Jeg har sat mig til at læse en ny stor bog om Danmarks svar på Moses, og det er ikke gjort på en formiddag. Bogen hedder Building the Nation: N.F.S. Grundtvig and Danish National Identity og er en antologi med 21 bidrag redigeret af forskerne John A. Hall, Ove Korsgaard og Ove K. Pedersen, udgivet af Djøf Publishing. Bogen udgør et ambitiøst forsøg på at bekrive tilblivelsen af det moderne Danmark som en international case-story og rummer en lang række interessante observationer og refleksioner. Da jeg har fået til opdrag at anmelde den til JP, skal jeg ikke gå i detaljer her. Men udgivelsen giver mig anledning til at svare på den weekendpolemik, der fulgte efter min seneste klumme med opfordringen til at tage Danmark tilbage.
Polemikken foregik på Facebook og var – som den slags debatter – uendelig, hvorfor jeg blot vil gengive udspringet, som skyldtes den utrættelige historiker Peter Tudvad (en kompliment!), der åbenbart følte sig truffet af min regibemærkning om, at ”godhedens ambassadører” har ødelagt indvandringspolitikken gennem den seneste generation.
Jeg havde egentlig ikke den begavede og solitære hr. Tudvad i tankerne – langt mere de navnløse Gutmenschen, der har taget den klassiske vandring fra det yderste venstre ind i statens og samfundets bærende institutioner og har skældt, skældt og skældt ud på de sølle skeptikere, der ikke var helt overbeviste om, at den stedse accelererende indvandring fra alverdens lande til Vesteuropa var en seksporet motorvej til civilisatoriske fremskridt og social lykke.
Men at Tudvad så indigneret anholdte mig for bemærkningen og kritiserede mig for at appellere til en slags latent nazisme blandt etniske danskere, er ganske sigende for en tid som vores, hvor vi gentager de samme fejl, som vi har begået i årtier. Jeg kan umuligt være den eneste, som efter terrorangrebet på dansk grund for to måneder siden oplever, at det går den forkerte vej i diskussionen om, hvad det egentlig er for en nation, vi gerne vil leve i.
For det er om nationen, striden står. Skal den være multinational og multikulturel – eller skal den være national og rodfæstet i en kultur, som nok er under forandring (som alt andet organisk materiale), men som alligevel bygger på bestemte, gerne blivende værdier?
Se, det er spørgsmålet, og da var det gensynet med Grundtvig, der bragte mig tilbage på sporet.
For Grundtvig (1783-1872) er svær at komme udenom, når vi snakker om Danmark. Han virkede i en dramatisk og formativ overgangstid, men forstod at redde det bedste af det gamle med over i det nye. I demokratiet så han straks bagsiden, som er demokratismen, dvs. den utøjlede idealisme, såvel i skikkelse af revolutionen anno 1789 som i partivæsenet, der skød frem i det nye Danmark i hans sene leveår. Grundtvig havde blik for, at det sjældent er folket, der går amok. Folket er nemlig mere konservativt end politikerne, hvis opgave og selvforståelse det jo er at ”gøre noget”.
Grundtvig var sådan set ikke demokrat, men blev det gradvist, da han så, hvad det kunne udrette efter katastrofen i 1864. Men han forstod – og dét er en vigtig pointe – at demokratiet ikke kunne stå af sig selv. Det havde og har brug for en nation, herunder patrioter, som ville forsvare det, om nødvendigt i krig. Hertil må lægges en historisk mellemregning. Det var historisk set nationalstater, der blev demokratier, ikke omvendt, og det vidste Grundtvig intuitivt, for det skete i hans egen levetid.
Nationen er med andre ord en vigtig forudsætning for meget af det, vi er blevet til som danskere. Arv og gæld. Men vi kan godt bruge præsens, for hvis ikke der er et ”os”, så er der ingen nation, kun et territorium eller en befolkning. Et folk er noget andet end en befolkning, ligesom en nation er noget mere end en stat, og det var Grundtvig om nogen opmærksom på.
Det, der er sket siden Anden Verdenskrig, er, at begreber som ”folk”, ”nation”, ”modersmål” og ”fædreland” er blevet tabuiseret. I stedet ævler vi løs om ”demokrati”, ”åbenhed” og ”internationale forpligtelser”.
Det er derfor vi tror, at det er en menneskeret at få dansk statsborgerskab.
Det er derfor, at et fåtal finder det naturligt, at danske politikeres primære opgave består i at varetage danske værdier og interesser.
Det er derfor, det er blevet anatema at ville ændre så meget som et komma i de herskende menneskerettighedskonventioner til trods for, at ethvert fjols jo véd, at konventioner er skrevet i en bestemt historisk kontekst, ikke på bibelske tavler.
Det er derfor, vi elsker at fokusere på asylansøgeres rettigheder og helst ignorerer deres pligter.
Det er derfor, regeringen netop har offentliggjort plan nr. nogleogtyve for integration siden 1999. Lige lidt hjælper det.
Man kan blive ved. Vores negative nationsopfattelse er skyld i mange af vore vanskeligheder. At afskrive hensynet til det nationales vel og vel som kryptonazisme er latterligt, hvis man kender bare lidt til Grundtvig og det 19. århundrede, som blev et kulturelt og kommercielt afsæt for Danmarks frihed og velstand af dag.
Som den ene af bogens redaktører, professor Ove Korsgaard fra Aarhus Universitet fremhæver, så er den dominerende forestilling i akademiske kredse, at nationalfølelsen er moralsk forkert og skyld i alle ulykker vedrørende immigration og integration – og at det derfor gælder om at få gjort kål på denne følelse, jo før, jo bedre, gerne med EU’s og FN’s eksemplariske hjælp.
Det er den velkendte ”Ned-med-os-tankegang” gerne koblet til en systematisk sidestilling af kristendom og islam samt dogmet om, at det er mere moralsk at tillade så mange mænd som muligt at indvandre til Danmark end at hjælpe mange, mange, mange flere kvinder, børn og mænd i deres nærområder. Hvorfor egentlig? Er få mænd da mere værd end mange flere kvinder, børn og mænd?
Kombinationen af maseindvandring og velfærdsstatens grænseløse altruisme er problemets rod. Vi smækker porten op, gør de fremmede afhængige af moderstaten og tror så, at de bliver som os. Kulturblindheden er mildt sagt til at få øje på, og Grundtvig ville græmme sig. Først gjorde vi 800.000 danskere afhængige af offentlige ydelser. Nu skal alverden komme til os og have ret til samme lykke. Det holder ikke. Reformeres skal både vores velfærdsstat og vores udlændingepolitik.
Vi kan ikke bebrejde unge mænd med en vis kapital og et vist vovemod, at de forsøger at komme til Vesteuropa i den forventning, at det vil være svaret på alle deres bønner. Men man kan bebrejde flere generationer af politikere og de ansvarlige myndighedspersoner, at de ikke har taget bedre hånd om det Danmark, som Grundtvig og de andre forfatningsfædre var med til at give videre.
De byggede en nation. Vi afvikler den.
Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 20. april 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.