DK: Fremveksten av motborgere

Hatet mot Danmark stortrives i innvandrertette forsteder, sier pedagog og klubbleder Khaled Mustapha, som frykter for konsekvensene for samfunnet hvis ikke noen drastisk skjer. I et intervju med avisen Politiken opplyser Mustapha at hver tredje ikke-vestlige gutt går tapt for samfunnet i danske ghettoer. Innvandrerbandene og religiøse ekstremister står sterkt…

Hatet mot Danmark stortrives i innvandrertette forsteder, sier pedagog og klubbleder Khaled Mustapha, som frykter for konsekvensene for samfunnet hvis ikke noen drastisk skjer.

I et intervju med avisen Politiken opplyser Mustapha at hver tredje ikke-vestlige gutt går tapt for samfunnet i danske ghettoer. Innvandrerbandene og religiøse ekstremister står sterkt og guttene som mislykkes i det danske samfunnet er enkle bytter. De ender med å bli «motborgere» i stedet for medborgere.

Sukssesive regjeringer har brukt milioner på å ruste opp de såkalte utsatte boligområdene. Boligene og nærområdene er satt i bedre stand, men den menneskelige og sosiale utviklingen har gått i stå, mener Mustapha.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Dansk-libanesiske Khaled Mustapha er pedagog og leder av ungdomsklubben i Kokkedal, som har 25-30 medlemmer. Kun en er etnisk dansk, resten er etterkommere av innvandrere. På grunn av store innsatser i området har ungdomskriminaliteten falt, men hovedårsaken til problemene gjenstår, mener han.

Det går så dårlig for ikke-vestlige gutter at pedagogen støtt møter fedre som heller vil sende sønnene tilbake til f.eks. Libanon enn å la dem vokse opp i danske ghettoer:

Der er massivt fokus på socialt udsatte boligområder i disse år. Det er ikke engang et år siden, Folketinget vedtog en stor bandeexitpakke, regeringen har netop lanceret en tryghedsindsats til ghettoområderne, og for få uger siden fremlagde regeringen en 11-punktsplan, der skal sætte ind over for ungdomskriminaliteten. Er vi ikke i fuld gang?

»Jeg vil gerne anerkende, at der er sket visse forbedringer. Ungdomskriminaliteten er samlet set faldet – også her i området. Men de mange initiativer med bl.a. exitstrategier for bandemedlemmer og zoneforbud er kun plastre på såret. Vi venter stadig på gennembruddet, der grundlæggende gør op med det parallelsamfund, der findes herude. Indtil det sker, vil indvandrerbander og religiøse radikale miljøer fortsat kapre medlemmer blandt de unge mænd, der vil blive endnu mere marginaliseret«.

Hvor slemt er det?

»Det er så slemt, at jeg nu jævnligt møder fædre, der hellere vil sende deres sønner tilbage til genopdragelse i Libanon – et land, der er på randen af borgerkrig, og som er proppet med syriske flygtninge – end lade dem vokse op i en dansk ghetto. De ser deres sønner være håbløst bagud i skolen, hvis de overhovedet kommer der, mange er smidt ud af fodboldklubben, fordi de ikke kunne indordne sig, og flere ender i bander, hvor deres destruktive adfærd bliver anerkendt. Her hænger de ud på gadehjørnerne, ryger hash, går med kniv og skydevåben og udviser truende adfærd. Det er amerikanske tilstande. Gangstermentaliteten hersker, og forældrene føler sig magtesløse og er dybt ulykkelige«.

Politiken spør om det ikke er foreldrenes egen skyld at det har gått så langt? I likhet med politiker for Socialdemokraterne Yildiz Akdogan, peker Mustapha på oppdragelsen ikke-vestlige gutter får og forteller om sin egen oppvekst. Denne måten å oppdra gutter på fungerer dårlig i Danmark:

»Der er ingen tvivl om, at forældrene har været fraværende over for de her drenge. De har ikke stillet krav til dem i hele deres opvækst, og de har ikke sat grænser for dem. Jeg er selv vokset op i Libanon. Vi var hele tiden ude på gaden, og jeg var altid oppe at slås. Vi var i krig mod nabogaderne og kom altid blødende hjem. Det var helt normalt – sådan var det bare at være dreng i Libanon. Men i en dansk kontekst er den adfærd totalt uacceptabel. Her betragtes slåskampe som vold, der kan ende med en fængselsstraf. Forældre med indvandrerbaggrund har simpelthen ikke forstået i tide, hvordan tingene foregår i Danmark, og hvis de først begynder at stille krav til deres sønner, når de fylder 12 år, er det desværre for sent«.

