Hvis bare islam var en religion

Så behøvede vi ikke frygte den igangværende folkevandring fra syd, skriver Mikael Jalving.

Hvis islam var en religion som andre religioner, så kunne vi nøjes med at tro på den eller afvise den. Der ville foreligge et eksistentielt valg – som med kristendommen. Det ville være den enkeltes suveræne valg, dvs. et samvittighedsspørgsmål, en trossag. Men islam er meget mere end en religion. Det er vision for et islamisk samfund, det er en revolution med tilhørende undertrykkelse, vold, sekterisk borgerkrig og folkemord, hvilket samtidig er grunden til, at intellektuelle som Carsten Jensen, der ikke forstod, hvad kommunismen var, før den var forsvundet fra verdenshistorien, heller ikke forstår, at islam er en politisk bevægelse.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Islam er meget mere end en religion – og noget helt andet end kristendom. Islam vil have os til at gøre noget, den vil have os til at handle på en bestemt måde, den er konstruktiv, kreativ, bydende, ligesom den indskriver en retfærdighed og en orden i altings kaos. Islam er først og fremmest Koranen, Guds ord til citat. Gør dét, og du hører til de Retfærdige. Gør dét, og du er fortabt.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Som forstander ved Rønshoved Højskole Thue Kjærhus sagde i JP lørdag, står vi overfor henholdsvis en eksplicit og en implicit moral: Det kendetegnende ved den kristne kultur er, at den ikke formulerer en moral. Den er indvortes og bygger på vores samvittighed, en indre stemme, som f.eks. sætter os i stand til at skelne mellem agtsomt manddrab og uagtsomt manddrab. Islam derimod bygger på en udvortes og direkte moral, som henviser en hellig bog, the one and only.

Hvor kristendommen opererer med et indrestyret ideal, der tror eller forkaster Gud, og hvor skyld og samvittighed følges ad som siamesiske tvillinger, opererer islam med et ydrestyret ideal, hvis målestok er ære & skam.

Vi kan betragte, hvordan islam ser på de to køn.

I islam er æren for mænd, hvad skammen er for kvinder. Mænd skal beskytte deres ære, som kvinder skal forsage skammen. Skammen er seksuel, tabuiseret, fornedrende. Æren er fysisk, territoriel og belagt med status og anerkendelse.

Islams doktrinære dikotomi mellem mænd og kvinder findes slet ikke i kristendommen. Vist har der været en praksis blandt de kristne, som til forskellige tider og i nogle samfund har fungeret lidt på samme måde – med manden øverst og kvinden nederst i den sociale virkelighed. Men der findes ikke nogen kristen antropologi, som i islams helligskrifter med manden som den Rene og kvinden som den Urene. Hvorfor kvinders påklædning da også er genstand for kronisk og detaljeret interesse og social kontrol overalt, hvor islam hersker eller udgør en stærk kulturel ramme.

Islams kønslære er statisk og maskulin. Mænd er vogtere, kvinder er at regne for bytte. Det er islams kønslære, der fortæller, at kvinder skal tildække deres hår og skjule deres sensualitet og seksualitet for alle andre end deres ægtemand. At kvinden tilmed i princippet og i mange muslimske samfund skal kunne tåle at dele sin mand med tre andre kvinder er en vigtig tilføjelse. Manden er så ren, at han godt kan grise sig til med fire kvinder. Kvinden er derimod så uren, at hun i princippet er delelig med fire. Han er den Hele, hun er den Kvarte.

Vi kan også se på, hvordan islams helligskrifter beskriver ikke-muslimer. Det er ikke ligefrem en dans på gloser. Ikke-muslimer er ikke kun vantro, men dem, der vil blive besejret. Altså, ifølge den overordnede, profetisk-guddommelige plan. Der hersker således en koranisk kamp på liv og død mod ”aber og svin” (5:60), folk, der ”bærer på en sygdom” (5:52), ”fortærer andres ejendom” (4:161), er ”forbandede af Gud” (5:13), ”de værste dyr” (8:55), ja, ”det værste af skabningen” (98:6).

Eller som det lakonisk hedder i sura 5:51, så at man forstår, at segregering og parallelsamfund ikke er nogen ny opfindelse:
”Tag jer ikke jøder eller kristne til venner. De er venner indbyrdes. Den af jer, der slutter venskab med dem, bliver én af dem”.

Altså: Omgås man svin, bliver man et svin.

En god muslim vender ryggen til de vantro, hvis skæbne afhænger af, hvorvidt de konverterer til islam eller anerkender en ny tilværelse som dhimmier, dvs. kristne og jødiske andenrangsborgere med hvem, der kan skaltes og valtes, sådan som der altid er blevet det i muslimske lande og kulturer, og som vi aktuelt ser overalt i Mellemøsten og Nordafrika.

Misforstå mig ikke: Selvfølgelig er islam også en religion. Men islam er mere end en religion og indeholder tillige en udtalt kulturel overlegenhedsfølelse koblet til en aktivistisk retsorden dikteret af de såkaldt Rettroende, der ser sig selv som de Udvalgte: ”I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene” (3:110), siger Gud. Dvs. et unikt fællesskab frembragt for menneskene. Dvs. organiseret, styret, villet oppefra. Gud er i stand til alt, hedder det igen og igen i Koranen. Hvorfor skulle han så ikke også kunne styre et samfund? Islam er i den forstand et politisk system forklædt som religion. Eller ”forklædt” er måske upræcist formuleret. Det står jo der sort på hvidt: ”I er det bedste fællesskab, der er blevet frembragt for menneskene”.

