De fleste læsere gennemskuede nok det politiske bedrag i Morten Østergaards (R) kronik (4/5), hvor han gjorde sig store anstrengelser for at påstå, at åbne grænser fører til velfærd. Des mere den radikale leder nævner EU’s såkaldte Schengen-samarbejde som en garanti for velfærden, desto mere forstår man, at den stakkels mand baserer sin politiske logik på en fiktion.
Mikael Jalving
Schengenaftalen, dvs. bortfaldet af nationale grænser til fordel for en stærk ydre og fælles grænse om EU-zonen, findes ikke mere. Ligesom så meget andet i international politik, eksisterede den kun på papiret. Den var en intention, en drøm. At det først gik op for offentligheden, da det var for sent, er en skandale, som må vække harme i hundrede år, skønt større skandaler er indtruffet før i europæisk politik. Uanset hvad forduftede den fælles, ydre grænse samme øjeblik, som de første tusinde migranter kom sejlende i gummibåde sidste forår. Al den snak om Schengen var én stor sæbeboble.
Til den overrumplende og pludselig udvikling hører, at flere EU-lande som f.eks. Østrig, Ungarn og det meste af Østeuropa har indført en regulær opbremsning af migrationsstrømmen for at undgå svenske, tyske, britiske og franske tilstande med udsigten til de eksplosive perspektiver. Flere lande vil sandsynligvis følge efter. Kravet om selvbeskyttelse vil kun vokse.
Miseren er dobbelt. Aldrig nogensinde før er så mange mennesker fra Mellemøsten og Nordafrika sejlet til og vandret ind i Europa, uden at nogen har gjort noget for at standse dem. Og aldrig nogensinde før har europæiske lande i så mange år brugt så svimlende summer på en voksende underklasse med ikkeeuropæisk baggrund og udbredt antipati mod vestlige normer. Underklassen er ikke bare fattig og på forsorg, den er også tiltagende muslimsk.
Langt farligere end Østergaards illusionsnummer er forslaget om nye ”flygtningekvoter” udstukket af en EU-Kommission optændt af de allerhelligste menneskerettighedsidealer og komplet ude af sync med de europæiske befolkningers ønsker. For Østergaard og andre politiske spekulanter beviser de snarlige EU-kvoter kun, at danskerne burde have stemt ja til mere EU i december. For alle andre illustrerer forslaget, at EU ikke længere er en del af løsningen, men en del af problemet.
Tænketanken Europa, der er en lobbyorgation for mere EU i dansk lovgivning, mener, at at vi må påregne at skulle modtage flere asylansøgere eller forlade den såkaldte Dublinordning. Igen er der tale om manipulation. Dublinforordningen er de facto en lige så stor politisk løgn som Schengenaftalen. Det er eurokratiske honnørord og kulisser. Symbolske spøgelser, der skal skræmme os på plads og i lutter befippelse få os til at opgive vor nationale selvbestemmelse for så vidt angår dansk flygtninge- og migrationspolitik.
Kommissionens antinationale føderalister vil blive ved og ved, indtil de har fået deres vilje eller må give fortabt. Det her er deres eksistenskamp, at afskaffe de nationale forskelle, værdier og hensyn i en fælles og progressiv bestræbelse.
Migrationsstrømmen repræsenterer en gylden mulighed. Flygtningene er de perfekte budbringere for en europæisk nyordning, der i fremtiden skal hvile på en multikulturel, føderal og semikapitalistisk lovgivning. Tidligere hed det sig, at indvandrerne bare skulle integreres. Det slog fejl, mere end nogen havde frygtet. Nu hedder det i stedet, at de tilvandrende masser er veluddannede, faglærte, kvinder og børn. Reelt er der tale om unge mænd uden formelle kvalifikationer og ringe udsigt til at finde beskæftigelse eller blive integreret, endsige assimileret. Bag dem står millioner og atter millioner. Og om en måned kommer tyrkerne og søger om asyl.
Det ved Kommissionsmedlemmerne naturligvis godt, det er jo deres idé og forslag. De ved, at projektet kan være risikabelt, også for dem selv og deres, men det er langt mere attraktivt end alternativet: at lade de europæiske folk bestemme selv. Hvis ånden lukkes ud af flasken, er helvede løs, og helvede vil medføre et fatalt symbol-, prestige- og magttab for de eurofile eliter.
Eliterne frygter muligvis også, at nationale svar på folkevandringen vil føre til krig nationerne imellem. Men historien ser ikke ud til at gentage sig selv blindt fra situationen før Første og Anden Verdenskrig. Omstændighederne er nye, imperierne er borte, risikoen en anden.
Det er menneskerettighederne, der støder frontalt ind i velfærdsstaterne. Sidstnævnte kan ikke finansiere førstnævnte ret meget længere. Herhjemme anvender vi med et forsigtigt estimat det samme på indvandring som på de samlede forsvarsudgifter hvert eneste år, og udgifterne går desværre den forkerte vej.
Hvis velfærdsstaterne vil overleve, er de nødt til også at se sig selv som nationalstater med territorialgrænser og gensidighed i velfærdssystemerne og primært varetage statsborgernes værdier og interesser. I den europæiske virkelighed kan man ikke nøjes med altruistiske principper som fri indvandring og Europas Forenede Stater. Man må anerkende, hvad der går forud for dem. Vor dømmekraft må aldrig blive en slave af vore følelser eller drømme. Den må stedse være grundet i vores fornuft og legitime interesser.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 6.mai 2016, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.