Hvis man ikke vidste bedre, ville man tro, at det var noget i en svensk krimi. Men det skete mandag eftermiddag. I IKEA i den mellemsvenske by Västerås nordøst for Stockholm. Her blev en mor med sin voksne søn brutalt dræbt (førstnævnte muligvis haldhugget) i afdelingen for køkkenudstyr. Gerningsmanden eller -mændene blev øjensynligt arresteret kort efter af et talstærkt politi, men snart sænkede mediemørket sig over begivenheden.
Var det sandt, at gerningsmanden havde råbt det islamiske kampråb ”allau-akbar!”, da han blev pågrebet. Var det et jalousidrama? Var de to anholdte afrikanere? Var det, som nogle aviser skrev, en vanvidshandling, dvs. kunne det reduceres til noget sygeligt – eller var det terror?
Jeg sad stilfærdigt ved min pc og forsøgte at finde hoved og hale på den tragiske historie. Uden held. Så begyndte jeg at tune ind på svenske undergrundsmedier, som refererede til vidneudsagn, filmklip og lydoptagelser og langsomt dukkede et mere gedulgt billede op.
Da så det svenske politi oplyste, at ”onde kræfter” kunne finde på at udnytte drabet til eget formål, og derefter bebudede, at betjente skulle posteres ved asylcentre for at beskytte asylansøgere, kunne jeg ikke forstå det som andet end en indirekte oplysning om, at gerningsmanden vitterlig var asylansøger – og muligvis fra Eritrea, sådan som internetsider hævdede.
Det eneste, der stod klart 24 timer efter drabene, var, at salg af knive var indstillet i en anden IKEA-butik i Sverige.
Bagved de bestialske begivenheder fortælles det samtidig, at svenske medier drejer mod højre. Det mener to svenske journalister fra henholdsvis Göteborgs-Posten og Sydsvenskan. Førstnævnte har endog sagt op i protest og offentliggjort en lang begrundelse.
Jeg er for længst holdt op med at læse svenske medier dagligt, så tør ikke fælde dom over vurderingen. Men det er da klart, at de trængte aviser ikke kan fortsætte deres hidtidige redaktionelle linje med blik på, at de også skal overleve økonomisk på et marked, der forandres hastigt, og en politisk virkelighed, der gør præcis det samme. Det er trods alt grænser for, hvor meget man kan bilde læserne – og kunderne – ind dag efter dag.
Tilmed vil jeg mene, at det for nyhedsmedier næppe handler om at være højre- eller venstreorienteret i sin nyhedsdækning, men om at søge at orientere offentligheden om, hvad der sker ude i virkeligheden så nøgternt og velunderbygget som muligt, om end alle mennesker, selv journalister, tager afsæt i en normativitet, som de måske ikke selv er bevidste om. Se bare store dele af DR, TV 2 og TV 2 News.
I disciplinen ”Hvad skete der, hvem gjorde hvad, hvordan og hvorfor” er svenske medier absolut førende. Hver gang noget kriminelt er sket med relation til indvandring, asyl eller integration, sænker mørket sig over medierne. Alting forvanskes, bestemte detaljer udelades, de afgørende opklaringsspørgsmål stilles simpelthen ikke. Var det terror i Västerås? Spørgsmålet afvises som irrelevant. Læserne ledes aktivt bort fra sandheden eller det, alle frygter. Romaer bliver til «EU-migranter», muslimske bander bliver til ”unge” eller endnu mere anonymt bare til ”personer”, hvis ikke det hedder ”udsatte grupper”. Så godt som alt, hvad der har så forbindelse til indvandring er betændt, farligt, tabuiseret. At læse svenske medier er som at se om natten. Derfor kom det heller ikke som nogen overraskelse, at en intern advarsel i går ilede gennem nyhedsbureauet TT, der leverer stof til flere svenske medier, om, at gerningsmandens etniske baggrund ville blive kendt. ”Alle nyhedsredaktioner, der ikke vil have det frem, må manuelt fjerne oplysningen fra teksterne”. Så var redaktionerne advaret. Mod den konkrete virkelighed.
Tiden går og læger alle sår. Vi véd godt, at ordsproget gerne er en bekvem løgn. Det er ikke kun svenske medier, der står foran et kolossalt tab af uskyld og selvbedrag. Den konkrete virkelighed pibler frem i alle sprækker og huller mere dramatisk end i den svenske krimigenre i vores stadig mere plagede og segregerede naboland.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 12. august 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.