Innvandring

Kamel Daoud: Den seksuelle elendigheten i den arabiske verden

– Folk i Vesten er med gru i ferd med å få øyene opp for den muslimske verdens sykelige forhold til sex og at sykdommen er i ferd med å spre seg til deres egne land, skriver den algiriske forfatteren…

– Folk i Vesten er med gru i ferd med å få øyene opp for den muslimske verdens sykelige forhold til sex og at sykdommen er i ferd med å spre seg til deres egne land, skriver den algiriske forfatteren og journalisten Kamel Daoud.

DaoudJyllands-Posten har oversatt essayet som først ble publisert i New York Times og har vakt voldsom debatt.

Den prisbelønte forfatteren – som i likhet med Salman Rushdie har en fatwa hengende over hodet – er fast kommentator i den algiriske avisen Le Quotidien d’Oran og har tidligere skrevet en rekke artikler om temaet. Artikkelen i New York Times er imidlertid en kommentar til arabiske og nordafrikanske menns masseovergrep på jenter og kvinner på åpen gate i Köln samt flere andre europeiske byer nyttårsaften og har fått voldsom kritikk. Fra europeiske intellektuelle, selvsagt.

Overgrepene mot vestlige kvinner på nyttårsaften trakk tråder tilbake til Tahrir-plassen under den lille, egyptiske revolusjonen og påminnelsen har fått folk i Vesten til å innse at den største plagen i en stor del av den arabiske verden, og i muslimske samfunn generelt, er det syke forholdet til kvinner, skriver Daoud.

I nogle områder af verden må kvinder bære slør, og de bliver udsat for stening og dræbt. Og kvinderne får som minimum skyld for at sprede uro i idealsamfundet. Som et modsvar har nogle af landene i Europa uddelt små foldere til flygtninge og indvandrere, som forklarer, hvad der er god skik og opførsel.

Sex er blevet et tabu i lande som Algeriet, Tunesien, Syrien og Yemen som følge af den mandsdominerede kultur, islamisternes rigoristiske love og den diskrete puritanisme, der er fremherskende blandt de forskellige socialismer i landene.

Denne tabuiseringen gir grobunn for undertrykkelse av begjær, skyldfølelser og marginalisering av dem som har slike følelser, påpeker han og gjør oppmerksom på at dette synet på seksualitet befinner seg et godt stykke unna islamske tekster fra den såkalte gullalderen, hvor blant annet Kama Sutra ble dyrket åpent.

I dagens arabiske land er sex et stor paradoks, fortsetter han: man later som om det ikke finnes, men likevel er det blitt en bestemmende faktor for alt det usagte i samfunnet. Tanker om sex lar seg ikke fjerne av fortielse eller fornektelse. Fokuset rettes mot kvinner, som selv om de er tildekket er sentrum for alle relasjoner, utvekslinger og bekymringer i den arabiske verden, fortsetter Daoud.

Kvinder er et tilbagevendende emne i den daglige diskurs, fordi de repræsenterer alt, hvad der står på spil: mandighed, ære og familieværdier.

I nogle lande må kvinder kun gå ud i det offentlige rum, hvis de fornægter deres krop. At lade dem gå utildækkede rundt ville vække det begær, som islamisterne, de konservative og de rastløse unge føler, men ønsker at fornægte. Opfattelsen er, at kvinder er destabiliserende for samfundet, og der er dem, som siger, at korte kjoler udløser jordskælv.

Derfor respekteres kvinden kun, når hun er i et tilhørsforhold med en mand – som hustru til X eller datter af Y.

Dette motsetningsforholdet skaper ulevelige spenninger i samfunnet. Det naturlige begjæret har ingen ventiler og parforhold er ikke lenger forbeholdt intimsfæren, men er en bekymring for hele gruppen. Dette skaper seksuell frustrasjon, som igjen har potensiale til å utvikle seg til absurditet og hysteri, skriver Daoud og viser til flere eksempler på groteske fatwaer: Det er forbudt å være naken når man elsker, kvinner kan ikke ta på bananer og en mann kan bare være alene med en kvinne hvis hun har vært ammen hans eller passet ham som barn.

