Annet (nyhetssøk)

Den nye fordrivelsen, og politikere og medier tier

Det var en meget god grunn til at jeg dedikerte Islam. Den 11. landeplage til Norge og Europas jøder. Vi lever på mange måter i en ufattelig tid. En ny fordrivelse finner sted. Det skal helst ikke omtales fordi det er en annen – om enn mye større – minoritet som i all hovedsak står bak.

Det var en meget god grunn til at jeg dedikerte Islam. Den 11. landeplage til Norge og Europas jøder. Vi lever på mange måter i en ufattelig tid. En ny fordrivelse finner sted. Det skal helst ikke omtales fordi det er en annen – om enn mye større – minoritet som i all hovedsak står bak.

Det handler om en 1 400 år gammel kamp mot jødene, initiert av islams stifter Muhammed. Personlig er jeg meget pessimistisk. Ikke minst fordi at det ikke vekker ramaskrik at jødiske barn på vårt kontinent må bevoktes med gevær.

Et av de mest gruvekkende sitatene i boken Landeplagen, har jeg hentet fra pennen til den danske jøden Jeppe Samuel Cholewa Juhl. I fjor skrev han en kronikk, Diasporaens død, som nådeløst hugg tak i både hodet og hjertet.  Kronikken ble skrevet etter terrorangrepet på synagogen i København, der Dan Uzan ble drept, og terrorangrepet på det koshermarkedet i Paris. Juhl formulerte seg slik etter å ha besøkt åstedet i København:

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Om få generationer vil de religiøse jøder være helt forsvundet fra Europa. Og når de religiøse jøder forsvinder, så vil vi sekulære jøder også forsvinde. De religiøse jøder vil være at finde i Israel, vi andre vil med stigende hast miste vores jødiske identitet og assimilere bort.

Uden de religiøse jøders tilstedeværelse kan vi sekulære nemlig aldrig bevare en jødisk identitet. For hvor skal vi, der ikke tror, tage hen og fejre Yom Kippur eller Rosh Hashanah, når den sidste rabbiner er væk. Når dørene til vores synagoge er blevet lukket og låst for aldrig mere at blive åbnet?

Dette står mig lysende klart efter de to seneste terrorangreb i Europa i henholdsvis Paris og København, for ingen religiøse menigheder kan i længden leve med at skulle opdrage deres børn i skyggen af beskyttende maskinpistoler. Og det er præcis den begrædelige virkelighed, Europas og Danmarks jøder står over for i dag.

Det var derfor, jeg græd foran synagogen i weekenden. Jeg græd for helten Dan Uzan, der gav sit liv for at beskytte sin menighed.

Jeg græd for den uskyld, vi mistede i det Danmark, der har så stolte traditioner med at beskytte sin usædvanligt velintegrerede jødiske befolkning,

Jeg græd, fordi mordet på Dan Uzan i realiteten indvarslede enden på jødisk liv i Danmark.

Jeg græd, fordi jeg inderst inde ved, at vores politikere ikke har evnen og viljen til at finde en løsning på problemet med permanent at sikre de danske jøder et jødisk liv i Danmark.

(…)

Og de største tabere er de muslimer, der ikke deler hadet til jøder og til Vesten, som er kommet hertil fra deres dysfunktionelle lande for at skabe sig en bedre tilværelse. Jeg har selv mødt disse pæne og anstændige muslimer. Jeg trykkede flere af dem i hånden foran synagogen i dagene efter angrebet. Problemet er blot, at det ikke er dem, der fører ordet. Mit hjerte bløder for dem. De er gidsler i det umulige multikulturelle projekt.

(…)

De europæiske jøder er snart en saga blot.

For den eneste løsning er så gennemgribende, at den desværre er illusorisk. Først og fremmest skal al indvandring fra muslimske lande øjeblikkeligt stoppe. Dernæst skal alle muslimer, der ikke ubetinget bakker om det frie, demokratiske samfund repatrieres. Dette er aldeles uladsiggørligt.

