Eksterne skribenter

Regeringen har ingen plan, kun snak

Indvandringens økonomiske konsekvenser er så småt ved at gå op for den siddende regering, men den bliver mageligt siddende. Det er så dansk, at det minder om Anker Jørgensen, skriver Mikael Jalving.

Det forlyder nu, at halvdelen af det franske militær er posteret rundt omkring i Frankrig for at beskytte befolkningen mod islamisk terror, efter at præsident Hollande indførte militær undtagelsessituation i november. Halvdelen! De forestående europamesterskaber i fodbold, Tour de France, koncerter og andre store begivenheder gør kun trusselsbilledet mere markant og nervøsiteten større. Hvad det koster de franske skatteydere, kan man dårligt forestille sig.

Herhjemme er det stadig politiets eksklusive opgave at bevogte udsatte grupper som jøder, homosekseuelle, kvinder, Muhammedtegnere og islamkritikere, og det presser naturligvis korpsets personel. De politifolk, jeg har talt med, er positive over for DF’s nylige forslag om at lade militærfolk hjælpe til med bevogtningen. Som de siger: Det var ikke for at arbejde som vagter, at de valgte at blive politimænd.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

hege_banner_rights_special_778x150

Imens tæller landets finansminister Claus Hjort Frederiksen på knapper, og de er ved at slippe op. Den indvandring, som de senere år har taget form som asylindvandring, dræner åbne velfærdssstater som Danmark, Norge, Tyskland og Sverige, selv om udgifterne – og befolkningsudskiftningen – naturligvis går stærkest hos Schmidt og Svensson. Der er nu engang ikke noget som tidligere militærmagter, der stræber efter at ville redde hele verden.

Ud over at det er umuligt, så koster det kassen. Den danske regering skønner, at den ekstra indvandring fra den muslimske verden vil koste 6,4 mia. kr. de næste tre-fire år, hvis og såfremt 30 pct. af de forventede knap 100.000 migranter og flygtninge finder et arbejde i Danmark. Det gør de formentlig ikke, selv regeringen ved det. 30 pct. er alt, alt for højt sat. Danske kommuner skønner, at omkring to pct. – to pct. – er i stand til at påtage sig arbejde. 98 pct. er enten for dårligt kvalificerede, for ringe motiverede eller på anden måde ude af stand til at finde og passe et job. Holder denne prognose stik, kan vi i løbet af de næste blot fire år forvente, at endnu 98.000 melder deres bistandsbehov henne hos kommunen, hvis budgetter i forvejen bæres af den skrumpende del af danskerne, der arbejder og betaler skat. Tjuhej, hvor det går.

Danmark og andre vesteuropæiske lande er under et kolossalt, globalt pres. Alligevel mener finansministeren, at det vil være muligt at opretholde »serviceniveauet« i Danmark. Sådan taler Venstre om staten anno 2016: som en varetager af »services«. Det kunne for så vidt lige så godt være Cepos og ej Lars Løkke Rasmussen, der havde dannet en mindretalsregering.

Virkeligheden er, at servicestaten kun leverer et absolut minimum af kvalitet. Det, Venstreregeringen kalder services, dvs. daginstitutioner, folkeskole, videregående uddannelser, sygehusvæsen, politi og militær, kører allerede på pumperne. Den danske stat er godt i gang med at blive en karikatur på en stat, en kulisse til ære for en befolkning, der indtil videre har affundet sig med, at tingene kun bliver værre. Det eneste, der går fremad, er indvandringen.

Jeg vil tro, at indvandringens økonomiske konsekvenser så småt ved at gå op for den siddende regering, men den bliver mageligt siddende og giver andre skylden. Det er så dansk, at det minder om Anker Jørgensen. Pengekassen tømmes, væksten er pist borte, men der er ingen plan for økonomisk overlevelse, udover at boligskatterne muligvis må sættes op.

Disse magelige Venstrefolk minder mig mere og mere om socialdemokrater på vej til at miste grebet om alting lige fra vuggestuer til EU. Som små tinsoldater sidder de og pudser deres regalier, mens de slår ud med armene. Hvad skal de gøre?

Udenrigsminister Kristian Jensen »advarer« mod en ny migrationsstrøm via Libyen og Italien og foreslår i ramme alvor at sende danskere til Irak og Syrien for at »undervise i antiradikalisering«. Justitsminister Søren Pind »frygter« landets undergang den ene dag, den næste skriver han på Facebook, at det »nok skal gå alt sammen«. Javel, ja.

Det ville være en hån mod såvel drenge som skolen at kalde ministrene for skoledrenge, idet de fleste skoledrenge evner at slå fra sig i nødsituationer. Næ, det er meget værre. Vi taler om voksne mennesker med magt til at at indføre asylstop og sætte indvandringen i bero. Voksne mænd med skægvækst, prostata, pensionsopsparing, børn og det hele, der svigter det land, de er sat til at beskytte.

Nuvel, det er set før i historien. Den slovakiske premierminister, der for øvrigt er socialdemokrat, kalder det for »rituelt selvmord«. Af frygt for at blive beskyldt for ondskab afstår mennesker gerne fra at gøre det etisk nødvendige: at værne om og udvikle, hvad de har overtaget fra tidligere generationer. Men det er klart: Hvis det, man har overtaget, blot er postulerede »services«, har patriotismen ringe kår.

Vi er med andre ord nødt til at begynde helt forfra efter næste valg.

Artikkelen ble først publisert hos Jyllands-Posten 23. april 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.