Islam

Ytringsfriheten har bare en innpakning

Også i Danmark er det flere som hevder at ytringsfriheten ikke er truet, som stiller spørsmål ved hvorfor det er så viktig å harselere med islam, som hevder at ingen bør krenke unødvendig og lignende. Mikael Jalving er ikke av disse. Tvert om mener Jalving at det, utover å vise sympati med ofrenes familier og Charlie Hebdo, haster med å få redusert risikoen for at våre sjenerøse velferdsstater huser og finansierer latente radikale menns ”vanvittigt-farisæiske projekter i verdenskalifatets navn.”

Publisert i Jyllands-Posten 8.januar, republisert her med forfatterens tillatelse.

Kære landsmænd: Det haster

Lad os tage et flygtigt blik på landets viseste mænd efter den bestialske henrettelse af ti ledende medarbejdere på Charlie Hebdo og to politbetjente i Paris.

hege_banner_rights_special_778x150

Stig Dalager, forfatter: ”Jeg mener ikke, at ytringsfriheden er truet”.

Carsten Jensen, forfatter: ”Jeg har (…) stadig svært ved at forstå, hvorfor det er så frygteligt vigtigt at gøre grin med islam”.

Christian Jensen, ansvarshavende chefredaktør ved dagladet Information: ”Ingen bør krænke unødigt”.

Lars Løkke Rasmussen, måske kommende statsminister: ”Der er nogen, der har voldtaget en af verdens største religioner”.

Mogens Lykketoft, Folketingets formand: ”Man kan godt i sin brug af ytringsfrihed være så omsorgsfuld, at der ikke er nogen, der føler sig provokeret”.

Denne lille citatsamling fra dagen derpå udtrykker i korthed, hvorfor vi kan forvente, at terrorangreb udført med koldt, islamisk blod fortsætter derudad – og med al sandsynlighed også kommer til at koste menneskeliv i Danmark en skønne dag.

Hvorfor?

Fordi Jihad også har med islam at gøre, sådan som Morten Uhrskov Jensen skrev her på siden – og at mange intellektuelle, politikere og medier endnu ikke har fattet alvoren af den trussel, vi står over for.

Med islam mener hverken Uhskov Jensen eller jeg ikke hele islam og bestemt ikke alle muslimer. Men islam forstået som et dynamisk reservoir for trusler, vold, drab, feberfantasier og drømme om et muslimsk utopia.

”Det er synd for de moderate muslimer”, var min tandlæges første kommentar, da jeg lagde mig til rette for at blive tortureret i munden her til formiddag.

Det var med garanti sagt i bedste mening, men jeg udbrød – og det fortryder jeg lidt, men også kun lidt:

”Jeg er snart sagt ligeglad, de kan rende og hoppe”.

Jo, det sagde jeg. I frustration over, at ofrene kraftedme er konkrete franskmænd, ikke en abstrakt gruppe af moderate muslimer.

Vel findes de, og fred være med dem. Men hvor ville det dog være opbyggeligt, hvis flere – langt flere – af disse vidt og bredt omtalte moderate muslimer tog til orde og skred til handling mod de grupper af unge mænd, der får lov til at pleje deres evindelige offermentalitet og taberlogik under familiens, klanens og shariaens aura og beskyttelse, før de begynder deres gang ind og ud af Europas fængsler og gradvist radikaliseres af deres omgivelser.

Hvad vi behøver, er en muslimsk kulturkamp om, hvor herboende muslimer hører til. I denne civilisation, den europæisk-vestlige – eller den arabiske?

Rejs jer – gør noget ved det. Tag fat i problemerne i jeres egen kultur! Fortæl om dem, tag kampen, rens ud i egne rækker.

I vil kun møde respekt og anerkendelse fra resten af befolkningen, især fra etniske danskere.

I behøver ikke udtrykke jer som Yahya Hassan. I kan nøjes med at opdrage jeres sønner og lade være med at dække jer ind under jeres kultur og «diskrimination».

Imens plaprer meningsdannerne og den politiske klasse videre.

I stedet for at gøre det, de kan gøre på befolkningens vegne:

Ikke kun overvåge potentielle terrorister.

Ikke kun bruge flere millioner på integrationsprojekter.

Ikke kun sniksnakke om tolerance og tryghed.

Men sætte indvandringen fra fallerede, muslimske stater på pause. Blot fire år – til en begyndelse. Empirisk, pragmatisk, realistisk.

I trafikken er det første man gør i tilfælde af en ulykke, at man standser den, så flere ikke lider skade.

Det samme kan vi gøre.

Standse tilvandringen af unge mænd, hvoraf mange enten ikke vil os det godt, ikke kan eller kommer til at forsørge sig selv og i stadig større grad radikaliseres som i Grimhøj-moskeen eller andre kalifatreder rundt omkring i de større byer i hele Vesteuropa.

Massakrene i Madrid, London og Paris – samt de talrige forpurrede terroranslag – fortæller os, at vi med vores import af ikke-integrérbare unge muslimske mænd og vort militære engagement i Mellemøsten bringer vores egen frihed og sikkerhed i fare.

Hvad vi bør gøre nu – udover at vise empati med de konkrete ofres familier og ugemagasinet Charlie Hebdo – er at reducere risikoen for, at vores generøse velfærdsstater huser og finansierer latent radikale mænds vanvittigt-farisæiske projekter i verdenskalifatets navn.

Kære landsmænd: Det haster.