den 23. august. De gav hende også en bøde for forseelsen. (Foto: NBC News video screenshot)

Fire politifolk i Nice, Frankrig, fotograferet, mens de tvang en kvinde til at fjerne dele af sin klædedragt, fordi hendes påklædning overtræder byens “burkiniforbud,” den 23. august. De gav hende også en bøde for forseelsen. (Foto: NBC News video screenshot)

Konsensus kan opsummeres således: Religiøs tro kan ikke høre til i den offentlige sfære uden risiko for tyranni eller borgerkrig. Hvis de franske borgere ønsker at leve fredeligt og demokratisk, skal alle forstyrrende elementer – især troen i et land med mangfoldige trosformer – forblive strengt private.

I næsten 30 år nu har muslimske organisationer i Frankrig fortalt alle, at de ikke accepterer denne gamle regel om privat-offentlig. Selv i offentlige skoler er der konstant forsøg på at omforme læseplanen for at tilnærme den religiøs tro.

I 2002 udgav en gruppe lærere en bog, “Les territoires perdus de la République” [Republikkens tabte territorier], om hverdagen i skolernes klasseværelser, hvor muslimer antalsmæssigt var den dominerende gruppe. Det generelle klima var ifølge bogen præget af vold, sexisme, anti-semitisme og islamisme. Bogen var et sådant chok, at alle i medierne boykottede den.

I juni 2004 afleverede Jean-Pierre Obin, generalinspektøren for den nationale uddannelse, en skriftlig rapport til uddannelsesministeren med titlen “Tegn på og udfoldelse af religiøs tro i Republikkens skoler”. Rapporten handlede hovedsagelig om adfærden blandt muslimske elever inden for ungdomsuddannelserne. På hver eneste skole, hvor muslimerne var antalsmæssigt dominerende, nægtede drengene ifølge rapporten at blande sig med pigerne i klasseværelserne og ved sportsudøvelse. De muslimske elever nægtede forståeligt nok at spise mad, der ikke var halal, i skolernes cafeterier, kom ikke i skole på muslimske helligdage og ferier så som Eid el Kebir, Eid el Fitr, Ramadanen – og praktisk talt alle eleverne udviste en ondartet anti-semitisme.

Mere problematisk var det, at mange af muslimerne på ungdomsuddannelserne var begyndt at protestere imod skolens læseplan ud fra, hvad der er halal (tilladt) eller haram (forbudt):

“Meget ofte forekommer der nægtelse eller protest vedrørende bestemte typer af litterære værker. Filosoffer fra Oplysningstiden, især Voltaire og Rousseau, og alle de filosofiske værker, som underordner religion i forhold til rationel analyse. ‘Rousseau strider mod min religion,’ forklarede en elev, da han forlod klasselokalet før tid. Molière og specielt “Le Tartuffe” – en satire over religiøst snæversyn – var de mest yndede mål: der forekom nægtelse af at læse, nægtelse af at opføre, nægtelse af at overvære, eller forstyrrelser mens skuespillerne var på scenen. Samme afvisning gjaldt litterære værker, som mange anså for udsvævende (for eksempel “Cyrano de Bergerac”), fritænkende eller talerør for kvinders frihed (Madame Bovary af Gustave Flaubert). De nægtede også at læse forfattere som Chretien de Troyes, fordi de mente, at målet for undervisningen var at fremme katolicismen… Der er alle tegn på, at eleverne bliver opmuntret udefra til at nære mistro til alt, hvad læreren kan lære dem, og at mistro al mad, som de bliver tilbudt i skolens cafeteria. De opfordres til at vælge, hvad de ønsker at lære, ud fra de religiøse normer for halal og haram”.

Inden for undervisningen i historie var problemerne – måske ikke for alle, men for mange – endnu værre:

“Generelt bliver alt, der er forbundet med kristendommens og jødedommens historie, betragtet som noget, der skal bestrides. Der er mange eksempler, nogle overraskende: nægtelse af at lære om, hvordan katedralerne blev bygget, eller af at åbne en side i historiebogen, hvor der findes en gengivelse af en byzantinsk kirke. De nægter også at lære om præ-islamiske religioner i Egypten eller skrivekunstens sumeriske oprindelse. Hellig historie sættes bestandig i modsætning til faktisk historie. Protesterne bliver til normen og kan eskalere til radikalisering, når undervisningen berører følsomme emner så som korstogene, folkemordet på jøderne (de benægter eksistensen af Holocaust), de israelsk-arabiske krige og det palæstinensiske problem. Inden for samfundsfag anses sekularismen for at være anti-religiøs”.

