Danmarks nok mest ligegyldige fagblad – Journalisten – rapporterede forleden, at der har været afholdt en slagt uofficielt VM for satiretegnere i Dollerup Bakker nær Viborg. Interessant, tænker du måske, men tro om igen.
Konkurrencen skulle have været en konkurrence. I stedet udviklede den sig til øvelse i sekulær religiøsitet.
Vindertegningen kommer fra Mexico og forestiller to par, der sidder på hver deres bænk. På den ene sidder to unge mennesker forgabt i deres mobiltelefoner. På den anden sidder to ældre mennesker og kysser. Det er sjovt på den pæne måde, og læg så mærke til udtalelsen fra juryen, der tydeligvis ser sig selv som et ”progressivt” foretagende:
”Det er ironisk, hvordan fortiden kan bebude en bedre fremtid end nutiden”.
Véd du hvad, Carlos, sådan er vi mange, der har det hver eneste dag.
Nå, spøg til side. Det bliver værre endnu.
Temaet for årets konkurrence var ”Equal in Diversity”. Det havde åbenbart været svært at nå frem til netop i år.
»Vi havde oprindeligt planlagt et helt andet tema i år, men så skete skyderierne i Paris, terrorplanerne i Belgien og skyderierne i København. Det gjorde vores mål om at forene i stedet for at splitte endnu mere aktuelt og satte satiretegningen på dagsordenen. Derfor ændrede vi temaet,« udtalte en af arrangørerne, Poul Nielsen, tidligere til bladet.
Læg mærke til ordvalget: ”skyderierne”. Altså, noget diffust, nærmest tilfældigt, ihvert fald ikke fænomener med en bestemt intention. Glem terrorens politiske mål. Lad os i stedet lukke vore øjne og se fremad som får.
Det var da også derfor, at konkurrences regler havde forbudt tegnerne at beskæftigede sig med politiske og religiøse emner, som kan fornærme og ”nedværdige” andre. Poul Nielsen fortsatte:
”Hele tanken bag prisen er at forene og prøve at komme videre med satiretegningen over hele verden med et positivt tema. Vi har ikke sat prisen i verden for at fornærme nogen. Vi prøver at holde emnet åbent, så alle kan deltage med et smil – uanset etnicitet, religion og kultur.”
Så har man hørt det med. Satiretegnere, der skal være opbyggelige, diplomatiske, amputerede.
Andres ”had” er vitterligt det nye sort, et kæmpe hold-kæft-bolsje.
Vi underkaster igen og igen og i stigende grad et sprogspil, hvor alle skal være ”dialogiske”, og ingen må ”dæmonisere”.
Sig det rette ord, og du er frelst, udvalgt, hellig. Det er fuldstændigt som at lytte til regeringen, Alternativet eller Enhedslistens politikere for slet ikke at nævne vor gamle Venstrekending, Uffemanden fra Hellerup, Klampenborg eller deromkring, og hans tro væbner Carsten Jensen fra Indre By. Med det ekstra twist, at nu er også alverdens satiretegnere blevet ambassadører for den gode smag.
Det er svært at vide, om vi andre skal le eller græde, jeg tror, jeg vil nøjes med det første. Her gik vi rundt og troede, at satiretegnere udfordrer autoriteter, ideer og magtfulde mænd – og så viser det sig, at de er ligeså fromme som Uffe Elbæk. For ovenikøbet at blive kaldt verdensmestre af en jury, der tror, at alting går fremad.
Det værste er hykleriet, som i munden på Poul Nielsen:
”Det handler ikke om, at vi vil lægge bånd på nogen, fordi VM fokuserer på dialog og forening. Der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet. Det er netop en balancekunst i satiretegningen at holde dialogen – det er meget lettere bare at svine andre til.”
Havde han bare sagt, at han frygtede repressalier, så kunne man have en smule respekt for denne ”konkurrence” – eller i det mindste forstå den i sit egentlige lys.
Dén havde jeg ærligt talt ikke lige set komme, hvilket bevidner min momentane naivitet for så vidt angår vor kulturs sammenhængskraft.
Giv mig ikke et brækmiddel! Jeg har fået så rigeligt allerede – og tager en tur på cyklen.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 4. juni 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.