Hovedrengøring i EU

Festen er slut. Nu begynder det hårde arbejde fra Europol til sikkerhedspolitik og grænsebom, skriver Mikael Jalving.

Mikael Jalving

Mikael Jalving

Vi kan lige så godt begynde at se fremad. Efter dagens valg er vi tvungent til det. Nej’et er en streg i den fugtige jord og en syngende lussing til den kompakte majoritet i Folketinget. Det er længe siden, at et mistillidsvotum til de største og ældste partier er blevet uddelt så eftertrykkeligt – og forventeligt.

De eneste, der ikke så det komme, er nestorerne selv, Venstre, De Radikale, Socialdemokraterne og de såkaldt Konservative, og de er velkomne til at trække en forklaring i automaten: Deres nederlag skyldes enten, at de generelt har mistet jordforbindelsen, eller at de og deres forgængere har nægtet at se befolkningen i øjnene, når det gælder EU’s udvikling. Det er som bekendt ikke første gang. Kun i allersidste stund erkendte statsministeren åbent, at han godt forstod den udbredte skepsis og tvivl. Men da var det for sent.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Mange tvivlere og mange unge har stemt nej. Især det sidste peger fremad. Den generation, der blev socialiseret i 90’erne og 00’erne til, at EU var en given sag, er ikke længere så sikre i troen. EU-glansen er væk, fatalismen og fremskridtsnaiviteten ligeså, og det er et positivt tegn, at de unge er begyndt at tænke selv og tager deres eksplosive samtid i betragtning, ikke mindst fordi den åbner døren ind til deres egen fremtid.

Hvad de og vi andre ser, er en Union fuldstændig ude af stand til at håndhæve de ydre grænser, ledet af en intern, selvsupplerende eurokratisk elite, der forsøger at bilde europæerne ind, at fremvæksten af politisk islam kan sameksistere med kontinentets mange friheder, såvel de politiske som åndelige. Kombinationen af dette sikkerhedspolitiske svigt og denne selvbedrageriske kulturrelativisme er så heftig, at selv mindre erfarne øjne og ører fornemmer en udfordring eller forstår, at den på længere sigt kan være farlig for dem selv.

At visse kræfter i inderkredsen af EU, anført af den forhenværende italienske kommunist, udenrigschef Frederica Mogherini, og eurofile milliardæraktivister som f.eks. George Soros så arbejder bevidst på at smadre de europæiske nationalstater og byer vha. invasiv migration til fordel for en føderalisme i deres multikulturelle selvbillede, gør kun truslen mere konkret.

Vore friheder og politiske orden er ikke absolutte, ”umistelige” rettigheder, men netop mistelige goder, der primært er beskyttet af de lokale og konkrete nationalstater. Det er muligvis det, vi lærer. Det er i hvert fald, hvad vor tid forsøger at fortæller os, hvis vi lægger øre til den.

I stedet er EU blevet, hvad den britiske filosof og iagttager John Gray kalder en pseudostat. Vist findes den, men den er ikke reel. Vist finansierer den mange politikere, rådgivere, lobbyister og ansattes liv og lommer og er fyldt til bristepunktet med idealer, beslutninger og forordninger. Men den vælter, lige så snart tilstrækkelig mange migranter bestemmer sig for at gå fra syd mod nord uden at møde den mindste modstand fra den højt besungne Schengen-aftale og ligeså glorificerede Dublin-forordning. Det tog årtier at bygge pseudostaten op, det tog blot måneder at bringe den til fald.

Liberale og liberalister er af princip på vagt over for staten. Udmærket. Men i den globale terrors epoke er den risiko, som fallerede stater udgør, langt større og mere uforudsigelig. Det er forskellen på det 20. århundrede og det, vi hidtil har oplevet af det 21. århundrede. Det er igen – som salig Thomas Hobbes forstod – ikke den stærke stat, men den svage stat, vi skal frygte.

Såvidt John Gray og Hobbes. Når det danske nej peger fremad, må det tilføjes, at det bestemt også peger frem mod arbejde, der skal gøres, hårdt arbejde. Fra det helt konkrete til det mere overordnede og langsigtede. Først skal et mellemstatsligt Europolsamarbejde etableres og operationaliseres. Det er – modsat hvad det har heddet, også på valgaftenen – en mindre knast for så vidt, de andre europæiske lande har en fælles interesse i at udveksle relevante politimæssige oplysninger med os og vice versa.

Langt sværere og vigtigere bliver det at danne en alliance af lande, der er villige til at redde Europa fra migrationens malstrøm og tør lade sig inspirere af de øst- og centraleuropæiske erfaringer. EU, hvis der overhovedet skal findes et sådant, dvs. et begrænset, mellemstatsligt samarbejde om ydre sikkerhed, forureningsbekæmpelse og facilitering af et indre marked for varer, tjenesteydelser og uddannelse, må sætte sig til modværge i stedet for at modtage alt og alle med åbne arme, som var det en fest for teenagere, ikke et kontinent med en lang og kroget historie præget af geografiske, kulturelle, sproglige og politiske forskelle.

Vi er diverse, ikke uniforme og derfor er Europa ikke et krystalpalads eller en skyskraber, men et gammelt hus – jeg havde nær sagt et håndværkertilbud – som vi skal tage vare på og give videre til næste generation. Akkurat dét kan vi ikke, hvis EU får mere magt, som eurokraterne har agt.

Vi skal om muligt trække EU i den anden retning – sammen med polakkerne, tjekkerne, slovakkerne, østrigerne, ungarerne, briterne, hollænderne, flamlændere og de franskmænd, der måske mere end noget andet europæisk folkeslag netop nu mærker, hvad 40 års fejlslagen massindvandring fra primært arabiske og muslimske områder har ført med sig af terror, kriminalitet, parallelsamfund, kvindeundertrykkelse, social kontrol og polarisering.

Det er rigtignok de nationale eliter i politik, medier, uddannelser, industri og kulturliv, der bærer hovedansvaret for denne progressive misere, som vokser i alle vesteuropæiske velfærdssamfund og dybest set bunder i ånden fra ’68, men de eurokratiske eliter fordobler katastrofen med deres officiøse panegyrik og laden stå til.

Summa summarum er, at det EU, vi har kendt siden midten af 80’erne ikke længere har noget som helst svar på vor tids største udfordring: migrationen. Mens gældskriser kan korrigeres, er tilvandringen fra Mellemøsten og Nordafrika reelt irreversibel. Det er den, der skal stoppes og håndteres. Torsdagens sejr for grundlov og nationale hensyn er kun begyndelsen. Festen er slut. Nu begynder det hårde arbejde.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 3. desember 2015, og er gjengitt i sin hehelt med forfatterens vennlige tillatelse.