Rend mig i menneskesynet

I snart en menneskealder har vi konkurreret om bedste menneskesyn. Det er på høje tid, vi taler om samfundet og handler derefter, skriver Mikael Jalving

Det kan umuligt være den nostalgiske lyd af den britiske popgruppe Supertramp i øret, der giver mig vinger på vejen, så gode er Supertramp heller ikke, selv om de bringer lyse stemmer frem fra min pure ungdom. Næ, jeg har haft cyklen til bikefit, og det er et mindre chok. Den rutinerede fagmand spotter på stedet, at mit venstre ben er 1 cm længere end det højre, hvilket ikke er ualmindeligt, og at jeg sidder for lavt.

»Du har sikkert set Indurain og Fignon i 80’erne og 90’erne«, siger han med et grin. Korrekt. De sad lavt. Det gjorde jeg også. En lille time senere sidder jeg 2 cm højere og længere fremme på cyklen, mit drop er bedre, armenes vinkel ligeså, aerodynamikken formentlig også. Efter tre hårde og lykkelige timer i vinden blæser jeg hjemad med en begrundet mistanke om at have siddet forkert i 30 år, vantro og vederkvægende like a cannonball:

Don’t say a word, I know just what I heard
Yeah you’ve been loose, you just got no excuse
Just feel my rage, why can’t you come of age?
I felt it all, just like a cannonball
(…)
OK that’s it, I’m leaving now, I quit
I was unwise, so don’t apologize
I paid the price, for taking your advice
I felt it all, just like a cannonball.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Aldrig har jeg siddet så højt og godt. Det er en helt ny fornemmelse, og jeg må tage mig i at anvende adjektivet majestætisk, for jeg er stadig mig selv, og verden er stadig konkret, sådan som Tom Jensen skrev så rammende forleden i Berlingske, der har fået mere ilt og watt, efter at Lisbeth Knudsen har forladt broen.

Konkret – hvad vil det sige?

Det vil sige, at verden drives frem eller tilbage af de samme kræfter som altid. Følelserne på den ene side, og de er kolossalt stærke. Ingen kan undvære dem, alle har dem. Men de er ikke tilstrækkelige. For de handler mest om os selv, hvorfor de nemt gør os  narcissistiske, sådan som enhver kan se, når biskopper og andre svage sjæle pøser næstekærlighed ud over alverden og umærkeligt gør sig til eleverede semiguder.

Det er jo for pokker derfor, vi må bruge vor fornuft og forstand, uanset om vi cykler, laver politik eller lever og forvalter vore liv. Vi må gøre os umage. Gå rationelt, metodisk og empirisk frem og forsvare, hvad vi har kært og turde sætte navn på. Her skal de omvandrende John Lennon-typer til at være lidt mere selektive i deres kærlighed, som f.eks. den fagligt kloge, men ikke særligt politisk kloge historiker Jes Fabricius Møller, der i en FB-opdatering forleden kundgjorde, at løsningen på vor tids migrationsmisere »ikke kan være andet end europæisk – som minimum. De klassiske fire ben: Norden, NATO, EU og FN må være vejen frem.«

Øh? Er du vågen – eller sover du?

No, Jes, vi må i stedet finde vor indre japaner frem, blive ved, forbedre vor teknik, argumentation, hverdag og skrue en ny indvandringspolitik sammen med en ny alliance af villige. Første skridt er at sætte en stopper for den invasive folkevandring, herunder stemme nej til yderligere suverænitetsafgivelse den 3. december, som forsøges camoufleret af den utroværdige politikerklasse (mere herom snarest). Det er mildest talt for slapt, at stort set ingen har reageret på det faktum, at knap 60.000 migranter er kommet til Danmark i løbet af de seneste tre måneder, heraf 11.000 alene den sidste uge, og at ingen har noget som helst forslag til, hvad vi stiller op over for denne strukturelle destabilisering af vores del af verden. Selv DR’s ungdoms-tv dækker det, som var det uafvendelig naturlov.

Det er heller ikke godt nok, jeg gentager, ikke godt nok, når den radikale partiformand Morten Østergaard på spørgsmålet om, hvad det betyder for det danske samfund, at herboende muslimer bliver stadig mere muslimske, nonchalant svarer, at nogle holder bedepause, mens andre foretrækker en rygepause . Den slags radikalrelativisme er simpelthen for slap, for ubegavet, for ånd- og historieløs, men heller ikke dét er jo nogen nyhed.

Nu har vi i snart en menneskealder konkurreret om, hvem der har det bedste menneskesyn. Det er på høje tid, vi taler om samfundet, og hvad der sker med det under indflydelse af den eksplosive tilvandring, segregering og islamisering. Og handler derefter. Hvad det angår, sidder vi ikke for lavt. Vi sidder for højt på hesten, og risikoen for, at det hele ramler vokser dag for dag, måned for måned, år for år.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.