Europas ledere har fået deres vilje. De har skiftet deres jødiske befolkning ud med en ny minoritet. Dette er Europas tab, ikke jødernes.

jøder.symbol

Nettopp. Politikerne har ofret jødene. Ofret i den forstand at de verken har vist innsikt i islams 1 400 år lange kamp for å utslette jødene, ei heller har de tatt følgene av disse faktiske forhold. Det er også et historisk faktum at når jødene begynner å pakke sammen og forlate sine hjem, da er det noe langt større som er under oppseiling. Dette skjer nå i hele Vest-Europa. Her sitert fra Landeplagen:

Som journalist og forfatter Rafael Seligman i Berlin sier det: «Det faktum at det ikke er en eneste jødisk institusjon som ikke må bevoktes av politiet. Det er et poeng som gjør meg veldig bekymret».

Tilstanden i Berlin overgås i nabolandet Frankrike. Etter terroren i januar 2015 ga myndighetene 10 412 soldater og politibetjenter i oppdrag å vokte jødiske institusjoner, skoler og synagoger landet over. I tillegg ble hundrevis av uniformert personell pålagt å patruljere det som defineres som høyrisikoområder, altså områder der det bor mange jøder.

Det rapporteres fra kontinentet at jødiske barn ikke snakker hebraisk seg imellom i det offentlige rommet, og at guttebarn skjuler det jødiske hodeplagget kippa, eller lar plagget ligge hjemme. En rekke rapporter fra ulike europeiske land siste tiåret viser hvordan jodene er en særlig utsatt gruppe, og at de som i stort monn truer, forfølger og overfaller dem, er muslimer. Dette ser ut til å vare en vanskelig erkjennelse for Europas myndigheter, i alle fall i det offentlige rommet.

Den første rapporten jeg registrerte om disse forholdene daterer seg til 2003, og er signert EUs kontor for overvåking av rasisme og fremmedhat (EUMC), som prøvde å unndra rapporten fra offentligheten.

I 2014 forlot 7 000 jøder Frankrike. Det er ingen tegn på at trenden snur, etter hva jeg har observert.

«Jøder kan ikke lengre leve som vanlige borgere», skriver Henrik Raber i Dagens Nyheter i dag. Også han forteller om barn som må voktes med gevær – i Sverige. Raber slår først fast det vi alle bør vite: Jødene har bidratt mer enn noen annen religiøs gruppe til kunst, vitenskap, litteratur, musikk og også økonomisk. Han fortsetter slik:

De senaste kanske tio åren har en gradvis ökad känsla av att känna sig hotad som jude i Sverige infunnit sig. När jag växte upp som barn under 50- och 60–talet i en svensk småstad och sedemera i Stockholm fanns förvisso också främlingsfientlighet. Men inte som nu. Samhället har polariserats och blivit kallare. Hatet har blivit mer spritt och våldsamt.

Det finns ca 18.000 judar i Sverige. Välanpassade svenska medborgare, vågar jag påstå, och ändå dundrar orden ”jävla jude” och det fysiska våldet hänger i luften alternativt är ett faktum. Som jude kan man ej känna sig säker i vissa områden – till exempel i tre av de fyra största städerna i Sverige. Man fattar ju inte att det är sant då man säger det!

Om någon skulle sagt på 60-talet att man om 40 år inte kan gå säker som jude i vissa stadsdelar i Sverige skulle man ha blivit utskrattad.

Hur har vi hamnat här, att vi nu är hotade? Till och med fysiskt! Att vi måste ha polisbevakning vid judiska evenemang? Att vår judiska skola måste bevakas? Att det finns poliser bland våra barn utrustade med maskingevär.

Raber peker deretter på statsminister Stafan Löfven, som tidligere i år uttalte at antisemitismen är en skam.

Jag vill nu veta vad vår statsminister och regering tänker göra åt det som händer? Vi, som levt här i hundratals år, känner oss plötsligt inte säkra utan polisbevakning. Vad tänker du göra åt detta, Stefan Löfven?

Raber kommer neppe til å få et svar fra Löfven. I alle fall ikke et ærlig svar om hvorfor jødene nå fordrives. Jeg tror nok heller ikke vår statsminister vil gi et slikt svar. Et ærlig svar krever naturligvis handling. For som Jeppe Juhl sa det:

«For den eneste løsning er så gennemgribende, at den desværre er illusorisk.»

Men vi kan jo velge å tro på trylleformularet «integrering». «Vi skal bli enda bedre på integrering», som Størene, Hareidene og Grandene så festlig sier det. Ja, tro det den som vil.

Demografi teller. Det forstår enhver sannhetssøkende person. Som også når politikerne skal vurdere potensial i velgermassen. Jeg sa ikke mer enn akkurat det.