Islam

Skyldfølelse for korstogene

Vi har gjennom årene blitt pepret med dårlig samvittighet og dyp skyldfølelse for korstogene. At de var en respons på islams imperialisme, lærte vi ikke i skolen. I Danmark kan dette nå endre seg.

Vi har gjennom årene blitt pepret med dårlig samvittighet og dyp skyldfølelse for korstogene. At de var en respons på islams imperialisme, lærte vi ikke i skolen. I Danmark kan dette nå endre seg.

Ny lærebog for ungdoms- og gymnasieskoler siger det unævnelige og sætter de kristne korsriddere ind i en bredere og dybere sammenhæng end normalt.

Udover de mislykkede krige i Irak og Afghanistan og 1800- og 1900-tallets vestlige kolonialisme er de kristne korstog i middelalderen den foretrukne forklaring på, hvorfor jihad er retfærdig eller  forventelig i vore dages vestlige samfund. Til trods for de tusind års afstand spiller korstogene en kolossal rolle for opfattelsen af Vesten og Østen i dag og genererer fortsat en masse skyld såvel som beskyldninger i politik, medier og det akademiske liv. Hvis ikke det havde været for korstogene, var vi sikkert sluppet for angrebet mod mod den jødiske synagoge og ”Krudttønden” i København, ikke sandt?

hege_banner_rights_special_778x150

Det skal medgives, at jihadister og humanister ikke helt enige om den sag. De første mener, at hellig krig er en retfærdig hævn for, hvad ”vi” har gjort mod dem, godt nok for længe siden. Humanisterne nøjes med at forstå og forklare hævnen. Den bør ikke komme bag på os, fortæller de, vi har selv givet dem alibiet.

Javelja. Men se så op, for her kommer en ny bog med et stærkt oplysende potentiale, efter hvad jeg forstår, den første gedigne historiebog om korstogene henvendt til ungdoms- og gymnasieskoler, skrevet og formidlet på et klart og stringent dansk af de to historikere og undervisere Michael Pihl og Jesper Rosenløv og udgivet af forlaget Frydenlund under titlen Korstogene – islams ekspansion og kristen modoffensiv.

korstog
Man tror knap sine egne øjne, når man åbner den rigt illustrerede lærebog med kilder og følger dens gennemgang af korstogenes tid, sted, forløb og forhistorie. For som undertitlen røber, sættes de kristne korstog ind i en bredere og dybere sammenhæng med den islamiske ekspansion i Mellemøsten, Nordafrika, Øst- og Sydeuropa, som unægtelig foregreb dem. Som bogen argumenterer pædagogisk for må korsridderne forstås på baggrund af den kristenhed, der helt tilbage fra de første muslimske erobringer i 600- og 700-tallet og tyrkernes senere hærgen i 1000-tallet, kom under et voksende pres. Den kristne modoffensiv hvilede på forestillinger om bod, pilgrimsfærd og hjælp til de kristne i Østen, som var blevet underlagt islamiske magthavere.

Pave Urban II’s tale i 1095 var således kun en udløsende faktor for korstogene. Vil man forstå de kristne, må man forstå, hvem de var oppe imod, og her giver bogen sig god tid med at kortlægge Muhammeds politiske ambitioner, først i Mekka, siden i Medina, ligesom det bliver tydeligt, at islams første ofre var arabere. Det er islam, der trækker først og spiller hvidt, mens de kristne spiller sort og reagerer det bedste, de kan.

Vil man begribe, hvordan Vesten blev Vesten, må man begribe det gamle Vesten længe før oplysningstid og rationalisme. Vor vestlige identitet står, som en anden dansk historiker, David Gress, pegede på for snart 20 år siden, i dyb gæld til germanske stammers heroiske frihedsbegreb og en normannisk og frankisk adel, der forstod at slås. Vestens sande væsen er lidenskab snarere end videnskab, vi har bare glemt det eller skammet os alt for længe. Spørgsmålet er, om den kan genoplives.

Det er der, heroismen kommer ind i billedet, båret frem af historisk nye karakterer omkring årtusindskiftet. Kentaurer, kan vi kalde dem, halvt præster, halvt krigere. Den ydre forudsætning for korstogene var islams voldsomme fremvækst, der udgjorde en umiddelbar trussel ikke alene mod kirken, men tillige mod Europas politiske orden. Den indre forudsætning var med Gress’ formulering ægteskabet mellem den heroiske germanske frihed og den kristne bodsetik og selvopofrelse.

Pihl og Rosenløvs nøgterne lærebog sætter disse dynamikker ind i deres historiske kontekst, og korstogenes kronologi og historie lægges frem, og det er en bedrift i sig selv, ikke mindst fordi det formentlig er uvelkomment i det akademiske og politisk korrekte glasbur. Men studiet af fortiden skal naturligvis ikke drives fremad med ”respekt” og ”tolerance”, men ved hjælp af synteser og karske spørgsmål.

Svaret på dem er i dette tilfælde, at korstogene var et brud med den strikse kristne lære om tilgivelse såvel som med finere, græsk filosofi. Der er ikke meget Sokrates, ja, eller Jesus, i disse nye korsriddere, som afviser at vende den anden kind til og ser stort på abstrakte finesser. De udlever i stedet deres tro, og her bliver selvforsvaret en forbandet pligt, op på hesten og af sted, sådan som man f.eks. kan læse i det franske heltedigt Rolandskvadet fra slutningen af det 11. årh.

Korstogene ophørte, men de osmanniske angreb op igennem Europa fortsatte, og i dag kender selv vestlige skolebørn udtryk som jihad, halal og haram. Den arabiske verden ligger i permanent borgerkrig, klanvælde og kaos, stort set intet er lykkedes siden middelalderen, og der er lang, lang vej til noget, der bare ligner arabisk forår. Til gengæld har Europa ved egen dumhed fået islam tæt ind på kroppen via indvandringen. Prisen er så småt ved at gå op for folk, mens de europæiske politikere fortsætter deres vanvittige kurs ind i mørket.