Mustapha mener at beboersammensetningen i ghettoer må endres radikalt. Spørsmålet er hvordan det skal foregå, for han medgir at det ikke er attraktivt for etniske dansker, som føler seg utrygge i de aktuelle nabolagene, å bosette seg i det aktuelle områdene.

Pedagogen foreslår derfor en egen bank for billige lån til innvandrere som vil flytte ut:

»Først må vi spørge os selv og hinanden, om vi inderst inde ønsker at gøre noget ved det her problem. Hvis svaret helt oprigtigt er ja, så kræver det, at vi finder de milliarder, det koster at ændre beboersammensætningen radikalt. For det er kun sådan, vi kan komme videre. De her drenge har kun en fremtid, hvis de og deres familier fraflytter området, og etnisk danske og ressourcestærke borgere flytter ind. Mit løsningsforslag er, at staten laver en lille bank, hvor de mest udsatte familier kan tage et billigt lån, så de får råd til at flytte ud af ghettoen og købe et billigt hus i et velfungerende kvarter«.

En særlig bank for udsatte nydanskere?

»Ja, simpelthen. Mange af dem er i dag på overførselsindkomst og har ikke skyggen af chance for nogensinde selv at få råd til at købe et sted at bo uden for de belastede områder. Det bør staten hjælpe dem med ved at låne dem penge, så de kan komme videre. Det er først, når Muhammed bliver nabo med Thomas, at han lærer de danske normer og begynder at føle sig som en del af det store fællesskab«.

Det finnes allerede en ordning som gir ressurssterke mennesker fortrinnsrett til boliger i sosialt belastede områder, men det er ikke nok ettersom det ikke er attraktivt for etniske dansker å bosette seg der. Noen, særlig studenter, gir stedet en sjanse, men flytter så snart de kan fordi de føler seg utrygge. Det forstår Mustapha godt og forteller at etniske dansker ikke engang kan sette seg på egen altan og spise fleskestek eller sette et dansk flag på bordet uten risiko for å bli antastet.

Han forklarer videre at hver tredje ikke-vestlige innvandrergutt som går på ungdomsklubben han driver, ikke har store sjanser for å oppnå noe i livet. De kan knapt lese og skrive og flere er ikke i nærheten av å kunne gjennomføre noen form for utdannelse. Følgelig lager de sine egne fellesskap, en slags brorskap, hvor det handler om å være sterk og stå i motsetning til et Danmark de ikke føler seg som en del av, sier Mustapha.

Klubblederen forteller at han hører dem si at de hater Danmark og danskene. – Og her snakker vi altså om unge som er født og oppvokst i Danmark, legger han til.

På spørsmål om hvordan de kan hate folk de aldri har møtt, svarer de unge at danskene er rasister som hater muslimer.

Det er for øvrig en holdning blant andre organiserte antirasister og innvandringspådrivere over hele Europa i flere tiår har gjort sitt beste for å bekrefte dem i, hvilket den svenske avisen Expressens lederskribent Ann-Charlotte Marteus også har vært inne på. Hvordan påvirker den offentlige samtalen hvor organisasjoner og enkeltdebattører stadig utpeker de europeiske landenes befolkninger som rasister og fascister disse unge guttene og mennene?

Människor vill helst att ett stort problem ska ha en enkel förklaring och en redig lösning. Ta problemet med svenska IS-krigare. Patenterad svensk förklaring: utanförskap. Självklar lösning: mindre klyftor.

Riktigt så enkelt är det inte. Alla svenska jihadister är inte isolerade grabbar som misslyckats i plugget; om detta skriver Diamant Salihu i onsdagens Expressen.

Det finns ingen enkel förklaring, utan flera. Och som skrivande debattör undrar jag hur det offentliga samtalet i Sverige påverkar de unga svenskar som tar steget till krig, terror och död.

I krönikor, debattartiklar och inlägg i sociala medier utgjuter sig folk gärna över den vita skurkens skuld. Svenskar är rasister, kolonialister, fascister. I solidaritetens – och, paradoxalt nog, i storhetsvansinnets – namn är allt fattigt, orättvist och krigiskt i världen ytterst vårt fel.

Skulden för helgens katastrof i Medelhavet har av många lagts på Sverige och Europa. Som om detta var en enkel fråga. Som om det är ren ondska som gör att vi inte har fått smuggeltrafik och migranttragedier att upphöra. Som om det inte var de hänsynslösa smugglarnas fel att just flyktingbåtar – överfulla, rangliga, livsfarliga – kapsejsar.

Den här veckans svartsynta tongångar är en variant av den känslostorm som regerade under supervalåret 2014, då rasism, islamofobi och nazism framställdes som allt uppslukande svenska farsoter.

