Historie er ikke et langstrakt ægteskab, men et hurtigt knald

Aldrig har dette bonmot været tættere på sandheden, end når det gælder menneskerettighedernes korte historie, skriver Mikael Jalving.

Det skorter ikke på gode råd og advarsler til den nye regering, og den er tilsyneladende allerede gået i gang med at føre realpolitik med selveste Alternativet og SF. Den kommende valgperiode kan vise sig at blive mere uforudsigelig, end den kreative og manipulerende klasse endnu aner i dens mere end ugegamle raseri over valgresultatet og DF’s fremgang. Mit gæt er, at Lars Løkke Rasmussens smalle, men erfarne besætning vil være overraskende levedygtig og operativ.

Udmærket. Hvis den vel at mærke véd, hvad den foretager sig og ikke forskertser muligheden for at ændre status quo i tidens to største og mest afgørende politiske spørgsmål.

For hvis regeringen og blå blok ikke får reformeret velfærdsstaten i løbet af de kommende otte år, og får standset den ekstreme indvandring fra primært arabiske områder til Danmark, så er vi lige vidt – eller rettere – tættere på galopperende kaos, kriminalitet og terror – ligesom i det øvrige Vesteuropa.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Dele af blå blok lader til at være bevidste om henholdsvis den første eller den anden præmis, men hvem er parate til at gøre noget særligt ved begge problemfelter? Seriøst? Er Venstre, Konservative, Liberal Alliance? Hvad vil DF – egentlig?

Som tidligere udenrigsminister Per Stig Møller har opdaget efter lang tids tænkepause i folketinget, står kontinentet foran kolossale forandringer og risikerer at lide samme skæbne som det gamle Rom og Byzans. I stedet må vi handle resolut, mens vi endnu kan og forhindre, at nationalstaternes politiske orden krakelerer under velfærdstatens og migrationens voksende byrder. Jo længere, vi venter, jo større problemer vil vi få på halsen.

Hvad vore muligheder angår, har jeg på dette sted anbefalet blå blok noget af den lekture, der allerede findes på migrationsområdet, og som bør ligge fremme i ministerbilerne.

En af henvisningerne skyldes den amerikanske historiker Samuel Moyn fra Columbia University, hvis projekt er at historisere menneskerettighederne. Det lyder måske akademisk, men er akut læsning.

Det er den fortsatte ophøjelse af menneskerettighederne til universelt dogme, politikernes og juristernes blinde henvisning til internationale konventioner fra 1950’erne og EU’s Schengen-regler om altings fri bevægelighed fra midten af 1980’erne, der står i vejen for en gangbar udenrigs-, udlændinge- og asylpolitik i de respektive europiske lande i det 21. århundrede.

Hvis vi får afideologiseret menneskerettighederne, punkteret de internationale konventioners oppustede status og samtidig forstår, at menneskers fri bevægelighed lyder godt, men fungerer dårligt, giver vi vore børn og børnebørn bedre betingelser for at komme til at leve i et Europa, som fremtidens historikere vil kunne genkende som europæisk. Hvor borgerne bl.a. vil kunne tænke, tro og udtrykke sig frit uden at skulle tage politiske og personlige hensyn til en voksende muslimsk befolkningsandel, anført af islamiske lobbygrupper med krav om særbehandling med henvisning til en vis profet, som stadig færre tør tegne og kritisere.

Dyrket som en sekulær trosbekendelse, sådan som menneskerettighederne bliver dét i Vesten, har vi glemt, at de faktisk er en ganske ny opfindelse og passion. I sit nyeste opus Human Rights and the Uses of History (2014) peger Samuel Moyn på det forhold, at selv Den Franske Revolution, der rutinemæssigt fremhæves som menneskerettighedernes notoriske arnested, netop ikke gav anledning til nogen menneskerettighedsbevægelse à la den, vi har oplevet i Vesten siden verdenskommunismens sammenbrud for 25 år siden.

Der fandtes simpelthen ingen menneskerettighedsbevægelse i det 19. århundrede. Hvad der kommer nærmest, var en liberal nationalisme, som ville garantere borgernes rettigheder i de respektive nationalstater – ikke i en global matrix opfundet til lejligheden.

Borgerrettighederne var bundet til nationalstaten, ikke påduttet et verdensfjernt verdensborgerskab, som alligevel ikke kan garantere nogen noget i deres virkelige, sociale og håndgribelige eksistens. Borgerrettighederne var ikke teleskopiske, men nære og genstand for løbende debat og strid. De var ikke udtryk for filantropi, men hårdt tilkæmpede dyder, der måtte og må forsvares, hvor de kunne og kan beskyttes, dvs. lokalt.

Men så kom Jimmy Carter. Den 20. januar 1977 fastslog han i sin tiltrædelsestale som USA’s 39. præsident, at fremtidens amerikanske udenrigspolitik skulle hvile på absolutte menneskerettigheder.

”Our commitment to human rights must be absolute”, sagde jordnøddemillionæren fra Georgia, og selv om han kun sad i én periode og blev afløst af Ronald Reagan i 1981, vandt hans moralske manifest imponerende hurtigt terræn blandt såvel republikanere som demokrater og i den offentlige mening. Samuel Moyn refererer sin landsmand, forfatteren Philip Roth for, at vi har det med at tror, at historie altid er et langstrakt ægteskab, men derimod ofte er et hurtigt knald. Aldrig har dette bonmot været tættere på sandheden, end når det gælder menneskerettighedernes korte historie.

Kun få amerikanere havde hørt eller talt om menneskerettigheder for 40 år siden. I løbet af de 200 år efter Den Amerikanske Revolution i 1776 havde rettigheder på amerikansk været oplyst af ønsket om, at folket havde ret til selvbestemmelse (befriet fra britisk herredømme). Rettigheder i denne oprindelige forstand var ikke en gyldig grund til at agere politi over for andre stater. Rettighederne lå integreret i statens suverænitet og rummede ikke en utopisk appel til en ekstern autoritet uden for denne stat, det være sig international ret eller – senere – FN.

Det er korrekt, at FN’s Menneskerettighedserklæring fra 1948 ofte bliver brugt som et bevis på det modsatte. Men denne erklæring taler i sin præambel om menneskets iboende værdighed, dvs. selvagtelse, stolthed, pondus, takt – på engelsk: dignity, fransk: dignité. Erklæringen taler desuden om nationernes naboskab som noget helt naturligt. Præamblens værdighed henviser til et alment hensyn til menneskelivet og om venskabet mellem givne nationer. Erklæringen var ikke ment som en politisk doktrin med sigte på en international eller global myndighed. Noget sådant var så godt som utænkeligt i 1948. Menneskerettighedserklæringen foregav – for nu at skære det ud i pap – ikkeat udlændinge har lige så meget ret til at bo i Danmark eller noget andet europæisk land som dem, der allerede bor der. Eller at det skulle være racistisk at hævde det.

Jimmy Carter ville formentlig blive smigret, men jeg er ked ad at konkludere, at vi lever på Jimmy Carters idealisme. Det er op til Europas politikere at gøre op med den og redde de fundamentale menneskerettigheder fra samtidens misbrug og sikre danskernes, svenskernes, tyskernes, franskmændenes, briternes etc. rettigheder, sådan at de og vi får større kontrol over alt det, vi har mistet ejerskabet til, herunder vores egen fremtid. Kald det for min skyld gerne selvbestemmelse.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 30.juni og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.