Eksterne skribenter

Det velfærdsislamiske kompleks

Alle nøgletal fortæller os, at den er gal med indvandringen, og at integrationen slet, slet ikke kan følge med. Det er ikke tilfældigt, skriver Mikael Jalving.

Som ung studerende var jeg for 25 år siden heldig at komme til University of East Anglia i England at læse i et år. Her fulgte jeg forelæsninger hos den amerikanske historiker Paul Kennedy, der dengang var en stor kanon takket være sin bestselller The Rise and Fall of the Great Powers 1500-2000. Kennedy var en dannet, forsigtig mand, som stod ret op og ned og forelæste, og man skulle være vaks for at redde sig en siddeplads i lokalet. Hans tese var overraskende enkel, nemlig at skiftende europæiske stormagter som Spanien, Nederlandene, Frankrig og Storbritannien alle brød sammen på grund af militær overanstrengelse, og at dette sandsynligvis også ville ske for Amerika.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Professorens datamateriale var overvældende. Desuden havde han samtidshistorien på sin side, idet Sovjetunionen kollapsede ganske kort efter bogens udgivelse, dvs. mens vi sad og lyttede til ham, så det var ikke så sært, at Paul Kennedy blev opfattet som lidt af en profet. Til gengæld venter vi, knap 30 år senere, endnu på USA’s endeligt, selv om intet kan udelukkes i vort allerede vanvittige århundrede. Mere sandsynligt er det nok, at EU bryder sammen inden for en overskuelig fremtid, ikke på grund af militær overanstrengelse, men på grund af humanistisk hybris.

hege_banner_rights_special_778x150

Af samme grund er i dag det oplagt at perspektivere Paul Kennedys tese fra 1987 med afsæt i Unionens manglende håndtering af folkevandringen fra Syd mod Nord og forudane, at de vesteuropæiske velfærdsstater vil krakelere og til sidst bryde sammen på grund af de eksponentielt  stigende udgifter til indvandring med alt, hvad dertil kommer af parallelproblemer, fordi de belaster den civile økonomi til et punkt, hvor den ikke længere kan opretholde den nødvendige finansiering og orden. Med den tilføjelse, at jeg forhåbentlig tager fejl.

Det er imidlertid ikke nok at håbe eller forme fremtiden i trylledej. Alle nøgletal fortæller os, at den er gal med indvandringen, og at integrationen slet, slet ikke kan følge. Læg dertil den udvandring, som samtidig finder sted fra de vesteuropæiske storbyer i form af den hvide middel- og overklasse på jagt efter sikre områder. Som den britiske tv-producer og menneskerettighedsforkæmper Trevor Phillips skriver i en nylig rapport om det multikulturelle Storbritannien, bliver de vestlige samfund stadig mere opdelt efter race og etnicitet, selv om det modsatte skulle være sket ifølge teorien. Praksis er en anden – og mere nedslående år for år.

Hvorfor? Fordi de vestlige samfund har tilladt en så godt som uhæmmet tilstrømning af etniske minoriteter, hvis sociale praksis ikke er liberal og frihedsorienteret, men præget af patriarkalske, atavistiske og klanmæssige ideer, vaner og antagelser.

Jo, du har hørt det før, men demografien slår igennem i alle vesteuropæiske lande i disse år med en fart som aldrig før, og modstanden vokser. Det er disse realiteter, en tidligere liberal venligbo som Trevor Phillips ser ret i øjnene og reagerer på, hvilket er forbilledligt. At myndighedspersoner eller magthavere indrømmer, at de har taget fejl, hører som bekendt til sjældenhederne, hvilket ikke alene bunder i karrierehensyn og fejhed, men tillige afspejler den menneskelige faktor, der ikke er lige så høj og gylden, som humanismen prædiker. Kun få husker, hvem der sagde hvad hvornår, slet ikke folk selv. Hvem er ikke en frihedskæmper, hvis de selv skal sige det?

Det var den amerikanske genral og præsident Dwight D. Eisenhower, der opfandt udtrykket det militærindustielle kompleks og i sin afskedstale i 1961 advarede mod interessefællesskabet mellem det amerikanske militær og de store virksomheder inden for rustningsindustrien. Tilsammen skabte de et kompleks, som politikere, medier og andre instanser ikke kunne gennemskue, endsige kontrollere.

Militæret er imidlertid ikke den eneste industri, som er afhængig af langsigtet planlægning og store statslige bevilliger, det samme gælder indvandringsindustrien, der er vokset eksplosivt, mens forsvarsstyrkerne er neddroslet, siden Paul Kennedy skrev sin berømte bog. I forvejen har vi syv eller otte partier på Christiansborg, der arbejder for eller tillader fortsat asyl og indvandring fra ikke-vestlige kulturer. Men tæller vi Dansk Flygtningehjælp, Institut for Menneskerettigheder og velfærdsstatens velvillige sagsbehandlere, kontorer og styrelser med, er der endnu flere partier med i det velfærdsislamiske kompleks. Velfærdsstaten lever og vokser af klienter, lige indtil den dør.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 3. juni 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens velsignelse.