Skribenter får varm respons när de skriver i den här genren. Men hur påverkas unge Omar eller Jonas som kollar på IS-filmer och börjar leka med tanken på att resa?

Jag kan ha enastående fel, men jag tänker mig att det är lättare att resa ju mer ens hemland och västvärlden demoniseras. Är Omar överdrivet alienerad, kanske han frågar sig. Nej, för tusan, röster i de finaste av svenska medier ger honom ju helt rätt: väst är ont.

De unge utilpassede guttene og mennene kvitterer med å hate tilbake.

– Hvis du spør meg, så er dette det danske samfunnets største utfordring: at vi i dag har en gruppe av unge som ikke føler at de er en del av det danske samfunn, og som i stedet for å bli medborgere er endt som motborgere, sier Mustapha og tilføyer at han simpelthen ikke tror at samfunnet makter å bære det hvis denne mentaliteten fortsetter å spre seg de neste 10-20 år.

Men skal ikke en kommunal ungdomsklubb som den Mustapha driver sikre at ungdommene kommer på rett spor og lærer å være glad i Danmark?, lurer Politiken på.

Mustapha svarer at det er tanken og at det går med mye energi på det. Men klubbene kan ikke konkurrere med bandene. Der klubber kanskje kan tilby et «lommepengeprosjekt», tilbyr bandene makt, beskyttelse, status og street credit.

»Husk på, at vi har at gøre med unge mænd, der gang på gang har følt, at det danske samfund har vendt dem ryggen, de fleste er blevet ekskluderet fra skolen, og de føler sig i udpræget grad som ofre. Det retfærdiggør i deres øjne, at de er vrede og ligeglade med Danmark«.

Har de så blitt sviktet av skolen og andre av samfunnets insitiusjoner? Noen skoler gir opp guttene for raskt, mener Mustapha, som i tillegg kan fortelle at han har møtt lærere som rett og slett er glade for at de aktuelle guttene forsvinner fra undervisningen eller blir utvist fordi de alltid er i slåsskamp eller forstyrrer undervisningen.

Men ved å utvise dem sender man også et signal til guttene om at folkeskolen ikke kan romme dem og således blir de stemplet som noen som ikke hører til i fellesskapet. Mustapha medgir imidlertid at skolen jo heller ikke kan romme dem slik de oppfører seg.

Han viser derfor til et skoleprosjekt i Canada, der man har gode erfaringer med å inndra guttenes fedre i klasseundervisningen slik at de kan observere sine sønners grenseoverskridende atferd.

Da mange av fedrene i hans område er førtidspensjonert, mener Mustapha at det er fullt legitimt å kreve at de f.eks. deltar i et slikt prosjekt:

»Lige nu sidder mange fædre bare derhjemme og ryger vandpipe, ser arabisk tv og tror, at alt er godt. De vil helst undertrykke, at der er alle de her problemer«.

Hvor er ungdomspolitikerne?

Selv om politikerne de seneste år har haft blikket stift rettet mod socialt udsatte boligområder og lanceret stribevis af strategier, der skal bekæmpe kriminaliteten og øge trygheden blandt områdets borgere, mistænker Khaled Mustapha politikerne for med vilje at lade problemerne ulme.

»Jeg ser ikke et reelt ønske blandt politikerne om at tage fat om nældens rod og få gjort noget ved det her problem én gang for alle. Dels fordi det koster mange penge, dels fordi der er stemmer i at kunne skælde ud på indvandrere, og det er nu engang nemmest, når der er problemer med dem«.

Det er en hård anklage. Hvad bygger du det på?

»Det er de store partier – Venstre og Socialdemokraterne – der nu råber op om hårdere kurs over for indvandrere, men hvem er det lige, der de sidste ti år har siddet ved magten og haft muligheden for at skabe de grundlæggende forandringer? Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om de virkelig vil det her problem til livs. Hvis f.eks. Venstres udlændingeordfører, Martin Geertsen, virkelig ønsker, at integrationen skal lykkes, så kunne han jo melde sig som frivillig mentor for en flygtningefamilie eller arbejde for, at en familie fra ghettoen kan få råd til et hus i hans nabolag, så de kan bliver ordentlig integreret. Men han gider ikke at tage det ansvar – han vil bare pege fingre«.

Khaled Mustapha avslutter intervjuet med å minne om at også politikere er en del av sivilsamfunnet og derfor burde ta større personlig ansvar for å løse intergrasjonsproblemene, som f.eks. å vise seg i de belastede områdene og forsøke å få noen av de unge guttene med i deres fellesskap.

Politiken: Vi har skabt et parallelsamfund af unge mænd, der hader Danmark