Syd for Salerno og hjem til jihad

Vor tids helgener medgiver muligvis, at mennesket ikke altid opfører sig lige nobelt, men kræver så til gengæld, at menneskeheden må kompensere for den enkeltes fejl, skriver Mikael Jalving

Solen skinner sorgløst på vore skyldnere i Salerno, og jeg napper én mere på hviledagen i form af kaffe, kage, mere kaffe og måske en avec. Snart gælder det finalen mod Ham med det Brede Grin og Manden med det Lette Tråd, der puster mig i nakken. Pulsen er p.t. mere kontrolleret, end da den letbenede rykkede op mod Monte Sacro med det meterhøje kors på toppen, eller da enkeltstarten førte os langs Cilentos smukke kyststrækning, fejret af Homer, forgyldt af Vergil.

Og dog: Mit hjerte slår en ekstra gang ved de første rygter om mere jihad – denne gang på en kunstudstilling i Texas, der havde været så letsindig at vise friske tegninger af ham dér Muhammed. Som Snaphanen tørt noterer: Muhammedkrisen er ikke længere en krise, men en tilstand. De enkeltstående tilfælde af islamisk vold, mord og brand er blevet til et kontinuum. Barbarerne står ikke ved vore mure. De er allerede krøbet over dem – og har fået fine venner og apologeter i medier og massesamfund.

Nå, fuck dem.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Salernos gader liver op som butikker åbner og penge langes henover disken. Jeg nyder denne latiniserede kommers, suger sceneriet og duften af transaktion ned i lungerne, som var den tobak og ild, mens de lokale lufter deres accessories og sætter sig på handelsstrøgets små caféer med glas, cigaretter og mobiltelefoner og ellers bare sidder. Jeg beundrer deres tid, deres tålmodighed. Italienerne ser næsten aldrig ud til at have travlt; det må være derfor, de lever længere.

Jeg holder ferie fra Jihad Inc., selv om det vælter ind med mails og opdatering fra vores skøre, skøre verden, der desværre er den eneste, vi har – og derfor må prøve at passe bedst muligt på – så næste generation har en chance for ikke at blive halshugget af en hellig kriger eller ostrakeret for ”islamofobi” og dissens.

Salerno er den moderne medicins vugge, og de græske kolonier i regionen minder os om en endnu ældre historie. Grækerne var immigranter, men de kom med noget, kunne noget og ville andet end at berige sig på andres bekostning. Grækerne vidste, at mennesket var en fremmed skabning i kosmos, forladt af de kræfter, der havde skabt ham og hende og foruden nogen overordnet ledelse, kuldkastet til egne erfaringer og egen – begrænsede – intelligens.

Grækerne var de første moderne, og som deres komediedigter Aristofanes vistnok formulerede et sted, så var tilværelsen fuld af forvirring, eftersom Zeus var død og borte. Kaos var konge – også dengang.

Gud er død, i hvert fald i samfundslivet, dét er kristendommens lære, inspireret af hellenismen og siden bøjet i neon af Luther. Man må nøjes med at tro. Handlinger og gerninger er ikke guddommelige, sådan som jihadisterne mener at vide – om deres egne gerninger i Allahs navn. Det er forskellen på Dem og Os – jeg gentager – Dem og Os – og det er naturligvis derfor, vi skal fastholde denne afgørende skelnen mellem Dem og Os. De hellige og de uhellige.

Vi er de uhellige. Vi er dem, der cykler i Cilento, selv om de overfyldte både driver i land langs kysten, og de vesteuropæiske flygtningevenner og advokater vil have os til at tage imod, huse og finansiere tilværelsen for millioner af mennesker, smuglet hertil af kyniske bagmænd, uge efter uge, måned for måned, år efter år – uanset konsekvenserne både i Afrika og her, hvor vi importerer den arabiske verdens konflikter, mens Golfstaternes despoter ser til og griner i skægget.

I Vesteuropa er det er Hjerternes Klub, vi er oppe imod; dem, der tænker med hjertet i, hvad den norske udenrigspolitiske analytiker Asle Toje kalder helgenernes lejr.

I helgenernes lejr ser man stort på de konkrete kendsgerninger fra de første 40 års massetilvandring fra syd. I stedet henviser man til internationale konventioner fra en svunden tid og et stadig mere abstrakt ideal om retsstaten, som om det er en menneskeret at få asyl, statsborgerskab og overførselsindkomst i Norge, Danmark eller Italien. Disse helgener vil muligvis medgive, at menneske ikke altid opfører sig lige nobelt. Men omvendt kræver de, at menneskeheden skal leve op til det billede, som de hellige har af sig selv. Vi taler med andre ord om kompensation, en slags aflad. Selv de hellige véd i en vis udstrækning, at det enkelte menneske kan være svigfuldt, hvorfor menneskeheden bare har at spille max. Himlen skal ned på jorden, hvor menneskeheden er i fuld gang med at blive den nye Gud, sådan som den amerikanske idéhistoriker Carl Becker noterede allerede for 80 år siden i en berømt og berygtet foredragsserie om 1700-tallets oplysningstid.

Det er vigtigt for Europas overlevelse, at scenen ikke overlades til de hellige.

Vi, de uhellige, skal tage den tilbage, se på historien og forsøger at lære af den snarere end af universelle principper og ophøjede menneskerettighedskonventioner, fabrikeret i en anden tid end vores. Vi skal nægte at erstatte Guds kærlighed (som højst den enkelte kan føle) med en diffus kærlighed til menneskeheden.

Vi har familier at tage os af, vi har lande og byer, kulturer og en civilisation at varetage og holde i hævd. Vi skal ikke overgive os til nye sværmerier. Hele menneskeheden kan ikke bo i Europa. Europa blev ikke til Europa på grund af tossegode idealister, men takket være alle dem, der ikke var det.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 4. mai 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.