Senioranalytiker tror EU bryter sammen innen 10 år

Danskene stemte nei til å gi opp landets fire forbehold om det rettslige samarbeidet i EU. Danmark har siden 1992 hatt forbehold mot EUs militære samarbeid, det økonomiske samarbeidet herunder euroen, det rettslige/juridiske samarbeidet og EU-borgerskap. Flere kommentatorer i inn- og utland ser nei-sidens seier som et…

DannebrogDanskene stemte nei til å gi opp landets fire forbehold om det rettslige samarbeidet i EU. Danmark har siden 1992 hatt forbehold mot EUs militære samarbeid, det økonomiske samarbeidet herunder euroen, det rettslige/juridiske samarbeidet og EU-borgerskap.

Flere kommentatorer i inn- og utland ser nei-sidens seier som et oppgjør med eliten. EU-ekspert og senioranalytiker Josef Janning i tenketanken European Council on Foreign Relations i Berlin sier at signalet fra den danske folkeavstemningen er det samme som kommer fra mange andre EU-land og tror at EU-samarbeidet vil bryte sammen innen 10 år.

– Jeg vet ikke om det er borgerne som løper vekk fra EU eller omvendt, men de løper vekk fra hverandre, sier han og legger til at han ikke ville trodd sine egne ører om han hadde sagt det samme for to-tre år siden.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Jannig mener at det er flyktning- og migrasjonskrisen som har splittet EU-landene så dypt at samarbeidet ikke kommer til å holde i lengden:

Han tror således ikke, at Schengen-samarbejdet overlever de gennemhullede ydre grænser, men også her forventer han, at en mindre gruppe af lande vil fortsætte med åbne indre grænser.

Han mener samtidig, at medlemslandenes regeringer har svigtet EU ved ikke at fortælle, hvor meget af den velstand og sikkerhed de leverer til deres befolkninger, som udspringer af EU-samarbejdet.

Internasjonale medier tror at det danske oppgjøret kan få betydning for den kommende britiske EU-valgkampen:

Også det amerikanske erhvervsmedie Wall Street Journal tror, at det danske nej kan skabe uro i forhandlingerne mellem EU og Storbritannien, der skal til at påbegynde.

– Danmarks nej til yderligere europæisk integration kan styrke David Camerons forhandlingsposition.

– Han kan bruge den danske folkeafstemning til at vise, at Storbritannien ikke er det eneste land, der er bekymret for yderligere europæisk integration, skriver avisen.

Også i Tyskland har man noteret sig torsdagens resultat. Under overskriften «Danskerne siger nej til mere Europa» skriver Der Spiegel, at resultatet er et nederlag for den danske regering og truer det danske medlemskab i Europol.

Jyllands-Posten, hvis redaksjonelle linje er EU-vennlig, mener som Jannig at EUs fullstendige handlingslammelse i migrantkrisen og manglende evne og vilje til å beskytte EUs yttergrenser spiller inn. – Det var Dansk Folkeparti mod alle de andre. Og de vandt igen, skriver avisen på lederplass og mener at det er på tide at den europeiske eliten erkjenner at folk er mer glade i nasjonalstaten enn det som som anses for «god tone».

EU har da heller ikke gjort noe som helst som monner, hverken før – for å forberede medlemslandene – eller under den pågående, omfattende migrantkrisen. Det har ført til økende skepsis i medlemslandenes befolkninger:

Der er i vælgerbefolkningen en voksende skepsis mod EU og alt, hvad unionen repræsenterer. Den seneste tids flygtningestrømme, der har udstillet EU’s manglende beslutningsevne, har ikke gjort det bedre. EU-eliten undervurderer generelt den renæssance, som nationalstaten oplever i disse år. Tiden er ikke til EU-sokker og højstemte proklamationer. Tiden er til at løse udfordringerne her og nu på et lavpraktisk niveau. Hér har EU svigtet, både når det gælder indvandringen og den økonomiske krise.

Nedturen for det europæiske samarbejde går nok tilbage til 2000, da regeringscheferne besluttede at lægge Østrig på is, efter at vælgerne havde sendt højrenationalisten Jörg Haiders frihedsparti i regering. Her indså mange pludselig, hvor politisk korrekt – med visse totalitære træk – dele af EU-samarbejdet var blevet. Der går en lige linje fra dengang over de løbende kriser til i dag, hvor EU er ude af stand til at beskytte sine ydre grænser og betrygge europæerne og deres hverdag.

