Vi lever i utrolige tider. Jeg tænker ikke bare på Grækenland, Italien, Makedonien, Serbien, Ungarn, Østrig, Tyskland, Frankrig eller Sverige. Se nu bare, hvad der sker i Danmark, bedst som den selvforstærkende folkevandring slår alle rekorder dag for dag:
Talsmænd for såvel Dansk Flygtningehjælp som Dansk Røde Kors erkender, at udviklingen kan få katastrofale følger for Europa. Talsmændene ytrer kun, hvad et stort flertal af vælgere allerede har set, hørt, tænkt og forstået, men det rykker ved den almindelige konsensus, især mediernes konsensus om, hvad der er ”kontroversielt” og hvad der er rettidig omhu, når organisationer, der igennem mere end 30 år har talt indvandringens sag til trods for alle protester og advarsler, pludselig kommer til momentan fornuft. Og siger offentligt, at vi er nødt til at opmuntre potentielle migranter til at blive i deres naturlige hjemlande.
Og se nu vort lands stolte socialkammerater. Det er i høj grad dem, der har skabt velfærdsstaten – husk lige det. Indtil fornylig arbejdede de målrettet på at smadre det ved hjælp af stigende indvandring, skatter og afgifter. Men pludselig tøver de.
Længe var grænsekontrol det mest latterlige og nedrige, de kunne forestille sig. Intet over eller ved siden af Schengen. Nu minder stednavnet blot om eksistensen af en lille by i Luxembourg. Hvis man førhen ville være til grin, skulle man for et par dage og nætter siden blot stille sig op iblandt socialdemokrater og sige ét eneste ord: grænsekontrol. Nu er alting pludselig anderledes. Ryd forsiden: SOSSERNE VIL HAVE MERE GRÆNSEKONTROL!
Det tog 24 timer at komme mig over chokket. Og jeg var nødt til at cykle en meget l-a-n-g cykeltur.
Så fik jeg ét mere: Selv om det rygtes, at enkelte SF’ere er ved at forstå, hvor det bærer henad, er det sjældnere end forekomsten af skiffergas i Nordjylland, at nogen taler højlydt om det. Men så. Venstrefløjen har svigtet sine egne idealer og solgt sin sjæl til multikulti-monsteret. Siger en SF’er. Læs hende her. Det er Breaking News.
Det hele snurrede rundt. Lige indtil jeg forstod. Det er nemlig ikke kvantefysik, det her. Forklaringen er, at venstrefløjen er blevet det nye højre: Der er ingen, der gider høre på dem (bortset naturligvis fra tv og radio), som har en gammel vane med at være bagud.
Men symptomerne er tydelige. Som når debatten på 10. år reduceres til en metadebat om, hvem der taler pænest, og hvem der har den ledeste smag i munden. Mens debatten om tingene forvitrer.
Som når Debatdanmarks største klokkefår David Trads erkender sit nederlag og beretter lystigt om sin nye slankekur i JP. Hele 250 gram er det vistnok blevet til på 14 dage. Mere resterer der ikke end sniksnak og pølseskind fra den kant. Bortset fra, hvor mange internationale jobs, kontakter og venner, han søreme har, mens alle andre undrer sig over, hvordan man kan syne af så meget og forstå så lidt. Som en længst pensioneret kustode vandrer David Trads hvileløst rundt på et museum, der er nedlagt.
Venstrefløj?
Hvaffor én? Jo, der er da nogen hætteklædte møgunger, som turer rundt og smadrer Nørrebro og skriger rød front. Men ellers?
Der er selvfølgelig Danmarks Radio. ”Orientering”, f.eks. Men ellers?
Nåja, Stine Bosse. Men ellers?
Martin Krasnik, måske. Men ellers?
Zenia Stampe. Men ellers?
Joahnnepigen. Men ellers?
Slut, prut, finale.
