Demografi

De finkulturelle savner kultur

De finkulturelle forstår ikke meget af kulturens betydning for samfund, økonomi, moral og eksistens, især når den knytter an til demografi, skriver Mikael Jalving.

Noget af det mest slående ved finkulturelle sjæle er, hvor lidt de forstår af kulturens betydning for samfund, økonomi, moral og eksistens, især når den knytter an til demografi. De snakker om kultur, men de mener finkultur.

Kultur er i bredere forstand sprog, vaner, traditioner, symboler, normer og adfærdsmønstre, men da de finkulturelle lever og ånder for de tre luftige f’er, forandring, fantasi og fremskridt, vender de i reglen ryggen til kultur, bortset fra – naturligvis – når den kommer fra de varme lande. Så er den fremmed og eksotisk.

Den franske filosof og forfatter Jean-Paul Sartre sagde det allerede tilbage i 1950’erne: De fordømte og undertrykte har ret, fordi de er fordømte og undertrykte. Deres version og fortolkning af  virkeligheden udgjorde selve kriteriet for sandhed.

hege_banner_rights_special_778x150

Snart brød den vestlige væmmelse, skam og nag ved egen kultur ud i fuldt flor, sådan som historiker Henrik Jensen for nylig noterede i avisen, og vi lever stadig med dette indgroede selvhad, især i de dannede og kultiverede kredse, hvor den blotte forestilling om dansk kultur enten er lattervækkende eller direkte afskyelig.

Nej, må man så bede om en halalslagtet kylling, en falafel og lidt ramadan.

De finkulturelle kan vide nok så meget om Marcel Prousts forunderlige verden, de kan være eksperter i græske dramaer, romerske kejservillaer eller modernistisk arkitektur, de har briller, teorier og stillinger så tykke som hinkestene, men de ser ikke, hvordan den vesterlandske kultur bliver trængt tilbage af en invasiv arabisk kultur og demografi, assisteret af deres egen pseudotolerance og pseudohumanisme og en naiv forestilling om 1001 Nats Eventyr.

Jeg kom til at tænke på dette paradoks mellem finkulturel indsigt og kulturel blindhed, da jeg læste Jes Stein Pedersens mærkværdige tekst i dagbladet Politiken i forbindelse med Roskilde Festivalen og Folkemødet på Bornholm, hvor redaktøren pegede på, at begge arrangementer de facto er en lukket fest for danskere med hvid hud – og selv efter mange år ikke har formået at tiltrække og integrere nydanskere.

Det var naturligvis ikke jøder, grønlændere, filippinske au-pairs eller hårdtarbejdende polske håndværkere, Jes Stein Pedersen havde i tankerne, da han skrev, at »det etnisk rensede sommerland har et strøg af fortid over sig«, men det voksende antal muslimer, som Politiken af princip synes, det er synd for. Det er i hvert fald gammeldanskernes forbandede pligt at få muslimerne med, ikke deres egen sag. Implikationen er naturligvis, at muslimer skal serviceres som et herrefolk af slaver.

Jeg forstår ikke denne logik eller måske snarere refleks, den minder om underkastelse og selvpåført skam. Jeg mener, Roskilde er Roskilde, en musikfestival for glade, unge mennesker, der får sig en tår over tørsten og i heldigste fald crasher omkuld i deres eget telt. Muligvis får de også noget på den dumme. Det er, hvad det er; nogle elsker det, ikke mindst avisernes udsendte reportere, andre kører videre til næste station eller holder sig helt væk. Det samme gælder Folkemødet.

Men nej, for de finkulturelle skal den indenlandske kultur forandres. De har er et mål i sigte langt ude i horisonten, i dette tilfælde den multikulturelle sammensmeltning mellem dem og os, oppe og nede, ude og inde. Det er, som nævnt i sidste uge, drømmen om globalisering, der hjemsøger de finkulturelle, dvs. at vi alle bliver ens. Imagine. Men læg lige mærke til, hvem der bliver hvad, for påstanden om at hele verden bliver én, indebærer i virkeligheden ikke, at resten af verden bliver som os, men snarere at vi bliver som dem, sådan som det også var oppe at vende i Radio24syv i går.

Vi troede, det ville gå omvendt, men i dag ser vi, at det i folkevandringens, nulvækstens og terrorismens tid snarere er Vesten, der bliver til Resten end Resten, der bliver til Vesten.

De finkulturelle er hævet over den slags. Besatte, som de er, af deres drøm om altings sammensmeltning har de forskrevet sig til et strålende projekt med henvisning til fantasi og en hel masse andet godt, men det er desværre noget meget mere rigidt og menneskeligt bedrøveligt, det er ideologi.

Det nuværende skal irettesættes og korrigeres, det lever ikke op til de fordringsfulde idealer, og for at kompensere for deres had til egen baggrund og kultur, sætter luftmenneskene på Politiken og andre ideologifabrikker menneskeligheden op på en piedestal. Den må gå foran alt.

De ser kun individer og fabulerer om deres indbyrdes harmoni og mangfoldighed. Vi andre, der ikke tror på sagnet, er enten dumme eller onde, men uanset hvad står vi i vejen for den fagre, nye verden. Nu kan kun kulturen redde os, de finkulturelle har overgivet sig.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten  22. juli 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.