Ytringsfrihet

Skal Danmark være et slags Sverige eller et slags Danmark?

»Tidssvarende« lyder korrekt eller uskyldigt, men det er alvorligt, hvad kontormusene på Statens Museum for Kunst har gang i, skriver Mikael Jalving.

I min gymnasietid var jeg utroligt nok kæreste med årgangens sødeste og klogeste pige. Hun var tilmed fornuftig og fokuseret, og jeg behøver næsten ikke tilføje, at hun kom ud med et langt bedre snit end mit. Da Gyldendal kort efter udsendte første bind af Den Store Danske Nationalencyklopædi, slog hun straks til og bestilte hele serien, selv om leksikonet kostede en formue og først ville være afsluttet flere år senere. Jeg drillede hende med, at hun kunne købe en jordomrejse alene for de bind, der rummede a, b og c, men hun ville vide mere og have fast, leksikal grund under fødderne.

Det var før internettet, før Google og Wikipedia. Et godt leksikon svævede ikke i cyberspace, det stod i reolen. Ville man blive til noget, måtte man have et håndgribeligt sted at gå hen, når der var flere spørgsmål end svar, og min daværende kæreste var villig til at betale, hvad det kostede.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Jeg kom til at tænke på denne determinerede investering, da jeg for nylig sad og bladrede i samme leksikon og ikke kunne undgå at observere, at Encyklopædien for længst er mærket af tidens tand, og som de kvikke nok husker, rejste der sig tidligt en nødvendig strid om leksikonets opslag om kommunisme. Det var simpelthen for ukritisk og skrevet af fagfolk med bind for øjnene.

Begreber, definitioner og beskrivelser siger ikke overraskende lige så meget om deres samtid som om emnet. Encyklopædien, der blev fejret som et intellektuelt monument ved udgivelsen, var samtidig et historisk dokument. Det bemærkes især, når anskuelser og analyser forrykker sig med empiri og tidsånd. Typisk ser eller forstår man først sin samtid, når den er blevet fortid; det er det historiske blik, afstanden mellem før og nu, ja, det er netop, hvad historisk bevidsthed handler om: at før er anderledes end nu, og at det erkendes i takt med, at det sidste forvandler sig til det første.

Det er tidens strøm, der åbner vore øjne for forandringens fylde. Denne erkendelse er både elementær og dyb, men lader til at være for dyb for Statens Museum for Kunst, der netop er gået i gang med at indføre svenske tilstande på museet ved at ændre tidligere titler på værker, som kan virke stødende i dag. På den måde vil de gøre museets samlinger mere tidssvarende.

»Tidssvarende« lyder korrekt eller uskyldigt, men det er alvorligt, hvad museets kontormus har gang i. De vil tydeligvis og meget gerne gøre godt, men de sjofler historien. De skader den historiske bevidsthed ved at sløre forskellen mellem dengang og nu, de gør os alle dummere, end vi behøver være samtidig med, at de undervurderer deres gæster og de skatteydere, der betaler deres løn.

Problemet ligger indbygget i museets eget ønske om at være i pagt med nuet. Samtidigheden er en anløben elskerinde, for akkurat usamtidigheden er et kendetegn ved tilegnelsen af historisk bevidsthed, altså, at forstå at ting og ord var anderledes førhen.

Fortiden er af natur utidssvarende. Fortiden er ikke en app eller et internetleksikon som Wikipedia, der opdateres løbende. Fortiden kan ikke gøres om, den er allerede fortid. Det hjælper ikke at skamme sig, korrigere data eller at rette i titler. Hvad der skete, skete, det er historiens tragik, som ikke kan retoucheres væk af bureaukrater eller kuratorer med selv de bedste multikulturelle hensigter. Når museumsmus retter i fortiden, dræber de flertydigheden, dialektikken, kontrasterne. Når museumsmus vil undgå at støde publikum, svigter de deres opgave, som er at respektere fortidens kilder og begreber og at sætte dem i relief med perspektiv og analytisk kraft. Deres fine fornemmelse for nuet er irrelevant. Deres politiske drømme ligeså.

Det er deres selvopfattelse, der afslører dem. De tror, at de sidder på fremskridtets møllehjul og ved bedre end tidligere tiders mennesker og kan trylle en ny deskriptiv og normativ harmoni frem, som der selvfølgelig ikke er belæg for, hverken dengang eller nu. De er fjender af den historiske eksistens og bevidsthed, de er gravrøvere, intellektuelle tølpere. Bedst som de troede, at de kunne undgå fremtidige anklager for »racisme«, fik de heldigvis bøvl med offentligheden. Det er historiens ironi, som i bedste fald kan få dem til at tænke sig om en anden gang.

Historieforfalskning er en sag af langt mere end leksikal betydning. Den handler i sidste ende om, hvorvidt Danmark skal være et slags Sverige eller et slags Danmark.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 9. juni 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.