I snart en menneskealder har vi hørt venstrefløjen prædike, at vi ikke kan stille krav til dem med anden hudfarve end lyserød. For så er vi racister. Det er i øvrigt deres kultur at være forskellige fra os, sådan er det. Og de er velkomne her – eller dvs. derovre i den anden del af byen – sammen med de fattige.
Nu ramler korthuset så, idet flere og flere foretrækker at bo i samfund, der fungerer bare nogenlunde, og hvor der hersker en vis orden. Det er ikke bare kultur, men også natur.
Men det går jo ikke. Så hvor sætter man grænsen?
Ved 10 mio. migranter hvert år? Ved 1 mio.? Ved 100.000? Ved 1.000?
Og er det ok, at Makedonien og Serbien går under imens? At Afrika drænes for risikovillige mænd? At de afrikanske ledere hypper deres egne limousiner? At de arabiske petrodynastier blot ser til, mens mullaherne gnider sig i skægget? Tilhører afrikanerne og araberne ikke også «det internationale samfund»?
Politik handler om grænser. Det er venstrefløjens hårde lektie i disse uger, måneder og år. Man kan ikke få alting, samtidig, hele tiden, ud over det hele.
At det store flertal migrantger kommer fra religiøse områder og med tiden kommer til at leve i afkristnede lande med et værdimæssigt tomrum, har heller aldrig bekymret venstrefløjen. Religion var jo blot pynt på toppen, selv om kristendommen naturligvis er noget, Satan har opfundet. Forkert igen.
Religion, og da især islam, er mere end pynt og sjovt tøj udendørs. Det er også politik, mikropolitik, halal og haram, social kontrol, mandemagt og machopis, og det er for længst kommet til din by og dine børns skole med mindre, du er heldig nok til at bo som David Trads. På de fleste multikulturelle skoler begynder det såmænd i 0. klasse med små forkælede og spolerede prinser, der ødelægger det for de andre børn.
Hvis det lyder bekendt, så er det, fordi det er bekendt, det er bare så pisse træls at snakke om hele tiden. Hvorfor mon sport er så fandens populært? Fordi det til alle tider – og mere nu en nogensinde – er en velkommen flugt fra den sociale virkelighed.
Nå. Hvad skal der gøres?
Der skal trækkes grænser. Det skal siges stop. Det er kun de sørgelige rester af venstrefløjen, der ikke har fattet det. Imens venter vi på Lars Løkke Rasmussen, der desværre har sat til at vente på EU.
Tænk, hvis det bliver Løkkes eftermæle: Manden, der ventede på EU. Det ligner en gravskrift. Eftertidens dom bliver formentlig lige så tung.
Vor statsminister burde lytte lidt mindre til Angela Merkel og lidt mere til den ungarske forfatter Imre Kertész, der har skrevet en perlerække af korte, prægnante romaner, og som fik Nobelprisen i litteratur i 2002 for bøger, der i den danske oversættelse er illustreret med motiver fra Hieronymus Bosch. Det sidste er ikke tilfældigt. Kertész har et sikkert blik for både tragik og komik efter at have overlevet både nazismen og kommunismen i det forgangne århundrede.
I sin nye bog, en slags dagbogsroman, der på svensk hedder Den sidste tilflugt skriver han om, hvad han anser for at være Europas selvmord. Europas selvmord er vor underdanighed over for islam, vor evigt gode manerer og grasserende selvopgivelse. Ifølge den svenske forfatter Thomas Nydahl bliver Kertész den første nobelprismodtager i litteratur, som tager til orde mod vor tids afgørende udfordring. Måske bliver han også den sidste.
Uanset hvad må vi andre se at gå et gear op. Som den udmærkede konservative folketingsmand Rasmus Jarlov skrev i en opdatering her til morgen, så har vi ”nogle grænser, der skal lukkes og en masse skatter, der skal sættes ned. Sæt i gang!”
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 1. september 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.