Regeringer kommer og går, men masseindvandringen består

Feiltagelser mht skatt, velferdsytelser og offentlig administrasjon kan gjøres om. Det kan innvandringen ikke. Den er irreversibel, skriver Mikael Jalving, som var innleder på Fritt Ords møte om det skandinaviske debattklimaet på Litteraturhuset 9. juni.

Debatten var kun nogle få minutter gammel, da aftenens clou faldt. En svensker, en nordmand og en dansker sad i et panel i Oslo foran en tætpakket sal for at diskutere forskelle og ligheder mellem debatkulturerne i Skandinavien med udgangspunkt i Karl Ove Knausgårds tekst om Sverige som kyklopernes land, og det var nordmanden, forfatteren Bjørn Stærk, der ramte hovedet på sømmet, da han sagde, at Norge slet ikke har en udlændingepolitik.

Aftenenes emne var bredere og videre, og bemærkningen faldt en passent, men den fortsatte med at rotere i mit hoved dagen efter, mens jeg travede rundt i den smukke norske hovedstad badet i sol og tildækkede kvinder.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Hvad Norge har, er partier og medier, der springer fra sag til sag og ender med at enes om at modtage 8.000 syriske FN-migranter, sådan som det skete, da seks partier fra begge blokke, heriblandt Socialdemokraterne og Høyre, onsdag tilsluttede sig endnu en særlov til fordel for et bestemt lands udvandrere. Fremskrittspartiet, der ellers har slået sig op på en ”stram” politik, har reelt opgivet at reformere landets udlændingepolitik. Norge vil fremover blive mere som Sverige.

Hvor det før var afghanere og irakere og somaliere, der påkaldte sig partiernes og mediernes hektiske, om end momentane interesse, er det p.t. syrerne, der har privilegeret adgang til den altruisme, der finansieres af det sorte guld i det norske undergrund.

P.t. Pro tempore. For tiden. P.t.

I morgen er det med al sandsynlighed nogle andre, der må og skal have positiv særbehandling ifølge den herskende konsensus i partier og medier.

Igen og igen og hele tiden findes der nogle ude i den store vide verden, som ikke alene skal hjælpes målrettet i deres lokalområde, men partout have ophold, starthjælp, familiesammenføring og statsborgskab i de europæiske velfærdsstater. Regeringer kommer og går, men masseindvandringen består.

Som kloge folk da også har fremhævet, er velfærdsstaten i fuld gang med at blive globaliseret. Vi vil hjælpe internationalt. Mens regningen betales nationalt. Det er narcisismens triumf.

Hele verden kan komme til Skandinavien, vi er de fede. Eller det vil sige: Selv socialdemokratiske og socialliberale regeringer véd godt, at det ikke praktisk muligt.

Derfor udvælger de skiftende privilegerede grupper, der modtages i blokke af 8.000 eller flere, og som gør sig godt i medierne. Socialdemokraterne og de røde partier har desuden det underliggende incitament, at de samtidig importerer nye vælgere og klienter i flere generationer.

Hvor længe dét holder, tør jeg ikke spå om, men at konstruktionen bryder sammen i takt med emigrationens eksplosive udvikling nu og i de kommende årtier, er sandsynligt. Ikke alene økonomisk, men også socialt som i segregering, ghettodannelse, bandekultur, dominansvold, intimidering, frygt, selvcensur og terror.

Glem Sverige – det er alligevel for vildt – men den norske lektie kan meget hurtigt kan gå hen og blive den danske lektie. Således forventer regeringen 11.000 familiesammenføringer alene i år. 11.000! Selv EU’s grænseagentur indrømmer, at velfærdsydelserne, er en medvirkende årsag til, at Mellemøstens og Nordafrikas unge mænd gerne vil til Skandinavien. Alligevel vil Socialdemokraterne, de Radikale og deres støttepartier sætte ydelserne op eller frede dem i årene fremover.

