Blandt hipstere, hippier og andre rettroende

Skæbnens ironi: Blot et halvt år efter det seneste terrorangreb i Danmark står grænsen pivåben, skriver Mikael Jalving.

Officielle kilder skønner i skrivende stund, at ca. 6.000 flygtninge, migranter og indvandrere har krydset grænsen til Danmark sydfra, og at de fleste er draget videre for at søge asyl i Sverige. Danske medier er tilsyneladende enedes med myndighederne om at benævne dem ”rejsende udlændinge”. Idet EU’s ydre grænser er lige så porøse som moden Gorgonzola, er de rejsende udlændinge gået durk ind i Danmark. Og er for en dels vedkommende blevet hjulpet af etniske danskere og danske muslimer med transport, forfriskninger, selfies og moralske sympatitilkendegivelser på de sociale medier.

Selv Islamisk Trossamfund stod klar på perronen i Rødby og Rødekro for at gelejde deres trosfæller ind i Skandinaviens Mekka, mens kendte og mindre kendte islamister transporterede de udvalgte videre i biler og taxaer. Pludselig er det blevet hipt blandt hipstere, hippier, radioværter, tv-værter, kendisser, gymnasielærere, socialpædagoger, universelle venstrefløjsere og andre anstændige venligboere at være menneskesmugler for en dag.

Sympatisørerne bliver tilsyneladende flere og flere. I weekenden samledes 30.000 ”flygtningevenner” foran Christiansborg for at vise deres ”solidaritet”. Imens er nye tusinder på vej sydfra i de kommende uger, selv om enkelte lande er begyndt at skærpe kontrollen ved deres grænser: Tyskland, Ungarn, Tjekkiet, Slovakiet, Finland, så vidt jeg er orienteret. Flere vil følge efter.

Samtidig mener et flertal af danskere ifølge en meningsmåling, at Danmark skal være en del af EU’s kvotesystem og ”tage ansvar for flygtningekrisen”, som det hedder på politikersprog. Den sproglige – og politiske – glidning afspejles også i de såkaldt borgerlige partier, hvor selv de Konservative er ved at give efter for presset.

Det kan godt virke overraskende, men Danmark er på blot en uge blevet et slags Minisverige. Anført af en borgerlig regering, som skridt for skridt fjerner sig fra det Danmark, du var så naiv at tro, du kendte.

Danmark skal med statsminister Lars Løkke Rasmussen ”måles på”, om vi tager en ”fair andel af migranterne”, som han skal have sagt i tv søndag aften. At værne om Danmarks værdier og interesser er ikke længere det bærende motiv. Til trods for hvad Inger Støjberg siger, annoncerer og gentager er det ifølge hendes chef omverdenens øjne, der vejer tungest. Vort internationale omdømme. Læs evt. hans bovlamme kroniki dagens JP, og må jeg så anbefale en cykeltur og en skefuld Möllers Tran bagefter?

Det tydeligste symptom på forsvenskningen af dansk indvandrings- og flygtningepolitik er den generelle afpolitisering af det brændende emne.

Flygtningekrisen er reduceret til et logistisk problem – og mest af alt noget Rigspolitiet tager sig af. Nu handler det om at håndtere de rejsende, ekspedere dem videre og/eller fordele dem i stadig flere kommuner, ikke om at håndhæve retten over territoriet. Åbne grænser, åbner hjerter. Det er dette skred, der er så faretruende med tanke på fremtiden: At ingen har til sinds at forsvare landets grænser. At man kan vade ind, hvis blot man er tilstrækkelig mange og tilpas determineret som gruppe.

Hvem er de ”rejsende udlændinge” egentlig? Det er der knap nok nogen, der interesserer sig for i mere end overfladisk forstand. Tv og radio slet ikke. Betyder det noget, at de tilstrømmende er muslimer, at de fortrinsvist er unge mænd, og at de kommer til kristne lande med helt andre sæder, skikke og normer? Overhovedet ikke, hvis man skal tro medierne. Det er irrelevant, nævnes slet ikke. For som kulturliberalismen, der også har ramt store dele af venstrefløjen, tilsiger, er vi alle ens, kloner af hinanden og nedstammer i øvrigt alle fra aberne. I Sverige og Danmark er kultur bare en side elle to i avisen, ikke en central del af menneskers livsform.

Nogle iagttagere sammenligner situationen med 1930’ernes Europa og Holocaust. Halli-hallo?

Andre sammenligner med nordeuropæernes udvandring til Amerika fra slutningen af forrige århundrede, men glemmer, at det var noget helt andet i og med, at udvandrerne netop måtte klare sig selv for at kunne overleve og slå rod i deres nye hjemland, som ovenikøbet var grundlagt af indvandrere, ikke af indfødte. Der var med andre ord en gensidighed i udvekslingen, ingen velfærdsrettigheder og familiesammenføring. Gensidigheden er gået tabt.

Atter andre sammenligner situationen i dag med 1700-tallets huguenotter på flugt fra den katolske kirke og den franske konge. Få forstår, at det, vi oplever i disse uger, måneder og år, er begyndelsen på en langt større folkevandring. Og at migranterne netop ikke er europæere på flugt fra tyske nazister, italienske fascister, fejlslagne afgrøder eller den katolske kirke, men arabere og afrikanere med helt andre kulturer og vaner i bagagen.

Justitsminister Søren Pind, der ellers ynder at omtale sig selv ”sheriffen”, har stor ”empati” med de rejsende, men intet perspektiv, men vistnok særdeles aktiv på Twitter – hvilket er nok en indikation af, at dansk politik ligesom svensk (og norsk) politik handler om her og nu, mens billederne tager magten over det skrevne, talte og reflekterende ord. Så langt har vi drevet det i sentimentalismens tidsalder: Vinderen er den, der mest vedholdende siger, han eller hun har det største hjerte. Følelserne er blevet den skælvende jord under vore fødder.

Fraværende er ellers prekære spørgsmål som: Hvor mange kan/skal vi tage imod? Hvor længe? Hvad er risikoen, herunder risikoen for ny terror? Og hvad med asylanterne – skal de hjem – eller er de indvandrere?

Der gives ingen svar. Værre: Spørgsmålene stilles knapt nok.

Som samfundsforskeren Karsten Skjalm har fremhævet, så søger flygtninge og migranter gennem flere lande mod deres endelige destination. Selv om de starter som flygtninge, konverterer de til migranter undervejs og ender som indvandrere, fordi opholdet oftest bliver permanent.

Diasporaen, dvs. den religiøse diaspora, er grunden til, at Sverige og Tyskland står øverst på migranternes ønskeliste. Det er ikke kun de generøse velfærdsstater, der lokker. Det er også, fordi det er her, at den muslimske diaspora vokser hastigst og mest autonomt, Insha’Allah. Det er med denne vækst, at nationalstaten – med tilhørende grundlov, retsstat og social tillid – over tid og med demografiens ubønhørlige logik risikerer at blive et fremmedlegeme på egen mark og matrikel.

Kultur betyder rigtig meget og virker selvforstærkende, også i geopolitisk forstand. Men det er tilsyneladende kun muslimer, der i dag lader til at være klar over det.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 15. september 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.