Liberalismens krise 

Førhen ofrede mondæne liberalister gerne den sociale orden for bevægelsesfrihed og profit, men nu melder tvivlen sig pludselig, skriver Mikael Jalving.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Der er krise i Davos. De finansielle, politiske og globale topchefer, der i disse dage mødes i den idylliske bjergby i Schweiz har, som JP har kunnet rapportere, tabt deres barnetro. Fremskridtsoptimismen er pist borte. Væk er illusionen om, at de teknologiske og økonomiske forbedringer i markedsøkonomien vil garantere et evigt progressivt og mageligt liv på jord for stadig flere af alverdens mennesker. Væksten er forsvundet eller gået i minus og forude venter mere recession og krise, selv i Kina, gigantenes gigant.

Godt nok kan robotterne løfte stadig flere opgaver for os, men frem mod 2020 regner Klaus Schwab, grundlæggeren af World Economic Forum, med at mindst 5 mio. jobs vil gå tabt. Fem år længere fremme taler vi 20 mio. jobs. Hvordan skal alle disse mennesker tjene til dagen og vejen? Hvor skal de rette deres frustration hen?

hege_banner_rights_special_778x150

Bag de økonomiske nøgletal og prognoser fornemmer man samtidig en ny – og sen – bekymring for, hvad migrationen til Europa vil medføre på længere sig, ikke alene økonomisk, men også hvad angår den politiske orden, der er forudsætningen for velstand og vækst.

Det sidste siges måske ikke direkte. Davos-folk skal sjældent have klinket noget, men omvendt ville det være mærkeligt, ja, uhyggeligt, hvis ikke pengemændene havde opdaget, at verden er i hastig forandring, og at det ikke er på den Obama-fede måde. Nok skrider jorden ikke under Davos, som den skrider under Vollsmose, Nørrebro, Køln, Rotterdam, Birmingham, Torino og Marseilles, men rystelserne mærkes.

Længe var Davos ellers kendt for sin klippefaste liberalisme, sin sympati for EU’s porøse grænser og en grundlæggende despekt for demografiens og kulturers betydning. Indvandringen var et ubetinget gode, og frihed blev først og fremmest forstået som bevægelsesfrihed, hvorfor Davos-liberalisterne så indvandrere og asylansøgere som ”arbejdskraft”.

Det blev karakteristisk nok aldrig forstået eller sagt, at økonomiernes behov for ”arbejdstagere” kunne være af midlertidig karakter. Imens slog indvandrerne sig ned, og asyl blev den nye indvandringsform. I 1984 kom der ifølge den udenrigspolitiske analytiker Asle Toje ca. 100.000 asylansøgere til Vesteuropa, i 1992 var tallet knap 700.000, og sidste år steg det som bekendt til over en million. De seneste årtiers indvandring fra primært muslimske og arabiske områder er historisk unik. Tidligere indvandringsbølger fra europæiske lande og regioner, taltes i tusinder, ikke millioner.

Asle Toje, selv en ”tørlagt liberal”, peger på, at masseindvandringen ofte fremstilles som uundgåelig. Det er den naturligvis ikke. Vi har valgt den, selv om befolkningerne ikke er blevet spurgt direkte. Hvis de blev spurgt, skal der ikke megen fantasi til at forestille sig, hvad svaret ville blive i dag. Men det ændrer ikke ved, at de vesteuropæiske samfund i årti efter årti opfattede indvandringen som et forvaltnings- og integrationsspørgsmål – og egentlig ikke som et politisk spørgsmål.

Det er det så blevet. Med en fart, der gør det svært at følge med, ikke mindst på den danske, svenske og tyske scene. Selv i Davos titter den erkendelse frem, at orden er en implicit forudsætning for frihed, og at bevægelsesfrihed jo også er bevægelsesfrihed for terrorister, islamister og fjender af den liberale orden, og derfor kun er et betinget gode. Populært sagt bruger socialister gerne andre folks penge, men Davos-liberalisterne gerne ofrer den sociale orden for bevægelsesfrihed, ”tolerance” og profit.

Nu kommer tvivlen, hovedpinen, den politiske migræne – på vej ind i krisen. For uden sikre institutioner, ytringsfrihed, borgerrettigheder og nationalstatslige rammer for kapitalismen, er der ingen, der kan være sikre på noget som helst, og jeg kommer i den forbindelse til at tænke på den amerikanske sociolog Daniel Bell, der døde for fem år siden og bl.a. skrev The Cultural Contradictions of Capitalism (1976), hvor en af pointerne netop handler om kapitalismens forudsætninger. Bell spurgte: Når nu kapitalismen som mekanisme var og er dybt afhængig af hårdt arbejde, disciplin og en vis kulturel homogenitet – hvad sker der så, hvis disse dyder forfalder eller forandres? Vil økonomien kunne oppebære sig selv – eller vil velfærdsstaterne degenerere på grund af det voksende antal klienter?

Daniel Bell leverede en dobbelt kritik af kapitalismen og velfærdsstaten, før masseindvandringen til Vesteuropa var gået rigtig i gang, og som derfor må siges at være endnu mere relevant i dag, end da den blev fremført for 40 år siden: Jo mere optimisme, jo dybere fald. Jo mere indvandring, jo mindre velfærd. Jo mere liberalisme, jo mindre frihed og orden.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 21. januar 2016, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.