Eksterne skribenter

Svar på spørgsmålet: Hvorfor hjælper du nazisterne til magten?

Mens 1930'ernes nationalisme var normativ og aggressiv, er vor tids nationale strømning defensiv og deskriptiv, skriver Mikael Jalving.

Folkemødet er slut, og folket kan ånde lettet op. Fra i dag handler tv, radio og aviser om andet end regndans, spin og politisk kammerateri. Verden banker atter på.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Jeg holder af Bornholm, og mine tolv timer på markedspladsen i Allinge var lige dele politik og øl, fisk og gensyn med gamle venner i solskin. Da de Radikale begyndte at messe fra scenepladsen, trak vi bare ud på klipperne, det var til at leve med.

hege_banner_rights_special_778x150

Til gengæld var jeg dum nok til at medvirke i aftenens udgave af Deadline, der som vanligt blev en tv-opera med de sædvanlige verbale positioner. Det fortryder jeg. Jeg hundefrøs og vadede lige ind i en direkte konfrontation, og sådan en taber man altid, hvis man egentlig ikke gider snakke mere om ”tonen” i debatten, men hungrer efter substans, indhold og politiske proteiner.

Træt af meta og pseudo? Så hold dig fra meta og psuedo! Træt af konstruktivismens ”Ordet skaber, hvad det nævner”, så ti! Virkeligheden er alligevel ikke til at komme udenom.

Hvad jeg derimod tog med mig hjem fra Folkemødet, er kommentarer fra flere, der kom spontant hen til mig og i fuldt alvor mindede mig om 1930’ernes Tyskland. Hvaffor noget, spurgte jeg hver gang. Meningen var nu ellers klokkeklar: Du går nazisternes ærinde.

Jeg må tilstå, at jeg flere gange lo. Men man skal som bekendt bestræbe sig på at lytte til, hvad folk har at sige én, så jeg slog ørerne ud. Og budskabet var samstemmende det, at jeg og andre  indvandringskritikere hjælper vor tids nazister frem mod magten.

Hvem er nynazisterne da? Det er naturligvis DF, Nye Borgerlige og lignende partidannelser i Vesteuropa. Hitler er tilbage – bare i nye klæder (Jeg véd så ikke med Stalin, her må vi vist nøjes med Putin…).

Claus Bryld, professor, dr.phil. i historie og kronikør i JP, sagde nogenlunde det samme, da han under et debatmøde i Højskolernes telt forsøgte at belære mig og tilhørerne om, at Dansk Folkeparti er et morbidt nationalistisk parti på linje med Front National i Frankrig, ligesom EU er vor eneste redning mod den sorte bølge af patologisk vrede og had – og at man for øvrigt tager skade af at læse ”højreorienterede” aviser som JP og Berlingske. Jo, det kom ud af hans mund i lidt af en pærevælling.

Jeg kender kun Bryld overfladisk som historiker, men blev ærligt talt bragt i tvivl om hans samtidshistoriske evner. Hans egen observation i JP søndag er ellers helt præcis: Danmark er blot én blandt mange nationer.

Det er i mine øjne, netop hvad flere af os forsøger at sige. Vi er ikke bedre, mere oplyste eller mere menneskelige end andre nationer, vi er bare ét folk blandt talrige andre med visse dyder og laster, vi ovenikøbet diskuterer frem og tilbage.

Konklusionen er ikke, at vi er ingen (og derfor bundet til Den Anden, det være sig EU eller indvandring, som til Skæbnen), men at vi allerede er nogen, og at den, vi gerne vil være i fremtiden, skal have en vis genkendelighed med den, vi allerede er. Ellers klipper vi den historiske sammenhæng over.

Det nationale overskrider således både dynastiske, religiøse og ideologiske hensyn. Det nationale tager hensyn til det, et folk har tilfælles gennem sprog, skriftlighed, vaner, symboler, geografi og historie. Det var sådan, vore stater gradvist fra midten af 1600-tallet blev til nationalstater, og denne nye organisationsform var og er ikke blot et politisk, instrumentelt og juridisk fællesskab. Den blev i hvert fald mere og andet – skønt den enes nation ikke er bedre end andre nationer. Det er også derfor, at Danmark ikke kan fortælle, hvad Sverige eller England skal gøre. Det må de om.

Jeg er udmærket klar over, at et sådant ræsonnement rubriceres som ”nationalisme” i forskningen, men det siger mere om den toneangivende forskning (marxistisk eller modernistisk) – end om de europæiske folk. Hvert folk har sine historiske, kulturelle og politisk-konstitutionelle  karakteristiska, og det nationale kendetegn er blandt andet den offentlige kamp om disse sandheder via demokratiske spilleregler.

Dette er i mine øjne forskellen mellem 30’ernes nationalisme og vor tids ”nationalisme”: Førstnævnte var normativ og aggressiv, mens sidstnævnte er defensiv og deskriptiv.

Vor tids nationale strømning hævder ikke, at Danmark er bedre end f.eks. Spanien, USA eller Somalia, den siger bare, at Danmark er et andet land end Spanien, USA eller Somalia – kulturelt, socialt, økonomisk. Forskellen er ikke tilfældig, men et udslag af historiens kampe, dvs. et resultat af blod, sved og tårer – og visse tilfældigheder. Her går Claus Bryld og andre helt galt i byen.

Den tyske nationalisme anno 1938 ville have udlandstyskerne hjem i Riget ved hjælp af annektering og krig. Dansk ”nationalisme” af i dag vil have grænserne styrket og asylindvandringen stoppet.

Af samme grund ville det være et fremskridt, hvis denne form for ”nationalisme” vandt indpas i Mellemøsten, hvor så stor en del af Europas uro og misere udgår fra. I så fald ville sekterisk islam og morderiske islamister have langt sværere kår.

Vor tids ”nationalisme” er ikke en trussel, men en forudsætning for politisk orden og frihed. Hvis man vil hjælpe nynazisterne – eller dem, der ønsker sig en borgerkrig, jo før, jo bedre – skal man bare lade stå til og fortsætte som hidtil. Så skal vi nok få balladen – helt uden brug af ord.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 20. juni 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.