Vi står med andre ord ved en korsvej. Skal vi fortsætte den socialdemokratiske-socialliberale kurs, vi har fulgt i 30 år, og som sandsynligvis vil gøre Skandinavien fattigere, mindre sammenhængende og mere socialistisk – eller skal vi se os om efter en anden model, der kan håndtere flygtningepresset, samtidig med at vi bevarer de dele af Danmark, som endnu fungerer, og den tillidskultur, som det har taget århundreder at opbygge?

Det kan ikke være så svært at vælge. Alligevel er et flertal godt på vej til om en uge at vælge en retorisk regering, der siger ét, men træffer beslutninger, hvis konsekvenser er diametralt modsatte.

Det gælder især indvandringsområdet. Som er altafgørende for Danmarks og Skandinavien fremtid, eftersom indvandringen er irreversibel. Den kan ikke gøres om. Det kan fejltagelser mht. skat, velfærdsydelser, offentlig administration osv. Alt det lort kan ændres og korrigeres. Det kan indvandringen ikke. Vi kan ikke sende mennesker retur, ikke i praksis.

Vist tales der en del og endda højtrystet om, at den og den salafist ikke hører hjemme i Danmark, og at vedkommende bare har at se sig om efter et andet hjemland. Det var for øvrigt en retorisk sport, SF’eren Villy Søvndal introducerede. Men det var – og er – bare gas henvendt til mediernes idiotiske kværnen.

Faktum er, at Hizb-ut-Tahrir og alle de andre religiøse bøller bliver sammen med banderne, klanerne, imamerne og alle andre, der hverken ønsker eller evner at blive integreret i Danmark. De bliver her, fordi de har det langt bedre og mere komfortabelt her end der, hvor de kommer fra, det sørger velfærdsstaten for dag ud og dag ind og natten med, bl.a. på skadestuer, hospitaler, i retssale og fængsler. Desuden kan de tordne frit imod grundloven og demokratiet, drage i hellig krig og spille alt det Play Station, de vil, ligesom de kan droppe ud af skolen og stå i spidsen for familiens, klanens og konfessionens sociale kontrol af de potentielt urene, kvinder i alle aldre. Den permissive stat har lukket dem ind og har ingen mulighed for at lukke dem ud igen.

Det er sandheden. Som vi har nægtet at forstå i alle disse år.

Indrømmer blankt, at jeg også selv var noget langsom i optrækket, og helt frem til sådan ca. årtusindskiftet afviste, at indvandringen fra totalt kulturfremmede områder og lande udgjorde et økonomisk, socialt og nationalt problem. Det har jeg for øvrigt aldrig skjult, men lagt frem, bl.a. i Mig og Muhammed (2010)

Men femten år er gået, og jeg har fået flere erfaringer. Som den norske udenrigspolitiske forsker Asle Toje skriver i sin nyeste bog Jernburet. Liberalismens krise, der anbefales på det varmeste, og som er formet som en rejse fra Kaliningrad ved Østersøen til Burgas ved Sortehavet, fik den pikante drøm om multikulturel harmoni os til at tro, at masseindvandring var en slags københavnerkarneval med etnisk mad, farverige klædedragter og nye traditioner, mens vi glemte at læse prisskiltet, som stod skrevet på arabisk: voksende social frygt, kvinder i slør, machoadfærd, brutale overfald på ikkemuslimer, ny bandekriminalitet, offermentalitet, grupperettigheder, parallelsamfund, æresvold, kvindeundertrykkelse, shiariadomstole osv. ad nauseam.

Selv en af multikulturalismens fremmeste bannerførere, Will Kymlica, anførte i 2007, at det multikulturelle eksperiment står foran en usikker fremtid. Underdrivelser har det jo med at fremme forståelsen.

Kulturliberalismens tro på at et liberalt samfund kan bygges på selvregulerende minoriteter er naivt, når vi ved, at en del minoriteter ikke er liberale, fremfører Asle Toje stilfærdigt. Uden en national kontekst vil minoriteterne drive bort fra fællesskabet, og det vil på sigt virke konfliktskabende, uanset om det foregår i Ukraine, Norge eller Danmark.

Europa er nok engang blevet en krudttønde. Vi er først lige begyndt at forstå det. Alt for længe har også vi været enøjede kykloper.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. juni 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.