Vold virker – især over for demokrater

Vi er sengeliggende og har mistet det mest dyrebare: Sansen for, hvem vi er. Vi bliver ikke færdige med at tale om terrorangrebet i København foreløbig, jeg er ked ad at sige det. Dels er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før noget lignende eller værre rammer Danmark. Dels…

Vi er sengeliggende og har mistet det mest dyrebare: Sansen for, hvem vi er.

Vi bliver ikke færdige med at tale om terrorangrebet i København foreløbig, jeg er ked ad at sige det. Dels er det sandsynligvis kun et spørgsmål om tid, før noget lignende eller værre rammer Danmark. Dels har vi stadig ikke forstået, hvad der skete den 14. februar i det Herrens år 2015.

De sidste to døgn har jeg har haft tid til at fundere over sagerne. Mandag eftermiddag måtte jeg lægge mig med influenza, og lige siden har jeg mellem søvn, sved og snot vendt og drejet begivenheden i mit plagede hoved.

hege_banner_rights_special_778x150

Undervejs kom jeg ved et uheld til at læse David Trads’ jubelidiotiske og, for øvrigt, stærkt generaliserende blogpost om en række indvandrere, der alle på overfladen ser ud til at være successer, men kunne til trods for min febertåger ikke undgå at lægge mærke til, at ingen af disse succeshistorier er blevet iværksættere eller opfindere i Danmark. I stedet er de blevet politikere, fodboldspillere, popsangere eller fået ansættelse i – hvor mon? – i indvandringsindustrien. Er det forbilleder for en nation, der vil overleve?

Om alle dem, der ikke gør Danmark rigere, har typer som Trads intet at sige. De eksisterer ikke. Han kender kun dem, der klarer sig. Snak lige om et éndimensionelt menneske.

Sagen er, at vi som folk er mere splittet mht. indvandring end nogensinde før. Striden står mellem de Anstændige og de Uanstændige, sådan som Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen har indrammet diskussionen så eksemplarisk i bogen De Anstændige.

Det var en debat, som Politikens anmelder afskrev som uaktuel med de famøse ord i 2013: ”Den debat, Stjernfelt og Eriksen gerne vil tage, er nemlig temmelig uaktuel: Islam, ytringsfrihed og Muhammedkrise er simpelt hen passé på den politiske dagsorden.”

Helt passé var det altså ikke.

I gamle dage var venstrefløjen uanstændig og pralede med samme. Tidligere fandt de røde det kun rimeligt at kritisere Gud og hvermand, i dag går de ind for en slags omvendt apartheid: WHITES ONLY. Ønskes en mere anstændig betegnelse, kan vi kalde deres begreb om ytringsfriheden selektiv.

Medierne er generelt med de Anstændige, de er kolleger, venner og omgås socialt, men indimellem er de også lidt uanstændige, og så slipper der interessante bidder ud fra den sociale virkelighed.

Men det skjuler ej, at folket er delt. Man kan snart sagt ikke udveksle en banal bemærkning hen over kaffekopperne i kantinen, før racismeanklager fyger hen over bordet.

Hvem er vi da? Vi er ingen. Vi er alle svenskere nu, dvs. multikulturalister med en ideologiseret evne til at benægte eller fortie konflikter og spændinger i et samfund på vej mod indre opløsning. Det har jeg skrevet lidt mere udførligt om her.

I en ny opinionsundersøgelse lavet for TV 2 svarer 24. pct. af danskerne, at danske medier skal afstå fra at bringe satiretegninger, der kan støde religiøse grupper, og at medierne heller ikke skal bringe ytringer, der kan tænkes at provokere.

For en måned siden, dvs. efter massakren i Paris, var det kun 13 pct. af danskerne, der ville afskaffe mediernes funktion som medier, herunder at oplyse, dokumentere og sætte samfundsforhold i relief, uanset hvor provokerende det måtte være for religiøse grupper. Efter angrebet i København har jihadisterne vundet terræn i opinionen.

At garantere at man ikke bringer ytringer, der kan tænkes at provokere religiøse grupper i samfundet, indebærer naturligvis frie mediers afskaffelse. Slut, væk, farvel! F.eks. ville det nok være svært for Ekstra Baldet at bringe denne histrorie om den saudiske ambassadørs opførsel på Hvidovre Hospital eller seneste nyt fra Islamisk Stat.

Alligevel foretrækker hver fjerde dansker ”fred” for frihed.

Så vidt er vi kommet. Springet fra 13 til 24 pct. viser, at vold virker, måske især i lette demokratier som det danske, der ikke har været i krig på eget territorium siden 1864, og som ikke tåler tab på samme måde som stålsatte regimer og bevægelser. Vold virker – især over for demokrater.

Det er en underdrivelse at sige, at vi har en lang og udmarvende kamp foran os. Vi er ret beset alle sengeliggende. Vi er holdt op med at tro på os selv. Og vi har mistet det mest dyrebare: Sansen for hvem vi er.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 25. februar 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.