Globaliseringens ironi

Det er 100 års imperiedrømme og idealisme, som har fået os til at glemme disse basale sandheder, skriver Mikael Jalving.

Det hævdes ofte, at de bedst uddannede er internationalister, globaliseringstilhængere og kritiske over for nationalstater og lokal suverænitet. Set i et længere historisk perspektiv er det snarere det modsatte, der gør sig gældende.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Modernisering, urbanisering, uddannelse, stemmeret og politisk mobilisering har i løbet af de seneste mere end 100 år skabt en national bevidsthed i de europæiske samfund og givet de fleste europæiske folk en erkendelse af, at de er børn af deres lands historie, og at den netop er partikulær snarere end universel. Selv to verdenskrige har nationalismen overlevet til trods for, at ”nationalisme” fik skylden for krigenes rædsler, og nu vokser den igen.

hege_banner_rights_special_778x150

Det nationale, herunder erkendelsen af dem og os, er kommet for at blive.

Med verdenskrigene fulgte sammenbruddet af det østrig-ungarske imperium, det ottomanske imperium og det britiske imperium, tre på stribe. Senere led tre unioner samme skæbne med Sovjetunionens fald, Jugoslaviens opløsning og Tjekkoslovakiets deling i Tjekkiet og Slovakiet. I en parallel bevægelser har Storbritannien, Frankrig og Spanien i flere etaper afgivet magt og myndighed til regioner inden for landegrænserne og dermed bevaret en vis enhed.

Vist så, vestlige medier, EU og mange ”internationalister” ynder at give det indtryk, at det nationale er fandens opfindelse, og at fyren fandengalemig snart er manet i jorden, hvis blot folk forstår den rette sammenhæng.

Men snarere end internationalismens epoke er det, vi er vidne til, internationalismens retræte. Ser man bort fra eurokraternes nærmest komiske svar på den kolossale folkevandring til Europa, står det tindrende klart for enhver, at den ”europæiske integration” er sat på stand by. Schengen er navnet på en by i Luxembourg, ikke en realitet med ydre grænser i Middelhavet.

Befolkningerne tror ikke længere på Unionen, sådan som det et kort øjeblik så ud, som om de gjorde, dertil er fremmedgørelsen for stor, og reglerne – som vi ingen indflydelse har på – for mange, det samme gælder FN’s menneskerettighedskonventioner, som det efterhånden kun er de gamle partier, der holder i hævd, men de nye vil lægge dem i graven.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om det er tids nok. Om Europa står til at redde fra tiltagende borgerkrig, opløsning, terror og økonomisk nedsmeltning. Her findes der ingen overdommere, vi må se, hvad der sker og lægge fortsat pres på vore politikere.

Uanset hvad er folkeviljen national, ikke international. Der findes et naturligt dem og os, og det har der såmænd gjort siden folkestyrets fødsel.

Det er 100 års imperiedrømme og idealisme, der har fået os til at glemme disse basale sandheder, og som har kriminaliseret behovet for meningsfuldt lokalt selvstyre. De europæiske imperier havde katastrofale konsekvenser, som afspejlet i verdenskrigenes rædsler og kommunismens ødelæggende efterspil. Jeg véd, det kan lyde mærkeligt, men måske går vi mod lysere tider alligevel, det er i hvert fald den lyse side af vort mismods vinter, den anden side af mønten.

Globaliseringens ironi er, at folk bliver stedse mere nationale og lokale. Her spirer et lille håb.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 25. januar 2016 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.