Valg i Danmark: Løkkes værste modstander er medierne

”Public service” er nydansk for venstreorienteret eller uorienteret, skriver Mikael Jalving

Folketingsvalget burde afgøres af to strukturelle hovedspørgsmål: indvandring og reform af den offentlige sektor, herunder overførselsøkonomi, folkeskoler, uddannelse, forsvar og politi.

Andre afledte spørgsmål kan imidlertid sagtens erobre dagordenen i løbet af tre ugers hektisk valgkamp på de elektroniske mediers betingelser, hvor vilkårlige scener, episoder og bizarre optrin kan vise sig at blive udslagsgivende. Hvem gør det bedst som skuespiller?

Fordi billeder, populære ord og sans for øjeblikket nu engang siger mere end kontinuerlig omtanke og handling, stemmer vi mindst lige så meget med vore følelser som med vores fornuft.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Hvad værre er: Eftersom danske journalister ligger markant til venstre for resten af befolkningen, og da deres redaktører typisk rekrutteres fra samme institutionaliserede journalistklasse, har valgkampe politisk slagside, uanset hvor meget journalister selv bedyrer, at de skam sagtens kan være objektive. Tro dem ikke. De véd ikke engang, at de lyver.

Det er især under valgkampe, at den filmende, redigerende og skrivende klasse træder i karakter, så at man mærker hensigten og bliver forstemt, hvis man er så uheldig at anskue verden fra end anden position end deres.

Danske mediers politiske slagside skal ikke ses som en bevidst strategi på samme måde som i 70’erne og 80’erne. Men journalisterne reagerer på verden med afsæt i et instinktivt handlingsmønster, en adfærd, vane, tilbøjelighed. De reproducerer en bestemt norm og en bestemt praksis.

Således er det i den danske medieverden stadig meriterende og anstændigt at se sig selv som ”progressiv”, ”humanistisk” og ”på de svages side”, uanset at synspunkterne ofte slet ikke er så progressive og humanistiske ved nærsyn, og de svage næppe heller så svage, som de bliver gjort til. Men det gængse udsyn leder almindeligvis journalisterne i armene på venstreorienterede præmisser, analyser og konklusioner, og de er notorisk resistente over for kritik – og endnu værre – selvkritik.

Det er alt sammen meget menneskeligt. Men det er alvorligt, når vi snakker om medier, der helt eller delvist er finansieret af offentlige midler.

Derfor er Liberal Alliances forslag om, at tvangslicensen til Danmarks Radio skal fjernes, lige i øjet. Vel er den politiske slagside ikke alene DR’s problem, men man må begynde et sted. TV 2 kan man med fordel overlade til reklamer og marked. Hvor noget konstant besmykker sig med honørbegrebet ”public service”, kan man være sikker på, at der er ugler i mosen. I vid udstrækning er ”public service” nydansk for venstreorienteret eller i bredere betydning uorienteret.

Det er f.eks. derfor, at mange medier underforstår eller beretter, at «mere velfærd” betyder flere penge og flere ansatte i verdens største offentlige sektor.

Det er også netop derfor, at væksten i den private sektor sjældent opfattes som grundlaget for velfærdens mulighed, men i bedste fald som en slags appendiks til velfærdsstaten, i værste fald som et moralsk problem, som må beskattes yderligere.

Det turde være åbenlyst, at når et folketingsvalg foregår i et sådant politiseret klima af ”public service”, bliver det svært for kritikere af den herskende orden at trænge igennem. Men de borgerlige har andre fordele. Flere og flere véd godt, at den er gal med indvandringen. Flere og flere véd godt, at velfærdsstaten er løbet løbsk.

Forhåbentlig vil de også stemme derefter.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 31. mai 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.