FN’s Menneskerettighedsråd skal nedlægges

Kampen for vore friheder er for længst blevet international, skriver Mikael Jalving

Noget af det første, en ny regering skal gøre i udenrigspolitikken, er at arbejde målrettet for at få vestlige lande til at trække stikket til FN’s Menneskerettighedsråd. Rådet er en misvækst på FN’s i forvejen skrantende renommé.

Rådet er knap 10 år gammelt, og det står ikke skrevet med versaler, at det skal eksistere til evig tid. Det består pt. af 47 medlemslande, der vælges af FN’s generalforsamling for en treårig periode, der kan forlænges til tre år mere, men styres reelt af fallerede, islamiske stater og andre ekstraordinære regimer, såsom Kina, Rusland og Cuba. Det er disse landes velbetalte diplomater i Genève, der gang på gang nedstemmer vestlige reformforslag, der ellers ville gøre Rådet en smule mere anvendeligt.

Diplomaternes mål – udover at leve godt hver og én? At presse Vesten baglæns i kampen om sandhederne.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Hermed hentydes specifikt til sandhederne om menneskerettighederne, der i disse – internationalt set – makabre og urolige tider køres længere og længere ud i hampen, sådan at de i dag kan betyder hvad som helst. Bortset fra det, vi engang forstod som frihedsrettigheder.

En af de få gode ting, George W. Bush gjorde for den amerikanske udenrigspolitik, var at boykotte Menneskerettighedsrådet. Han forstod, at det gjorde mere skade end gavn og gad for øvrigt ikke betale for foretagendet med amerikanske dollars.

Men så kom en vis Barack Obama til, og han gik straks i gang med at give Rådet legitimitet, ikke mindst i den vestlige opinion.

Det er ikke mere end nogle få år siden, at Obama sammen med Egypten kort efter det, der gik under konferenceoverskriften Durban II, udfærdigede en resolutionstekst, der skulle beskytte religion – læs: islam – mod kritik og krænkelse – samtidig med at teksten gjorde gældende, at ytringsfriheden skam var uberørt af denne indskrænkning. Alternativ logik, må man sige. Eller rettere: bevidst politik.

Fra jurister og pacifister hører man ofte, at den ene og anden FN-resolution ikke er juridisk bindende, og at vi roligt kan leve videre i god tro. Denne misopfattelse er ganske blind for, at resolutioner i FN-systemet har en tendens til at skabe præcedens og dermed få betydning over tid. Resolutioner sætter, uanset hvor bindende de er, diplomatiske milepæle, som fremtidige resolutioner henviser til, ofte i et delikat system af krydshenvisninger. De bliver spor i sandet.

I den resolutionstekst, som præsident Obama blåstemplede i den egyptiske ørken, hed det desuden, at medierne skulle underlægges et “moralsk og socialt ansvar” i kampen mod “racisme og xenofobi”. Denne sang er siden blevet et fast omkvæd i dele af den vestlige meningsdannelse og politik.

I går skrev for eksempel en mand ved navn Dan Eliasson, der tilfældigvis er svensk rigspolitichef, i Dagens Nyheter, at der fremover skal sættes ydereligere ind med nye politienheder over for svenskere med forkerte holdninger. Man tror det gerne.

Ligesom Obama og mange andre skelner den svenske rigspolitichef ikke mellem holdninger og handlinger, herunder trusler. Det hele klaskes sammen i fællesbetegnelsen ”hadforbrydelse”, et udtryk, som en anden George – forfatteren George Orwell – satte på formel i sine dystopiske romaner fra 1940’erne. Det er newspeak, nysprog.

Hadforbrydelse er et ord, som opfindes af mennesker, der reelt ikke bryder sig om dissens og følgelig patologiserer den som ”had”. Hadforbrydelse er et begreb, der kriminaliserer anderledestænkende. Jo mere, vi lægger under for denne tankegang og retorik, jo mindre frie vil vi være.

Derfor er myndigheder og instanser, der fremmer denne ufrihed, frihedens fjender. Det gælder naturligvis også FN’s Menneskerettighedsråd, som har vist sig at forvandle ædle hensigter til mindre noble konsekvenser.

Vel får hverken Lars eller Helle nedlagt Menneskerettighedsrådet i dagene og månederne efter den 18. juni, men det kan kun gå for langsomt. Kampen for vore friheder er for længst blevet international.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 27. mai 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.