Historien er ikke slut

Vi lever naivt videre på en gylden illusion om, at vi, demokraterne, ikke har fjender, og hvis vi har, så skal vi bare tale ordentligt, skriver Mikael Jalving.

I den forgange uge var jeg så heldig at være en smuttur i Paris. Jeg havde modtaget en generøs invitation til en international konference arrangeret af den amerikanske tænketank Gatestone Institute, og udsigten fra hotellets altan var så parisisk, at jeg ikke kunne sige non. For at krydre det officielle program med et skud historisk dannelse, udvalgte jeg to kontrastfulde lokaliteter, det plejer at hjælpe på forståelsen, i hvert fald min egen.

Først besøgte jeg middelaldermuseet Musée National du Moyen Âge, der i sin tid husede omrejsende abbeder fra Cluny-klostret, der opstod helt tilbage i 900-tallet og langsomt voksede til en vidt forgrenet klosterbevægelse, og lod mig besnære af samlingens visuelle, skulpturelle og symbolmættede frembringelser. Bagefter travede jeg over til krigsmuseet Musée de l’Armée, som ligger i Ludvig XIV’s Invalidehospital fra 1670, der ud over en imponerende samling af både drabelige og sensuelle våben fra Middelalderen til Anden Verdenskrig huser Napoleon Bonapartes imposante gravmonument. Uden at overdrive kan man roligt konstatere, at de to vidt forskellige museer med få kilometers afstand tilbyder et lynkursus i henholdsvis Middelalderen og den moderne-revolutionære tidsalder, og til trods for glæderne ved moderne mobiltelefoni, flytrafik og dentalteknik kom jeg pludselig i tvivl om, hvilken epoke jeg ville foretrække at leve i.

I sidste uge (20/3) advarede jeg mod Middelalderens genkomst, men abbedernes trange byhus fra 1300-tallet virker indbydende i al sin stilfærdighed.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Museets lavmælte arkitektur og indretning afspejler da også benediktinermunkenes ideal om asketisk tilbagetrukkethed og deres stræben efter at gøre sig immune over for jordiske magter og presset fra såvel pave, kejser, konger, fyrster og bisper. Hvor godt det lykkedes, er et emne for forskerne, men på munkenes tid stod det klart, at de europæiske folk måtte nøjes med en begrænset politisk struktur og orden.

Anderledes med Napoleon, hvis gravmonument opsummerer historien om hans liv. Han ligger under en massiv, brun marmorkolos; førstekonsul, øverstbefalende, kejser, direktøren for det hele med de prominente sejre skrevet i granit: Rivoli, Abukir, Marengo, Austerlitz, Jena, Friedland, Wagram. Kontrasten mellem Napoleons imperiale-politiske projekt og munkenes dedikerede åndelighed er så slående, at selv vor undervisningsminister må kunne forstå det. Den indadvendte kristendom på den ene side, den udadvendte og progressive verdensforbedrer på den anden. Efter Napoleon længes man efter Middelalder, bøn og nåde.

På et mere generelt plan er der dog én ting, der forener Middelalderen med Napoleon og det moderne militærvæsen, og det er begge epokers erkendelse af fjendskabets realitet. Uanset om fjenden er åndelig eller konkret fandtes hos såvel munkene som kejseren en sikker bevidsthed om, at verden var forskelligartet, dunkel og dyb, og at ikke alle ønskede det samme. Verden var ikke et univers, men et multivers. Menneskeheden eksisterede kun på skrift.

Det er her, vi kommer ind i billedet, for vi tager menneskeheden alt for bogstaveligt. I løbet af den seneste generation har vi bildt hinanden ind at leve som de mest oplyste mennesker i en fjendeløs tid, og vor fejltagelse hænger naturligvis sammen med Murens fald i 1989. Den franske filosof Bernard-Henri Lévy, som brugte et halvt liv på at bekrige kommunismen fra Øst til Vest, talte på konferencen om netop denne fantasiforestilling og beskrev den som en svimmel drøm om en lykkelig slutning på alle vore hidtidige, historiske trængsler. Således manipuleret lever vi naivt videre på en gylden illusion om, at vi, demokraterne, ikke har fjender, og hvis vi har, så skal vi bare tale ordentligt. Islamisk Stat? Jamen, giv dem dog en mentorordning! Hjemmegroede terrorister? Jamen, de skal da kontaktes på mandag af en socialrådgiver fra Aarhus Kommune, eventuelt tilbydes et tillægskursus i demokrati hen over påsken.

Mens vi mere eller mindre har afskaffet kristendommen i Vesteuropa, har vi samtidig forskrevet os til et sekulært forsyn, der igen og igen får os til at afvise, at der er grund til at kæmpe, yde ofre eller lide afsavn, idet vi opfatter os selv som enten uovervindelige eller meget klogere end alle andre. Det er bl.a. derfor, vi tyer til den fundamentalisme, at indvandring fra fremmede kulturer beriger alle samfund.

At islamofascismen, også kaldet radikal islam, findes både uden for Europa og i Europa turde være indlysende, skønt vi lukker øjnene, tænker på noget rart og sender regningen videre til næste generation.

Men historien er ikke slut. Den er kun lige begyndt, og det er just dette prekære forhold, der må genvække vores naturlige skepsis.

Artikkel ble først publisert i Jyllands-Posten 27. mars 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.