Praksis er ikke stort bedre: Kvinner blir overvåket, folk er besatte av jomfruhinnen og moralens voktere patruljerer i gatene. I Algerie ble salafister og lokal ungdom så oppildnet av radikale imamers preken i moskeer og på TV at de tok til gatene for å overvåke kvinners sømmelighet i det offentlig rom. – Særlig på stranden, legger forfatteren tørt til. Politiet driver klappjakt på par selv om de er lovformelig gift. Forelskede par får ikke lov til å gå tur i hager og parker og ikke minst: parkbenker sages over på midten for å forhindre at folk sitter for tett sammen.

Resultatet er, mener Daoud, at folk fantaserer om alt det gode de kan få i en annen verden. Valget står mellom Vesten og dets “frie seksualitet” og det islamske paradiset hvor menn etter sigende kan velte seg i jomfruer etter døden.

Valget avspeiles i de arabiske medier, hvor teologer er populære på TV, samtidig som libanesiske sangere og dansere lokker de samme seerne med umulig og uoppnåelig sex. Fordi det finnes få sexterapeuter i den muslimske verden, har islamister oppnådd et reelt monopol når det gjelder å snakke om kropp, sex og kjærlighet. Islamistenes prekener på TV og internett har antatt karakter av en porno-islam, fastslår forfatteren.

I Vesten har man længe fundet trøst i eksotismen, hvor forskelle hyldes og dyrkes. Orientalisme har en tendens til at normalisere kulturelle forskelligheder og undskylde forskellige former for overgreb.

Scheherazade (kvinden, der fortæller kaliffen), haremmerne og mavedanserne har fået mange i Vesten til at overse de muslimske kvinders kvaler. Men i dag har flygtningestrømmene fra Mellemøsten og Afrika sat fokus på det betændte forhold, som nogle arabiske lande har til deres kvinder.

Hvad der engang føltes som fremmede problemer i fjerne lande, er i dag blevet til et sammenstød mellem kulturer, der udspiller sig på vestlig jord. Forskelle, som engang blev udvisket og afdramatiseret af afstande og en følelse af overlegenhed, er nu blevet en overhængende trussel.

Ikke overraskende rakk essayet knapt å bli publisert før en gruppe franske forskere hang ut Kamel Daoud som islamofob.

I sin faste kronikk i Le Quotidien d’Oran i hjemlandet har Daoud kritisert både islam og landets president, hvilket ikke alltid er ufarlig i Algerie. Han forble også i Algerie gjennom den ekstraordinært blodige borgerkrigen på 1990-tallet.

Men om ikke regimet og islamister i Algerie lyktes med å få den frittalende forfatteren og journalisten til å tie stille i løpet av 20 år, så lyktes altså europeiske intellektuelle med sin evinnelige trang til å stemple enhver kritiker av islam som “islamofobi”: Kamel Daoud har trukket seg fra den offentlige debatten.

Daoud forsvarte seg til å begynne med at han bare har skrevet det alle vet:

»Det bliver sagt, sagt igen, accepteret og fordømt, når vi taler om det imellem os. Men passagen fra det, vi siger mellem os, til at skrive det offentligt er et tabu, man ikke skal bryde.«

Han fortsætter:

»Med det samme det er skrevet, og man er i medierne, får man skudt i skoene, at det er for at sælge bøger. Det bliver anset for at være et forræderi.«

Gammel kritik

I anden omgang svarer han igen på kritikken fra kollektivet. Det gør han i brevet til den amerikanske ven, hvor han også meddeler, at han trækker sig fra den offentlige debat.

Før da forklarer han, at han faktisk havde skrevet dele af Köln-kronikkerne for flere år siden.

»Dengang kom der ingen reaktioner, eller meget få.«

Men i dag, hvor han er mere kendt, og hvor spændingerne er langt større, opstår der hurtigere konflikter.