Resultatet av folkeavstemningen avslører også en bekymringsfull mistillit til den politiske klassen som sådan, mener Jyllands-Posten:

Valgets tale er også en bekymrende mistillid til den politiske klasse som sådan. Den har især ét navn: Helle Thorning-Schmidt. Det kan sagtens tage en generation at dulme erindringen om hendes skrupelløse løftebrudspolitik i SRSF-regeringen. Dertil kommer Socialdemokraternes udtalte usynlighed i ja-kampagnen. Lars Løkke Rasmussen har taget det store slæb. Hvor var Mette Frederiksen?

Europa noterer sig formentlig dårligt det danske nej, men forude venter en britisk alt eller intet-afstemning. Overalt er historien den samme. De europæiske vælgere vil nok gerne selve EU-samarbejdet, men de ønsker ikke at gøre det dybere. Der er nok af problemer her og nu, som skal klares.

Løs dem først. Det vil være det bedste argument i sig selv.

Financial Times er inne på det samme: – Resultatet er et nederlag for det danske etablissementet som har ført valgkamp for et ja, skriver avisen.

Men hva slags valgkamp har etablissementet egentlig ført? Professor i statsvitenskap og fast kommentator i Berlingske Peter Kurrild-Klitgaard har tatt en titt og er ikke utpreget imponert.

Kurrild-Klitgaard beskriver Ja-siden som en mektig allianse anført av seks av ni av Folketingets partier, finansiert av og alliert med nær sagt alle mektige organisasjoner og interessegrupper og ikke minst entusiastisk støttet av praktisk talt alle sjefredaktørene og lederskribentene i landets aviser. Alle har gitt utvetydig uttrykk for at de ønsker en dypere dansk EU-intergrasjon. Nei-siden har derimot bestått av et stort, men avskydd parti i allianse med to mellomstore partier og en folkebevegelse uten basis i Folketinget. De har hatt liten finansiell eller moralsk støtte fra organisasjons-Danmark.

Til gjengjeld har de blitt idiotforklart av landets politiske, akademiske og mediale elite:

Til gengæld kunne de “nej”-lænende vælgere opleve en siddende udenrigsminister antyde, at det at stemme “ja” var det samme som at bekæmpe islamistisk terrorisme i Europa–og så kunne man jo selv regne ud, hvad alternativet var.  En tidligere top-politiker indikerede, at det at stemme “nej” var noget nær en støtte til pædofile, menneskehandlere og våbensmuglere, mens en anden fhv. top-politiker affærdigede “nej”-vælgere som intet mindre end “bindegale“.  Mediers kommentatorer og eksperter afskrev nonchalant skeptikerne som folk, der ikke forstod, hvad de skulle stemme om–uden noget empirisk fundament for det.

– Mange steder kan man ikke forstå resultatet. Slett ikke blandt de partier og organisasjoner som hadde serven og gikk etter et «ja», og allerede før valgdagen ristet diplomater og politikere i andre land på hodet over at det var en mulighet for et «nei». Et sett attityder som kanskje best kan oppsummeres som at de danske velgerne ikke har fortjent de politikerne de er så velsignet å ha, fortsetter han og minner om at idiotforklaring av velgere ikke er veien å gå dersom man ønsker å  ha dem med på laget.

Også Kurrild-Klitgaard påpeker EUs kaotiske innvandringspolitikk som en medvirkende faktor:

Det første, man bør bemærke, er, at det nu er tredje gang siden 1992, at de danske vælgere har sagt nej til overførsel af mere magt til EU–hvortil man reelt kan tilføje den aflyste folkeafstemning om EUs forfatningstraktat, som fik dødsstødet (2005), da vælgerne i andre lande havde afvist den, og VK-regeringen indså, at den ville falde.  Vælgerne siger ikke “ja”, hvis formålet er uklart og potentielt risikabelt.

Det næste, som særligt Venstre og Konservative bør forstå at tage konsekvensen af, er, at det borgerlige Danmarks egne vælgere ser markant anderledes på nutidens EU, end man gjorde i 1970erne og 1980erne.  Dengang, hvor EF overvejende blev set som et frit indre marked, var der et solidt flertal bag projektet blandt de borgerligt-liberale vælgere.  Ved folkeafstemningen i dag–hvor EU for mange er blevet associeret med statsstyring, bureaukrati, en kriseramt valuta og en kaotisk indvandringspolitik–var der et flertal af “nej”-sigere blandt to partiers vælgere (DF og LA) og betragtelige mindretal af samme observans hos to andre (V og K).  Meget tyder endog på, at det kan have været første gang, at et flertal af de borgerligt-liberale vælgere har stemt “nej”.  De er ikke EU-modstandere, men der er en skeptisk stemning, som man næppe får vendt ved at omtale egne vælgere som uvidende og bindegale, der går kriminelles vegne.