Er det europeiske asylinstituttet ment å fungere som et koldtbord?

Over 200 migranter og flyktninger krysset igår grensen fra Tyskland til Danmark. Nærmere 180 ankom Rødby med ferge, men flesteparten løp kort etter fra dansk politi. De er på vei til Sverige og Norge. – Enten kan vi stoppe dem med vold, men det mener jeg, ingen steder…

Over 200 migranter og flyktninger krysset igår grensen fra Tyskland til Danmark. Nærmere 180 ankom Rødby med ferge, men flesteparten løp kort etter fra dansk politi. De er på vei til Sverige og Norge.

– Enten kan vi stoppe dem med vold, men det mener jeg, ingen steder hører hjemme. Det vi skal møde de her mennesker med, det er dialog, og det forsøger vi, men det er de ikke lydhøre over for, så de løber herfra, siger Kim Kliver.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi vurderer, at over 100 personer er flygtet under tumulten på Rødby Færge station.

Det står endnu ikke helt klart, hvorfor de over 100 flygtninge valgte at løbe fra politiet, men Kim Kliver har et bud.

– En stor del af dem vil gerne videre til Sverige, hvor de også havde billetter til.
Ifølge politiet har man de flygtende personer under kontrol, og man er sikker på at genskabe dialogen. Når den er skabt, skal man finde ud af, hvad deres videre forløb skal være.

– Der kommer til at køre en procedure, alt afhængig om de søger asyl, eller at de ikke ønsker at blive her i landet. Så sagsbehandler vi det derfra, fortæller Kim Kliver.

En stor del er syrere, men på sentralstasjonen i København treffer Jyllands-Posten menn fra Sudan, Iran, Syria, Afghanistan og Tunisia

De reiser i grupper på opptil 80 personer via Tyskland og ankommer Danmark med tog fra Berlin eller Hamburg. Noen av gruppene er ledsaget av en «reiseleder» som ordner med billetter. Nå venter de på tog som kan frakte dem videre til Sverige eller Norge:

En af dem er Namir fra Afghanistan. Med en enkelt bærepose stod han af toget fra Hamborg kl. lidt over 22. Ifølge hans billet går rejsen videre til Gøteborg i morgen kl. 6.32 og derfra videre til Oslo.

Namir er ikke hans rigtige navn, og det vil han under ingen omstændigheder ud med. Sådan er det for den lille gruppe foran spor seks: Forsigtighedens princip er afgørende. I Danmark skal de nemlig ikke nyde noget af at blive bedt om at blive.

»Nej, nej, nej, ikke Danmark. Jeg skal til Oslo. Det er et godt sted. Hvis Gud vil, er det der, jeg skal bo og have et ordentligt liv,« siger han.

Namir forteller at han ikke vil bli i Danmark på grunn av de nylige innstramningene. Han satser derfor på Norge:

»Min familie er i Afghanistan, og jeg skal have min familie herop. Men de må ikke komme til Danmark, har jeg hørt. Oslo er et godt sted. Hvis Gud vil, så tager de imod mig og min familie,« siger han.

Sover på stationen

Det samme siger andre i den lille gruppe. Her er mænd fra Sudan, Iran, Syrien, Afghanistan og Tunesien. De er alle kommet via Tyskland. De fleste vil enten til Sverige eller Norge, enkelte vil tilbage til Tyskland, der nu igen har åbnet sine grænser.

Berlingske treffer på en danskbosatt menneskesmugler, som har tatt seg godt betalt for å være «reiseguide» for en gruppe på 25 irakere på vei til Sverige:

Så heldige er langtfra alle flygtninge. Ved siden af os på perronen hører vi en irakisk mand råbe »Efter mig i en række«. Bag ham går omkring 25 grundangste irakere. Han er menneskesmugler og har taget sig en god betaling for at være irakernes »rejseguide«.

»Lad os trække lidt væk«, siger den herboende hjælper, som Berlingske følges med. Det er bedst ikke at tiltrække for meget opmærksomhed ved at stå i for store grupper.

I tillegg treffer Berlingske noen syriske menn som har kommet via Tyskland på vei til Sverige. En venn av en venn i Danmark skal hjelpe dem med å kjøpe togbilletter. De forteller at de først ble anbefalt å søke om asyl i Tyskland, men på grunn av den store tilstrømningen er saksbehandlingstiden så lang at landet ikke lenger står øverst på ønskelisten.

Dessuten har flere av dem venner og nettverk i Sverige, hvor de regner med å få permanent opphold slik at de kan reise tilbake for å besøke familien i hjemlandet:

Vigtigst af alt er det dog ikke at havne i Danmark.

»Hvis politiet fanger os og vil tage vores fingeraftryk vil vi nægte eller stikke af. Vi vil ikke blive her,« siger Ibrahim.

Jeg  må ikke misforstå dem, forklarer Hussein. De er sikre på, at Danmark er et dejligt land – for danskere. Menneskene er »hundrede gange smukkere end i Tyskland« og alt ser fredeligt ud.

»Men i Sverige kan vi få permanent ophold, så vi kan rejse tilbage og besøge familien, og der kan vi arbejde, så vi kan genopbygge vores liv. Vi vil bare gerne have stabilitet,« siger han.

Det er ikke bare enslige menn som reiser gjennom Danmark. Det ankommer jevnlig barnefamilier. Ryktene om de forskjellige lands regelverk flyr raskt mellom migrantene. Mange av dem har venner eller slekt i Europa som oppdaterer dem og forteller hvor det er best å dra, så de er allerede klar over Danmarks innstramninger. Jyllands-Postens spørsmål om hvorfor de ikke vil bli i Danmark, blir bare møtt av et vantro glis:

»Blive i Danmark,« spørger han efterfulgt af et vantro grin.

»Nej, det skal jeg ikke. Vi har jo alle venner, der allerede er her i Europa. De fortæller os, hvad der sker, og hvor det er bedst at tage hen. Og de siger: Lad være med at tage til Danmark,« forklarer han.

Også han vil have sin familie med og har hørt, at det er svært i Danmark. Men det i sig selv er ikke den væsentligste grund til hans venten foran spor seks.

Det er en anden, altoverskyggende frygt.

»Jeg er allermest bange for at blive sendt hjem. Hvis jeg bliver i Danmark, kan de måske finde på at sende mig tilbage. Men jeg vil have et ordentligt liv i Europa. Et trygt liv. Hvis Gud vil,« siger han.

Tyskland venter så mange som 800.000 migranter og asylsøkere i løpet av 2015 og regningen kan komme opp i 92 milliarder kroner.