Kun pessimismen kan redde de Konservative

Uden pessimisme går det ikke, hverken for konservative eller dem, der kalder sig således, skriver Mikael Jalving.

Der har ikke manglet kritik af Det Konservative Folkeparti, der kan fejre 100-års-julibæum senere i år, hvis partiet lever så længe. Jeg har såmænd selv bidraget til miseren ud fra den snusfornuftige og ikke-akademiske præmis, at det er bedre at tale om tingene, mens de endnu findes, i stedet for at skrive en afhandling bagefter.

Som Mads Holgers radioprogram på Radio24syv har tydeliggjort for enhver, der lyttede med i juli, er der nok at tage fat på. Det er ikke nid og nag alt sammen. Jeg er da klar over, at personen Mads Holger får nogle konservative til at fnyse af vrede eller forargelse og gerne reducerer hans radioudsendelse til ren vendetta. Det er nemt, billigt og dumt.

Den gode nyhed er imidlertid, at de Konservative (eller hvad de nu kalder sig) ikke er tvunget til at opfinde den dybe tallerken eller udvirke et mirakel. Mens ingeniører drømmer om at bygge bro mellem kontinenter og opdæmme verdenshave for at forbedre og redde planeten, behøver de Konservative ikke gøre andet end – at være konservative.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Jeg véd, det er svært. Tilstår, at jeg ikke altid har mestret kunsten. For at være en sand konservativ kræves som minimum en god portion pessimisme.

Det lyder forkert, men er i mine øjne helt centralt.

Et kort tilbageblik: De Konservatives største synd over de seneste årtier er partiets optimisme. Det er nok Poul Schlüters tandpastasmil, som symboliserer optimismen bedst. Det fik han som bekendt point for hos damerne og nogle af herrerne – selv var jeg fan. En tid, som med så meget andet glimmer. Smilet stivnede, da Tamilsagen trak dybe spor gennem det politiske Danmark og den konservativt ledede regering måtte gå af i 1993. Siden har det været én lang nedtur for de nominelt konservative – så meget, at partiets nestor Per Stig Møller frygter, at det er lukketid.

Hvad der gik tabt, da optimismen tog fart efter Murens fald og Sovjetunionens opløsning, var den konservative sjæl, som står og falder med en grundlæggende skepsis over for de udråbte sandheder. Man kan ikke i længden indgyde håb, hvis man ikke vil kendes ved håbets bagside, hybris. Selv de gamle grækere vidste det (de mere moderne grækere gør tydeligvis ikke!). Efter overmod kommer nemesis, og sidstnævnte har været hård ved Det Konservative Folkeparti.

Hvis konservatisme betyder noget – og det gør det jo – er den en antiideologisk og antiutopisk bevægelse, der insisterer på at dryppe malurt i det bæger, som de progressive, humanistiske og filantropiske ideologer skåler i ved alle tænkelige lejligheder. Konservatisme er på sæt og vis en party-killer, en modgift mod de alt for foregøglende fantaster – ingen nævnt, ingen glemt.

Ekstremister er ikke i nærheden af at være konservative, det siger sig selv. Derfor at de har alt, alt for nemt ved at forskrive sig ind i en lokkende gylden fremtid, som glimter og skinner à la den fagre nye verden, som alskens poeter fabulerer om til enhver tid. Pessimismen giver, som den engelske filosof Roger Scruton har observeret i en herlig lille håndbog for alle ægte konservative – The Uses of Pessimism and the Danger of False Hope – en bedre balance sammen med vores medfødte optimisme.

Vi står op hver dag og håber eller tror, at ting vil lykkes for os. Det sidste er en evolutionær nødvendighed. Men pessimismen giver perspektiv, fordi den justerer vor mest uvederhæftige, for ikke at sige diabolske, illusioner. Bremser dem, drukner dem. Som partykilleren Scruton tørt noterer, så burde den forestilling, at mennesket kan forudsige fremtiden ikke have overlevet en eneste dag efter førsteudgaven af Illiaden eller Det Gamle Testamente, dertil er den menneskelige endelighed, som kommer til udtryk heri, for tommetyk.

Sådan gik det som bekendt ikke. Gamblere har alle dage haft gode muligheder i menneskenes verden.

Tillad mig blot et enkelt eksempel, nemlig vores alle sammens EU, som selv de Konservative kom til at knuselske, forstå det hvem der kan. De burde have vidst bedre, mildt sagt, og så vidt jeg kan huske, går ingen fri, heller ikke Per Stig Møller. Den stadig tættere union, som de politiske eliter i storbyerne stræber efter stadig mere desperat, og som de Konservative har bifaldet alt for langt henad vejen, er ren gambling. Unionen er en historisk kontradiktion. Den er at regne for en revolution, og når man skræller alle argumentationslagene af, står vi tilbage med en påstand om, at EU har givet os freden.

Hvad så med NATO?

Når der endnu er nogenlunde fred i Europa, så skyldes det ingen plan, men manglen på plan. EU er med alle sine planer, direktiver og love en voksende trussel mod denne mangel.

Nationalstaterne er ikke planlagte. De er resultater af en lang og pinefuld proces, som kaldes nationsdannelse, og som har strakt sig over flere århundreder. Hvad der gjorde forskellen over tid, var, at nationalstaterne tilbød sine indbyggere en fælles loyalitet, som ingen internationale planer kan gøre det. Loyaliteten må vokse frem fra neden, ikke fra oven – det var faktisk den nye erkendelse, nationerne bragte med sig i modsætning til de kirkelige og kejserlige ambitioner og forhåbninger på hele kontinentets vegne. Det, der konkret sker i en organisation som EU, udgør et afgørende tab af information – information om folks behov, frygt og tillid. Planen, dvs. unionen ødelægger med andre ord sin egen vidensbase.

Alligevel moser den videre – og de Konservative med den.

Som den svenske kommentator Per Gudmundson har sagt om Sverige, men også kunne gælde om både Danmark og Det Konservative Folkeparti, er realiteten ikke en natvægterstat, men en søvngængerstat. Det er søvngængeriet og den hertil koblede fatalisme – mere end liberalismen eller socialismen – som er vor tids herskende ideologi.

Det er den, fatalismen, de Konservative må gå op imod. Ud af pessimisme og kritik vokser et sandt håb om (lidt) bedre tider.

Artikkelen sto først på trykk i Jyllands-Posten 5. august 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.