Hermed kommer vi nærmere kernen i islam: Vi ser, hvad islam ikke rummer. Islam rummer netop ikke adiafora, dvs. områder af liv, sjæl og samfund uden for religiøs kontrol og sanktion. Gud er med i alt. Som i alt. Der er ingen grænser for Gud, hverken hans visdom eller almagt. Hans ord – nedfældet i Koranen – er Lov i en dobbelt betydning, både formelt og reelt. At tvivle på hans omnipotens – sådan som f.eks. Job gør – er første stadium mod frafald, apostasi, der er en dødssynd ifølge utallige islamiske retslærde og deres tilknyttede myndigheder. Her møder vi islams sort/hvide verden i renkultur: halal og haram. Anfægtelsen, der var en styrke i den tidlige kristendom, er en svaghed i islam, sådan som den udlægges autoritativt inden for både sunni og shia.

Lad os derfor trække en streg i sandet og sige det så klart, at ingen kan være i tvivl om, at islam indeholder forestillingen om en politisk vision for et guddommeligt styre. Målet er ikke blot et religiøst liv, men et religiøst samfund af hellige, der lever ifølge Loven og gør gode gerninger. Derfor er forskellen mellem islam og islamisme glidende, ikke sort/hvid, sådan som mange iagttagere ellers bliver ved at med gentage. Og der er mange tegn på, at afstanden mellem islam og islamiske bliver kortere og kortere for øjeblikket, ikke mindst i den voksende gruppe af terrorsympatisører i Vesteuropa.

De islamiske bestræbelser ses tydeligst hos salafister, wahhabister, Hizb-ut-Tahrir, Det Muslimske Broderskab, Islamisk Stat og alle de nye jihadgrupper, vi kan observere på terrorscenen. Det foruroligende ved dem og deres islam, som ikke kommer ud af det blå, men netop er rodfæstet i islams formelle kilder, er, at islam sætter universelle, religiøse love og regler over de sekulære, demokratiske og nationale love i de forskellige europæiske lande. Sidstnævnte love er dybest set blasfemiske – ugudelige, eftersom Guds lov står over menneskenes lov.

Intet sted, bortset fra Tyrkiet og delvist i Indonesien, har muslimer vist sig i stand til at reformere den hellige rangorden med Gud øverst, og i Tyrkiet er magthaverne dybt afhængige af et stærkt militær. Uden det ville den sekulære stat ikke holde længe, og der sker i disse år under præsident Erdogan en glidning tilbage mod en mere islamisk statsordning i Tyrkiet, mens han forgyldes af EU.
Forklaringen er den enkle, at islam også som skriftløs, folkelig størrelse har meget svært ved at underkaste sig lokale love. Når målet er universalisme, vil det lokale altid stå i vejen for målets realisering.

Når det er sagt, findes der også mere formildende indslag i islam, mest ikonografisk udtrykt via islams fem søjler, hvortil bl.a. hører, at man skal bede så og så mange gange dagligt, give almisse, faste under Ramadanen og helst besøge Mekka én gang i sit liv. Altså, ganske tilforladelige ritualer, der ikke strider mod europæiske normer og interesser. Hvis islam blot bestod af disse søjler, kunne vi trygt lade muslimer komme til os med fred i sindet.

Det samme gælder islam som religion og metafysik blandt sufier og muslimske mystikere, som har eksisteret lige siden islam vandt frem i de kristne kernelande i Mellemøsten – og slog rod i først Mekka (hvor Muhammed og hans tilhængere var i mindretal – og tolerance derfor var en politisk nødvendighed), og siden i Medina (hvor Muhammed ikke længere behøvede at tage den slags prekære hensyn). Som den tyske sociolog Max Weber har fremhævet, var ”troskrigen” fra begyndelsen et ”livselement” i islam. Teksten, den hellige tekst, er dybt præget af den historiske sammenhæng, islam opstod i – og det forhold, at islam blev vundet med sværdet snarere end med ordet.

Det eneste, der peger fremad, er muslimer af kød og blod, som tør, vil og kan reformere islam.

Reformationen kommer ikke fra kilderne, hverken Koranen eller levnedsbeskrivelserne af Muhammeds liv og eksempel. Reformationen kommer nok heller ikke fra de islamiske myndigheder, der befinder sig i et lukket kredsløb af rigtigt og forkert og ikke har blik for mellemtonen.

Reformationen kan kun komme fra det levende og menneskelige niveau, fra konkrete muslimer, som ønsker at ændre islams praksis indefra – og f.eks. som kætteren Ayaan Hirsi Ali har påpeget – formår at dreje islam i retning af de klassiske fem søjler, der peger væk fra den islamiske herrefolksmentalitet, kvindeundertrykkelse, sharia, ghettodannelse, vold og kriminalitet. Eller fra dissidenter som dansk-libaneseren Ahmad Mahmoud, hvis lakoniske fortællinger fra ghettoen i Sort land er oprørende oplysning til borgerne om det samfund, de måske tror, de kender, men som overstiger deres værste fordomme og frygt. Det er en modig og nødvendig bog, som tilbyder et lille håb midt i alle vore tiltagende trængsler.

Hvad det gælder om nu, er at forsvare os og vore børn bedst muligt mod islams tiltagende politiske magt og demografiske styrke. Vor rejse ind i kaos er kun lige begyndt.

(Forkortet og bearbejdet version af tidligere blog ud fra den triste erkendelse, at den totalitære trussel kun er blevet større i løbet af det seneste halve år)

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 14. desember 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.