Den nye Middelalder

Hvis Umberto Eco får ret, er det en ny Middelalder, vi bevæger os ind i, mens fremskridtsoptimisterne ævler løs om vejen til et positivt, fjendeløst og multikulturelt tusindårsrige. For mere end 40 år siden skrev den snart berømte italienske semiotiker Umberto Eco – forfatteren til ”Rosens navn” – et essay om Middelalderens genkomst, skriver Mikael Jalving.

Hvis Umberto Eco får ret, er det en ny Middelalder, vi bevæger os ind i, mens fremskridtsoptimisterne ævler løs om vejen til et positivt, fjendeløst og multikulturelt tusindårsrige.
For mere end 40 år siden skrev den snart berømte italienske semiotiker Umberto Eco – forfatteren til ”Rosens navn” – et essay om Middelalderens genkomst.

Essayet blev oversat til dansk i 1988, og jeg husker stadig følelsen af at gå ind i bogladen på det, der dengang hed Odense Universitet, og købe det for min første SU. Jeg var netop fyldt 20, og det var en svimlende fornemmelse at have offentlige penge mellem hænderne og bruge dem på en titel, der ikke stod på pensumlisten.

Jeg blev ikke skuffet: Ecos essay bragte mig hurtigere end de obligatoriske forelæsninger i nærkontakt med vores fælleseuropæiske ”før-nutid” ved dristigere end mine professorer at relatere fortiden til nutiden.

hege_banner_rights_special_778x150

Eco gik operativt til værks og spurgte, hvad skal der til for at lave en lang Middelalder og pegede på en række ingredienser.

For det første en stor fred, der går i stykker. Middelalderen begyndte med Romerrigets fald og fortsatte med voldsomme folkeflytninger nordfra, centralmagtens krise, kultursammenstød og forarmelse af landdistrikterne.

Med islams invasioner sydfra blev middelhavslandene desuden splittet op i tre civilisationer – den byzantinske, den europæiske og den islamiske, og Eco associerede til det nutidige forhold, at den amerikanske fred, Pax Americana, var svækket militært, politisk og kulturelt.

Den anden ingrediens var byernes middelalderliggørelse, hvormed minoriteter, der nægtede at lade sig integrere, sluttede sig sammen i klaner og kvarterer, som kom under deres uformelle kontrol. Byerne fyldtes af tilflyttede, men tømtes for sine gamle indbyggere.

En tredje komponent var en massiv frygt for undergang og dommedag, som teologien både var leverandør af og svar på.

En fjerde ingrediens var den synets kultur, der skød frem med katedraler og helgener som vor tids medier, stjerner og kendisser uden direkte politisk magt, men med kolossal karismatisk indflydelse.

Et femte krydderi var tilvejebringelsen af popkultur og finkultur side om side på en måde, der var fremmed for antikken. Hierarkierne var væk. Nu gjaldt det oplevelser, syner, personlig udvikling og frelse.

Middelalderens genkomst er slående i dag. Den store fred, der er pist borte. Centralmagternes svækkelse. Folkevandringerne. Undergangsstemningen. Muhammeds militære og symbolske betydning. Byernes segregering. Udkantsområdernes affolkning og proletarisering. Stigende sociale og kulturelle spændinger. Følelsen af usikkerhed. Kaliffernes sabelraslen. Kulturlivets hallucinationer. Billedmediernes tiltagende dominans. Fascinationen af stærke farver og himmelstræbende gotik. Et feudalt kaos af relationer og intrikate afhængighedsforhold. Bispemagt, religiøse sekter og hede drømme om paradis på jord. Økonomisk knaphed, tiggeri og omstrejfende eventyrer. Klostre og universiteter. Finansfyrster, rådgivere og eliternes cirkulation. Hang til ophobninger af alle mulige forskellige ting, men en grundlæggende mangel på politisk og social orden.

Den lærde semiotiker kan umuligt have vidst, hvor profetisk hans tekst ville fremstå fire årtier senere. Hvis han viser sig at få ret, er det mere end noget andet en ny middelalder, vi bevæger os ind i, mens fremskridtsoptimisterne ævler løs om vejen til et positivt, fjendeløst og multikulturelt tusindårsrige. Ecos karakteristik er præcis det modsatte. Vel er hans middelalder livfuld og spændende, men også faretruende dyster.

»Middelalderen følger os som en formaning og en trussel«, noterede han og fortsatte: »Den er en stadig påmindelse om muligheden af et ragnarok, og den siger til os, at vi skal være årvågne, så vi kan kende Antikrist, når han banker på døren, hvad enten han kommer i civilt tøj eller i militæruniform.«

Jeg forstod ikke advarslen dengang. Den er ikke til at tage fejl af i dag. Europa risikerer at glide ind i en langstrakt periode af recession, krise, fattigdom, slaveri, frygt og politiske bortforklaringer, hvor rettigheder og pligter bliver spredt ud på mange aktører, og hvor befolkningen deles op i dem, der slås; dem, der beder; og dem, der må slide for føden.

Forskellen på dengang og i dag er, at vi netop ikke har en frankisk Karl den Store, ingen Ferdinand og Isabella, ingen Karl V eller en Columbus fra Genova til at redde os, og selv ikke Guinness Rekordbog kan ændre på, at vi ikke kan male, synge, danse, skrive, køre, løbe, sejle, producere eller tale os til at blive bedre mennesker.

Vi er dem, vi altid har været, så vores fjerne fortid udmærket kan gå hen og blive vor nære fremtid.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 19. mars 2015 og er gjengitt i sin helhelt med forfatterens vennlige tillatelse.