Eksterne skribenter

Efter helligdagene kommer hverdagen – og den er ikke for børn

Har du holdt pinsen fri for politik, så samles trådene her, skriver Mikael Jalving.

Jeg måtte smile, da jeg så billedet af den nye italienske politibil, den baghjulstrukne Alfa Giulia med blink på taget og bogstaverne CARABINIERI på siden.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

De kan altså noget i det land. Ej regere, ej kontrollere foruden korruption, ej vedligeholde en effektiv politistyrke, men de kan fandeme sørge for, at deres betjente kører standsmæssigt rundt i noget, der ville have klædt Niki Lauda.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Bortset fra det, har det været en lang pinse, for ikke at sige et abrupt forår med helligdage og afbrydelser, der slår rytmen i stykker, og jeg må være ærlig at sige, at jeg er en vanens og hverdagens mand. Forårets kanonade af helligdage svækker mit åndelige immunforsvar, og når det endelig bliver mandag (eller i dette tilfælde tirsdag), føler jeg en forbandet pligt til at samle op.

Roger Scruton var i landet – inviteret af Trykkefrihedsselskabet og Cepos – og blev minsandten interviewet i DR2’s Deadline. Redaktionen havde valgt at titulere ham som ”konservativ filosof”, hvilket naturligvis er sandt, han kalder gerne sig selv begge dele, men varebetegnelsen er alligevel sigende. Når andre udenlandske filosoffer eller dignitarer gæster studiet, er der mig bekendt ikke præcedens for adjektiver som ”socialistisk”, ”socialdemokratisk” eller ”liberalistisk” foran deres stilling eller baggrund.

Deadline kunne blot have brugt betegnelsen engelsk eller britisk filosof, men valgte at sætte et mærkat foran. Hvorfor? Tjo, i danske mainstreammedier er det kun dem, redaktionen ikke forstår eller bryder sig om, som udstyres med varebetegnelser som ”kontroversiel”  eller i dette tilfælde ”konservativ”.

Norske journalister er muligvis værre end danske, men her er de seneste tal derfra: Rød blok ville få langt mere end dobbelt så mange stemmer som blå blok, hvis norske journalister skulle sammensætte det norske Storting.

Jaja. Vi lever, som sognepræst Claus Thomas Nielsen minder om i en artikel i Tidehverv i murenes tid, og det er gerne dem, der ikke bryder sig om mure, der anvender dem hyppigst. Er du fremskridtsvenlig eller reaktionær? Er du humanist eller racist? Er du konservativ eller progressiv?

Du kender melodien, du er vokset op med den i årtier. De gode mod de onde. Hvem vil ikke være med de første? Til trods herfor skriver sognepræsten:

”Det er ikke den søde lokale muslimske grønthandlers, eller din datters søde muslimske klassekammerats, personlige skyld at det sker, men det sker ikke desto mindre med sikkerhed. Såvel grønthandleren som skoleveninden er en del af den statistik, som utvetydigt fortæller, at jo større det muslimske mindretal bliver, jo mere fremskreden er jødeforfølgelsen, opløsningen og borgerkrigen: Beirut, Sarajevo, Kosovo, Marseilles, Blackburn, Leicester, Luton, Paris, Bruxelles, Malmø osv. Der findes ingen undtagelse fra denne regel.”

Det er muligvis ”ondt” sagt, men det er den nedslående og korporlige sandhed. Som må gøre mange flere konservative i årene, der kommer, uanset om de bryder sig om det eller ej – eller i det mindste stemme på partier med en mere realistisk tilgang til folkevandring, europapolitik mm.

Scruton er konservativ med den komplekse hjertesag at opretholde orden – såvel den private som den sociale og politiske orden – og det er klart, at en sådan hjertesag tiltrækker mange fjender, fordi den tredimensionelle orden er vanskelig og langsommelig at etablere, men nem at ryste og ødelægge. En konservativ er ifølge Scruton én, der ser og forstår, hvor dyrebar og skrøbelig den private, sociale og politiske orden er. Som han siger med et glimt i øjet: Konservatisme er kedelig, men sand. Alternativet er spændende, men falsk. Konservatisme er hverdag, ikke fest.

En anden af hverdagens helte, professor emeritus og demograf Poul Christian Matthiessen, trak linjerne op i en kronik i JP om den ikkevestlige indvandring.

”Når et migrationspres først er etableret”, skrev han, ”vil det besidde en betydelig inerti. Efterhånden som der dannes etniske brohoveder i modtagerlandene, vil immigranterne i disse områder bevare forbindelse til hjemlandet og kunne forsyne potentielle emigranter i hjemlandet med oplysninger om det forjættede Europa”.

Vores politiske valg er med andre ord ikke til at tage fejl af: Enten standser vi den galopperende indvandring fra Syd og får en slags kontrol over situationen, mens vi kan, eller også lukker vi øjnene, åbner grænserne helt og håber det bedste, vi kan. Det sidste er muligvis mest spændende, men også risikabelt i forhold til, hvad vi allerede ved og har erfaret. Af førstnævnte grund og til trods for sidstnævnte ser det ud til, at det netop er, hvad vore politikere har tænkt sig at gøre: Håbe og bede og krydse alt, hvad krydses kan. Mens de naturligvis kalder deres modstandere for ”konservative”, ”reaktionære” eller det, der er værre.

Ifølge Frankrigs forsvarsminister, Jean-Yves Le Drian, venter 800.000 migranter i øjeblikket i Libyen på at krydse Middelhavet. Alligevel agter Frankrig ikke at gøre noget ved problemet. Flere migranter står klar ved andre kyster langs Middelhavet, menneskesmuglerne lægger i øjeblikket sidste hånd på sæsonen 2016-2017, og folkevandringens menneskelige, sociale og økonomiske konsekvenser er så småt ved at dæmre rundt omkring i Vesteuropa – mens østeuropæerne for længst har forstået, hvad der er i gang. Som Judith Bergman skriver i en analyse fra Gatestone Institute, gør adskillige europæiske lande sig langt mindre optimistiske forestillinger end både paven, Europakommissionen – og den danske regering. Allerede tilbage i november forlød det fra officielle kilder, at mindst 3 mio. mennesker vil søge asyl i Europa i år. Men husk: Dette er kun begyndelsen. Fortsættelsen bliver efter alt at dømme mere radikal, og det bliver med stadig større fart og demografisk tyngde vore børn, som arver problemet.

Meget tyder på, at helligdagene har varet længe nok, og at festen er slut. Det er atter blevet hverdag i Europa. Den er ikke for børn, så hvornår bliver vi voksne?

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 17. mai 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.