Vår sataniske overlegenhet

Maktfullkommenheten hos vår tids politikere og intellektuelle kommer til uttrykk ved at de aldri blir vrede. Den svenske sosiologen Göran Adamson speiler Danmark i Sverige i et intervju med Mikael Jalving.

Da 40.000 mennesker med statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) stod »skulder ved skulder« i en manifestation efter terrorangrebet i København den 14. februar, stod den svenske sociolog Göran Adamson i mængden og tænkte sit. Sociologen, der til daglig er ekstern lektor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forfatter til bogen ”Svensk mångfaldspolitik – En kritik från vänster” (2014), tænkte, at ceremonien var hul.

Han blev grebet af en fornemmelse af skuespil og kollektiv fornægtelse. Til trods for fællessang og oprømte taler var der ikke en eneste, der nævnte gerningsmandens religiøst-ideologiske motiver. Som om de ikke betød det fjerneste for hans handlinger. I stedet flød ceremonien sammen i sorg og smukke hensigter. Göran Adamson havde først tænkt sig at tage imod en fakkel, men mistede lysten, da han fik den tilbudt.

»Jeg var i Danmark, men følte mig hensat til Sverige«, siger Göran Adamson med et smil.

hege_banner_rights_special_778x150

»Hensat til et sted, hvor den politiske diskussion handler om at sige så lidt som muligt, hvor idéer opfattes som irrelevante fremmedlegemer, og hvor alle foregiver at være enige om det gode. Her konkurrerer man om at være mest moralistisk, om at være finest. Man tror, at alle debatter eskalerer og ender med knivdrab, og man udviser i virkeligheden et ekstremt pessimistisk syn på medborgerne. Hvis først de debatterer, så ender det galt.

Samme fornemmelse fik jeg i København: En følelse af, at statsministeren, de andre politikere og kendisser ikke var synderligt berørte, men i stedet førte sig frem med en nærmest satanisk overlegenhed, en følelse af omnipotens. Som ville de sige: De kan gøre, hvad de vil, sprænge flere urostiftere i luften, men jeg sidder på min trone, mig kan ingen røre, hvis blot jeg fremsiger de mest infantile banaliteter.«

Men politikerne har jo kun magten til låns …

»Ja, snart afløses de af andre, som er magen til. Deres magtfuldkommenhed illustreres bedst ved, at de aldrig bliver vrede, og hvis de en sjælden gang fanges i det, skal de nok få kærligheden at føle, ikke mindst på Facebook. Vrede er ikke længere en legitim følelse i svensk – og dansk – politik eller for den sags skyld i det intellektuelle liv. Omvendt er den vrede, der kommer fra islamisk terror, spændende. Det er lidt ligesom en film, en scene.

Voldsmændenes aggressioner giver vore begivenhedsløse liv mening og udtrykker magtrelationen i forholdet mellem herre og slave: Kongen er ikke bange for slaven.

Når slaven bliver vred eller gør oprør, fascineres herren, han overraskes, ja, føler måske sorg.

Hvad, vi ser, er et klassisk tilfælde af det eksotiserende herre-slave-forhold. Det kaldes ”repressiv tolerance” – at man aldrig tager oprør alvorligt, men tror, at man kan uskadeliggøre alt ved hjælp af omfavnelse og inddragelse.«

Hvordan kan du sige det efter alle disse tårer?

»Det, der slår mig i samfundsdebatten, er netop manglen på engagement.

Det her handler ikke om religion, får vi ustandselig at vide. Det er den beherskede ro, der beskriver reaktionen på terrorangrebet i Danmark. Den er uhørt småborgerlig og mimer i grunden en konservativ tradition, selv om mange af dens bannerførere i Danmark og Sverige end ikke ville røre konservatismen med en ildtang. Sjovt nok, og her har du problemet: Ikke at tage bestik af de indtrufne begivenheder og nægte, at der eksisterer en konflikt med udøvere af en bestemt religion. På samme måde som i Sverige, hvor den første, der siger noget meningsfuldt, har tabt diskussionen, før den er kommet i gang.«

»Jeg kommer i tanker om et eksempel med et svensk forældrepar, som var i tv, efter at datteren var blevet voldtaget og dræbt. Det første, de sagde, var, at de ikke følte nogen vrede, men at de følte en stor sorg.

Det lød, som om de fulgte en journalistisk manual for, hvordan man forventes at reagere. Jeg tænkte: Det her stemmer ikke. Selvfølgelig er de vrede – de har al mulig grund til at være det. Men de har forstået, at vrede er tabu. I stedet må de – vi – ligge med bideskinne om natten.«

Vreden er altså støvsuget ud af den svensk-danske offentlighed. Hvad er trådt i stedet?

»En diffus sorg, livet henlagt til de sociale medier, en postuleret retorik om samhørighed og tolerance, men det er bare ord.

Da der ved mindehøjtideligheden i København blev spillet Simon & Garfunkels nummer ”Bridge over Troubled Water”, tænkte jeg: What is troubled? Hvem, hvad er problemet? En bro? Mellem hvad?

Den eksponerede og empatiske følelse af, at vi står sammen, er illusorisk, hvis ikke ligefrem et politisk bluffnummer, der skal få os til at sove roligt om natten. Hvis vi virkelig stod sammen, ville attentatet slet ikke være sket. Når vi er nødt til at insistere på sammenhold, har det allerede mistet sin kraft.«

»Imens afkræves vi oppe fra en entusiasme for det multikulturelle samfund, som der ikke er belæg for. Det er dette program, der er trådt i stedet for andre sentimenter og vurderinger og reducerer os til nikkedukker.

Samtidig er den gamle arbejderklasse blevet bedraget. I stedet for den traditionelle solidaritet tilbydes nu en sentimental identitetsretorik, hvor alt handler om rødder, og hvor klasseanalysen og dermed også kritikken mod eliten er kylet ud ad vinduet. Det er en klassisk magthaverstrategi.«

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 28. februar 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.