Eksterne skribenter

Taler Margrethe Vestager mod bedre vidende?

EU-kommissæren har stadig ikke fattet en krone af krisen og lader som om, at fem og syv er lige, skriver Mikael Jalving.

Man skal ikke undervurdere sine politiske modstandere og tro, de er idioter. Men med EU-kommissær Margrethe Vestager er det fristende.

Mandag lavede vi lidt sjov med hendes solipsisme og morede os over, at hun tilsyneladende ikke kan skelne skæg fra snot, når det gælder Den Europæiske Union, som hun er ganske verliebt i.

”Det er mærkeligt, at man kan tale grimt om EU uden at tale grimt om sig selv, for EU er hverken mere eller mindre end os selv.”

hege_banner_rights_special_778x150

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Ja, sådan sagde hun, og det skal hun have tak for. Hendes ræsonnement er på en omvendt måde folkeoplysning og slående som en boomerang, fordi ordene rammer hende selv i nakken, og så skulle man tro, at hun dagen derpå ville begynde at se sig selv lidt udefra, sådan som voksne mennesker indimellem formår.

Men, nej. Hun rabler videre i dagens JP, og igen må vi sende en buket til Margrethe for så illustrativt at formulere den selvopfattelse, som EU er blevet synonymt med, og som stedse flere europæere vender sig imod.

Hvad siger hun da?

Som firmaets kvinde afviser hun kritikken af EU-Kommissionen og den sprudlende friske Jean-Claude Juncker efter briternes farvel og fremturer atter:

”EU, det er os. Det er de folkevalgte i Europa-Parlamentet. Det er ministrene, som tager herned med et mandat i ryggen. Og i Kommissionen arbejder vi for at beskytte den grundlov, som Traktaten reelt er, og som landene har fuldt medejerskab til. EU er ikke andet end landene og borgerne. Hverken mere eller mindre.”

Kommissæren er dertil så kæk at tilføje, at ”hvis det på nogen måde var nyttigt at dele skam og skyld, så skulle jeg nok stille op i køen”. Som om.

Jeg skal ikke udelukke, at kommissæren selv tror på mantraet om det uproblematiske 1:1-forhold mellem EU og Os, og man skal som bekendt passe på med at tage troen fra folk. Ja, enkelte siger ligefrem, at vi skal tale hinanden op i paradis i stedet for ned i helvede.

Men nok er nok, og jeg er nødt til at spørge, om Margrethe Vestager taler mod bedre vidende – eller simpelthen ikke kender til den mest gængse teori, når det gælder europæisk integration?

Vestager er, såvidt jeg har forstået, samfundsvidenskabeligt uddannet, og jeg tillader mig derfor at nævne den teori, der med et fint ord hedder neofunktionalisme, og som beskriver hvad der sker i et system som EU, og hvorfor det sker.

Teoriens stikord er spill-over og hentyder til den ekstra integration, som fælles beslutninger fører med sig med afledte eller endda uforudsete virkninger. Det gælder funktionelt, f.eks. mellem sektorer. Det gælder politisk mellem det overnationale og det nationale. Og det gælder institutionelt mellem Kommission og medlemsstater.

EU er naturligvis ikke bare os eller identisk med landene og borgerne, det ville man dumpe på at hævde ved en universitetseksamen. EU er så meget mere, og det er dettemere, der er interessant, altså de politiske, retlige og økonomiske bivirkninger ved institutionernes samspil, når fælles beslutninger på ét område påvirker beslutningerne på et andet område.

Det er som sagt såre elementært og alligevel kompliceret. Det er derfor, man ikke kan sige som Vestager, det er helt og aldeles useriøst og at forstå som en moralistisk kampagne (kommissæren kunne lære lidt selvransagelse af Tyler Cowen).

Hvis EU var et menneske, ville Vestagers forsvar vække sympati. Men nu er EU et system – og Vestagers mantra systematisk vildledning.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 29. juni 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.