Den prisbelønte forfatteren er imidlertid ikke spesielt imponert over de franske forskerne, hvis kritikk han mener er amoralsk fordi de ikke er i hans sted og i hans land.

– Når man sitter på “sikre og behagelige kaféterrasser i vestlige hovedsteder”, er det “illegitimt og skandaløst” å anklage ham for å være islamofob, sier Daoud og har et poeng: å henge ut en navngitt person som befinner seg i et ustabilt, islamsk land er usedvanlig tarvelig – selv etter europeiske islamapologeters standard. Særlig når de selv lever trygt.

Daoud mener imidlertid at kvinnenes skjebne er forbundet med hans egen fremtid og at han derfor vil fortsette med å skrive om det “syke begjæret” han ser i landet sitt. Men takket være europeiske intellektuelles debattskikk – hvis man kan kalle det det – vil han ikke lenger delta i samfunnsdebatten i Europa:

Men han vil ikke længere hænges ud for at være islamofob i Europa, når han skriver om religionens rolle i Algeriet. Debatten er blevet umulig, mener han:

»Det kan jeg ikke gøre noget ved, men jeg kan unddrage mig den […] ved at tie.«

Kamel Daoud er heldigvis ikke alene om å påpeke behovet for et oppgjør med den seksuelle undertrykkelsen i islam og den arabiske verden. Flere samfunnsdebattører med bakgrunn fra islamske land bosatt i Europa har sagt det samme.

– Overgrepene i Köln er en advarsel til et svakt Europa om behovet for et oppgjør med islams seksuelle undertrykkelse, mener de to frittalende, prominente kvinnerettsaktivistene Seyran Ates og Necla Kelek.

Seyran Ates er advokat og forfatter av boken Islam trenger en seksuell revolusjon og har i årevis kjempet mot kvinneundertrykkelse i muslimske miljøer. Hun mener Europa må innse at det er snakk om et kultursammenstøt.

»Vi er nødt til at indse, at der er tale om et kultursammenstød. De unge mennesker er seksuelt uhæmmede, fordi de altid har været seksuelt undertrykt. Hvis nogen på samme måde forgreb sig på deres søstre, ville de øjeblikkelig gribe til våben. De lever i miljøer, hvor sex er tabu, og hvor seksualitet er stærkt reglementeret og kontrolleret. Derfor udnytter de situationen,« siger Seyran Ates til Berlingske.

Det samme mener Necla Kelek, som fastslår at kulturbakgrunn spiller en stor rolle i tilfeller som i Köln:

»De unge mænd er vokset op i en patriarkalsk kultur. Derfor er de både gerningsmænd og ofre. Vi må ikke lade dem alene. De er allerede alene i vores land, uden familie, uden hjemstavn, uden vante strukturer. De kan ikke håndtere deres daglige frustrationer. Derfor udsøger de sig den svageste i gruppen, nemlig enlige kvinder. De mener, at de har den moralske ret dertil. Vi må give dem en chance for at disciplinere sig selv og forklare dem, hvordan man lever sammen og opfører sig i et frit samfund. Hvis de ikke kan eller vil dette, er de i det forkerte land,« siger den 58-årige sociolog og forfatter.

Necla Kelek er samfunnsforsker og forfatter av boken Himmelreise, hvor hun kritiserer politisk islam. Hun har også gitt ut flere bøker som tar for seg integreringsspørsmål, og i 2005 ble hun tildelt Geschwister-Scholl-prisen i München for boken Den fremmede bruden.

Den profilerte danske politikeren og debattøren Naser Khader, som har bakgrunn fra Syria, etterlyser også et oppgjør med det han mener er tradisjonelle arabiske menns forkvaklede forhold til kvinner og seksualitet.

Det er så opløftende at se, hvor stærkt familiesammenholdet er her, og hvor meget man respekterer de ældre. En tur på et marked er en symfoni af dufte og intense smagsoplevelser, og hvor end jeg vender og drejer mig, mærker jeg med stolthed historiens vingesus.