Obin-rapporten var så skræmmende for politikerne, at den var begravet i månedsvis og blev bragt online så diskret som muligt på undervisningsministeriets hjemmeside. I et interview med det franske magasin l’Express in 2015 sagde Jean-Pierre Obin:

“Mange af de unge foretager en løsrivelse fra den franske nation. Denne løsrivelse kommer til udtryk i klædedragt (slør eller fuld islamisk klædedragt), krav om halal-mad og skolefravær af religiøse årsager. I visse skoler indførte elever bedetæpper eller demonstrerede højlydt for en moske inde på skolen. (…) Mere end ti år senere kan vi sige, at situationen er blevet værre. Vores undervisningssystem er ude af stand til at integrere mennesker af forskellig oprindelse, og denne vanskelighed er størst for lavtlønsfamilierne.”

Hvad er forbindelsen mellem burkinien på stranden og islamisme i skolen?

Det, der virker påfaldende, er, at selvom mange af de burkiniklædte kvinder selvfølgelig måske blot nyder stranden i overensstemmelse med deres religions forskrifter, synes mange andre at være islamistiske militante, som ønsker at sætte det islamiske mærke på alle lag og områder af samfundet. Problemet er, som filosoffen Catherine Kintzler skriver i Marianne, at:

“Toleranceniveauet daler i dette land. Den kollektive fordømmelse af burkinien sker så hurtigt og så enstemmigt, at det bliver et problem for den offentlige ro og orden… Den offentlige mening accepterer i mindre og mindre grad en lukket, religiøs tilknytning, afmærkningen af kroppe og territorier, kontrollen med værdier, kampagner for at gøre foretrukne praksisser almene på vegne af en religion, der i virkeligheden er en politik”.

Hala Arafa beskriver i The Hill muslimske kvinders klædedragt i større eller mindre grad som en krigsredskab:

“… ingen nægter dem retten til at praktisere deres religion privat. De har imidlertid ikke ret til at invadere det offentlige rum og påtvinge deres ideologi og trossystem i kraft af deres klædedragt. … Hvis hijabben eller burkinien havde noget som helst at gøre med blufærdighed eller fromhed, ville de islamiske fundamentalister have søgt til private strande, ikke insisteret på at påtvinge offentligheden deres tilstedeværelse. Men som de har gjort tidligere, ønsker de at være en del af den accepterede, sociale scene og en del af samfundets nye norm. … Hvis hijabben bliver et accepteret, offentligt fænomen, kan et moderne samfund ikke lære sine fremtidige generationer, at en kvindes påklædning ikke er en undskyldning for voldtægt.”

I den muslimske løsrivelsesproces er burkinien blot endnu en mulighed for at afmærke kroppe og territorier. Et fransk muslimsk samfund, der ofte ser ud til at føle, at det stadig hører til i sit oprindelsesland, synes at have besluttet, at legen om sekularisme og om at “leve sammen” bør være forbi. Med tørklæder, burkinier og skydevåben synes diverse islamistiske grupper at forsøge at indlejre det samme budskab: Vi er og bliver først og fremmest muslimer og har besluttet ikke at beskæftige os med kulturen i det land, vi bor i.

Problemet er, at politikerne i Frankrig – og i andre lande – ikke ønsker at analysere disse spørgsmål ordentligt. De er stadig overbeviste om, at en “fransk islam,” som antages at være forenelig med det franske samfund, er en mulighed. Politikerne vil ikke protestere imod dette forsøg på endnu engang at kile en religion ind i Frankrig: de mennesker, der gør dette, stemmer også.

Artikkelen ble først publisert 7. september 2016 hos Gatetone Institute. Den er oversatt til dansk av Mette Thomsen.