Demokratiets ulidelige lethed

Jeg bliver krænket, hver eneste gang, Birthe Rønn Hornbech åbner munden. Men jeg finder mig i det, fordi jeg er demokrat, skriver Mikael Jalving.

Toneangivende danskere vil binde os på mund og hånd og bilde os ind, at lande og kulturer er ligegyldige barrierer for et globalt broderskab af gode mennesker.

Livet går videre, og når de sidste blomster er forsvundet fra mindesmærkerne i København, længes vi allerede efter sommerferie og den nye mobiltelefon fra Samsung. Sådan går det i demokratier, og det er muligvis derfor, de har det med at overleve; jeg skal ikke kunne sige det med sikkerhed. Men at demokratiet indeholder en fatalistisk overfladiskhed, havde allerede den franske adelsmand Alexis de Tocqueville et sikkert blik for, da han besøgte 1840’ernes Amerika og beskrev dets spirende demokrati. Aristokraten blev demokrat i Amerika, men med krydsede fingre, og han døde i 1859. Blot to år efter udbrød der borgerkrig i Amerika, en mulighed, forfatteren end ikke havde forestillet sig i sit mest kritiske øjeblik. Selv Tocqueville havde været naiv.

I dag er franskmanden ikke andet end en fjern stemme fra fortiden. Men de afledte advarsler fra hans klassiske værk er immervæk aktuelle: (a) Demokratier er ikke gode til at erkende tidehverv, dertil er hverdagens støj, travlhed og fatalisme for stærk. (b) Demokratier gør intet ved kriser, før de har vokset sig så synlige, at selv politikerne ser dem, skønt de sjældent evner at løse dem. (c) Skulle de alligevel udstå en krise, lærer demokratier ikke af erfaring, men fortsætter deres overmodige bane mod næste krise.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

Det er Venstres forhenværende integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs skriverier i dagbladet Politiken, der får mig til at tænke på Tocqueville. Ikke at hun har fortjent det, men alligevel. Med sin seneste regibemærkning om, at det da ikke kan være nødvendigt at tegne eller beskrive Muhammed og den ideologi, han var vaks nok til at grundlægge i 600-tallet i andet end neutrale eller respektfulde vendinger, sætter hun en ny standard for demokratisk dumhed. Hornbech bilder sig ind, at hun er demokrat, men glemmer, at demokrati netop ikke rummer en beskyttelse mod at blive krænket. Jeg ved det af bitter erfaring, idet jeg bliver krænket, hver eneste gang Birthe Rønn Hornbech åbner munden. Men jeg finder mig i det, fordi jeg er demokrat. Cykler en tur, æder en bøf, lader mine børn tegne overskæg og horn på hendes kontrafej i avisen og skriver det her.

Som Kai Sørlander gentog i JP (17/2), er krænkelsesargumentet ikke argument for andet, end at brugeren er antidemokrat. Han hentydede til krænkede muslimer, men kunne lige så godt have hentydet til den forhenværende integrationsminister, da han noterede: »En muslim, som aktivt mener, at hans krænkelse bør trumfe andres ret til at tegne Muhammed satirisk, viser dermed, at han sætter islamisk lov over demokratisk rationalitet og religionsfrihed.« Det samme gør Rønn Hornbech.

Hornbech er heldigvis et mindre onde. Et langt større onde er vor blinde tiltro til, at det nok skal gå, hvis bare vi gør, som vi plejer, sådan som statsministeren lovede sine vælgere efter attentatet den 14. februar, idet hun forsøgte at erobre den kampplads, som fortællingen om den muslimske terror er. Vor statsminister har tydeligvis ikke læst Tocqueville eller bare noget, der ligner. Mener hun i ramme alvor, at vi skal fortsætte med at importere tusindvis af muslimer fra fallerede lande år efter år, tømme Mellemøsten og Nordafrika for de mest privilegerede muslimer, der efter alt at dømme og over hele Vesteuropa bliver stadig dårligere integreret, stadig mere afhængige af velfærdsoverførsler, stadig mere udslagsgivende i kriminalitetsstatistikkerne, føler stadig mere loyalitet over for sharialov og partisanbevægelser som Islamisk Stat, og hvis sorteste får angriber uskyldige mennesker med en ideologisk dedikation, som vi skal tilbage til det 7. århundrede for at se overgået? Åbenbart.

Livet går videre, ikke sandt? I et tempo og med en kollektiv dekadence, som jeg græmmes over hver eneste dag. I særdeleshed til tonerne af PH’s vise om, at man binder os på mund og hånd og John Lennons fromme forestilling om en verden uden lande, ejendele og forskelle – sådan som det lød fra mandagens mindehøjtidelighed. Det er jo selve problemet: At de toneangivende vil binde os på mund og hånd – og at de så stædigt tror, lande og kulturer er ligegyldige barrierer for et globalt broderskab af gode mennesker. Pseudodemokraterne lover velfærd og fred i vor tid. Nazisterne lovede Blut und Boden. Datidens pseudodemokrater undervurderede fjenden. Det samme gør nutidens.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 20. februar 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.