Når det så er sagt, er der desværre et meget stort men. Den arabiske kultur har en bagside, som jeg foragter. Det er de traditionelle arabiske mænds forkvaklede forhold til kvinder og vold – en giftig blanding af religion og kultur. Det er mænd med stort M, som er kvindehadende, selvhævdende og svælger sig i stammementalitet.

Hermed ikke sagt, at dette gælder alle arabiske mænd, men hånden på hjertet så findes der alt for mange, som puster sig op og føler sig i sin gode ret til at se ned på kvinder og uden tøven kalder dem luder. Det gør mig meget vred at være vidne til det hykleri og den dobbeltmoral, de udviser i forhold til sex og kvinder, og det er ikke noget, som hører hjemme nogen steder i verden – slet ikke i Vesten og Danmark.

For den type mænd er det helt i orden at have sex med mange kvinder, men når de skal giftes, skal det for alt i verden være med en jomfru. Kvinder deles op i luder og Madonna. Den slags mænd behandler kvinder som et tag-selv-bord, men hvis man så meget som kigger på deres datter, kone eller søster, så bryder helvedet løs.

Den dansk-tyrkiske kultursosiologen Mehmet Ümit Necef ved Syddansk Universitet mener at arabiske menns overrepresentasjon på voldtektsstatistikkene skyldes kulturforskjeller når det gjelder synet på kvinner og seksualitet.

»Tallene er nu rensede, og man ser stadig en klar overrepræsentation. Det er meget vanskeligt at argumentere for, at kultur ikke er afgørende. Hvordan kan vi ellers forklare det?« spørger han.

Necef påpeker at flesteparten at de ikke-vestlige innvandrerne og etterkommerne som begår overgrep har bakgrunn fra Midtøsten og dertilhørende tradisjonell kultur.

– Dette er kulturer hvor kvinner drar skam over hele familien hvis de har sex før ekteskapet. Hvor kvinner bare går på gaten hvis de har et faktisk gjøremål. Ikke for å more seg, drikke seg fulle eller møte fremmede menn, sier han til Berlingske og understreker at denne kjønnskulturen ikke er bundet opp mot islam, men eksisterer i særlig områder utenfor de store byene i Midtøsten.

Han forklarer videre at problemene oppstår når noen menns tradisjonelle kvinnesyn kolliderer med moderne vestlig kultur, hvor kvinner har frihet til å bevege seg like fritt som mennene. I Midtøsten betraktes ofte byrommet som mennenes domene. En kvinne som drikker seg full eller går sparsomt kledd blir sett på som uanstendig og er hun ikke i følge med en mann kan hun fort bli betraktet som «eierløs» eller et individ uten beskyttelse. Noen menn fra Midtøsten vil da anse det som legitimt å gjøre seksuelle tilnærmelser eller til og med begå overgrep, mener Necef.

Den svensk-tyrkiske forskeren Özge Öner er av samme formening:

Kulturen och samhällsinstitutioner spelar en stor roll i att avgöra vad som är acceptabelt eller ej. Självfallet har de flesta män, som är uppvuxna i länder där konsensus råder att det är kvinnornas och inte männens skyldighet att undvika sexuella övergrepp, en helt annan syn på hur man bör bete sig mot kvinnor än de flesta svenska män.

Därmed är det nonsens att debattera huruvida det finns kulturella särdrag som uppmuntrar till händelser som Köln och Kungsträdgården. Det är helt enkelt så, och vi måste vara uppriktiga om detta ifall vi ska kunna kväva problemet i dess linda. Att bara importera och i tysthet tolerera oönskade kulturella sedvänjor gynnar allra minst flickor och kvinnor i Sverige.

Jyllands-Posten: Den seksuelle elendighed i den arabiske verden

Jyllands-Posten: Forfatter: Jeg skriver bare det, vi alle ved – og fordømmer