Skandalens sted

Mikael Jalvings tale i anledning Trykkefrihedsselskabets ti års jubileum og overrekkelse av årets Sapphopris til Lars Vilks.

Tale til en 10-årig lømmel på Christiansborg.

Hvor er det godt at se så mange af jer – i live.

Kære medlemmer af Trykkefrihedsselskabet, sympatisører og nysgerrige, tillykke med fødselsdagen – og sikke et flot fremmøde på denne smukke lørdag med masser af politi og presse.

hege_banner_rights_special_778x150

Kære medlemmer, det er mig en stor fornøjelse som læser og redaktør at kunne sige tak for alle jeres ukuelige og prægnante artikler fra det første tiår og kunne præsentere resultatet i form af dagens fødselsdagsantologi Først med det værste. Trykkefrihedsselskabet gennem 10 år.

Det har været en svær opgave at udvælge de i mine øjne bedste artikler til antologiens begrænsede plads.

Til stor bestyrtelse for Weekendavisens anmelder (ikke online) forholder det sig nemlig sådan, at skribenterne hos TFS tillader sig ikke alene at have en holdning til trykke- og samvittighedsfriheden, men ligeledes – uhauha – til den vestlige civilisation, som Danmark endnu er en del af.

Det er klart, at en sådan forkærlighed vækker forargelse hos professionelle ironikere og intellektuelle positionister, anderledes kan det ikke være; de må jo også tænke på deres udkomme.

Af denne og andre grunde er det blevet Trykkefrihedsselskabets lod at være dem, de andre ikke vil lege med, men når man betragter skolegården, drengerøvene og pigebørnene henne i hjørnet, så skal I ikke beklage jeres lod.

Skæbnens gunst har placeret TFS på skandalens sted, hvor balladen opstår, og bølgerne går højest, ikke mindst når det gælder diskussionen af islams politiske og terroristiske potentiale, som vi ser udfoldet med stadig større institutionel, demografisk og paramilitær styrke i hele Vesteuropa.

At tro, denne diskussion stopper ved Valby Bakke eller Øresund, er decideret provinsielt. Og at mene, at tonen, ordene, faconen – ikke demografien, ikke den sociale virkelighed og ikke de politiske konflikter – er det væsentlige, er at fortabe sig i overfladisk moralisme. Men det véd I jo godt.

Men det er alligevel her, vi står: Omringet af to slags politi. Det ene, det fysiske politi i uniform, passer på os – og tak for det. Hvor længe er ikke til at sige, det afhænger af de politiske vinde i kongeriget og den udenrigspolitiske udvikling i øvrigt.

Det andet politi er sprogpolitiet, det er sådan mere undercover. Sprogpolitiet går ikke klædt i uniform. Sprogpolitiet ligger ikke bare til venstre. Sprogpolitiet bor i selv de bedste familier blandt teaterdirektører, forfattere, topjurister, ledende embedsmænd, filosoffer og redaktører for selvvigtige medier. Sprogpolitiet mener generelt, at TFS generaliserer, fremelsker konfrontation, stigmatiserer, hader og spiser muslimer til morgenmad.

Sprogpolitiet, det kan I kan sikre på, venter kun på én ting: At I siger noget forkert. Og da dét sker for mennesker fra tid til anden, går rigtig megen tid i medier og på sociale portaler med at forarges over, hvad den og den har sagt, i stedet for at vi sammen løser de strukturelle problemer, som den eskalerende tilvandring fra primært arabiske og muslimske lande medfører overalt i Vesteuropa.

Jeg har ladet mig fortælle, at indvandringen til Japan er fordoblet på blot ét år. Det lyder vildt, og jeg ikke set tallene konfirmeret endnu. Stigningen siges at være gået fra 6 til 11 personer ud af et felt på mere end 5.000 asylansøgere. Dette kontrapunkt til den liberale og såkaldt humanistiske indvandringspolitik i Europa skyldes ikke blot ørigets privilegium, isoleret af vand til alle sider, men er udtryk for en bevidst politik og et nærmest chokerende bevis på, at tingene kan gøres anderledes, end vi går rundt og tror. For samtidig øser japanerne milliarder i nødhjælp til flygtningenes nærområder.

De Anstændige i kunst, kultur, akademia, medier og politik siger, at ordet skaber, hvad det siger, og røber dermed, at de tror, mennesket er er lige så almægtig som Vorherre, eftersom vi bare skal nævne noget ved navn, vupti, så er det skabt ud af ingenting. Det er en filosofisk fejlslutning. Vel gør Ordet ikke det. Vi er ikke små guder – eller djævle, for den sags skyld – vi er mennesker på godt og ondt, som efter bedste evne forsøger at tage pejling af den tid, vi lever i.

Det sker også i dagens antologi. Bidragene udgør inden for en palet af genrer et korrektiv til den klæbrige og frelste socialdemokratisk-kulturradikale-folkesocialistiske-multikulturelle tidsånd, til mainstreammediernes blege fremstilling af de voksende sociale spændinger i de europæiske samfund, og til en islamforskning, der i 30 år har været helt ude af trit med genstanden for dens forskning – frakoblet de faktiske forhold i islamindustrien.

Vist er der undtagelser og lyspunkter her og der. Men hovedtendensen er tydelig: Hvis ikke Trykkefrihedsselskabet fandtes, ville man blive nødt til at opfinde det, og det er just det, vi er samlet for at skåle på i dag – at nogen gjorde det for 10 år siden.

Jeg har altid ligget til højre. Det véd jeg, at mange af jer ikke gør. Til gengæld vil jeg vove den påstand, at det, der samler os, er en antipati mod det nye venstre efter Berlinmurens Fald og den bedsteborgerlige negligering af stærke træk og dybe tendenser i det samfund, de selv bebor.

Jeg håber, at Selskabet tager 10 år mere. Det er et beskidt erhverv, men nogen må jo gøre det.

Tak – og tillykke!

Artikkelen sto først på trykk i Jyllands-Posten 15. mars 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.