– Unge muslimers hyllest til Charlie Hebdo-morderne deler Frankrike i to

I artikkelen Mange hater alt som er fransk, tar Politikens europakorrespondent Michael Seidelin hull på myten om et Frankrike forent i sorg og avsky over de islamistiske terroraksjonene i Paris.

I artikkelen Mange hater alt som er fransk, tar Politikens europakorrespondent Michael Seidelin hull på myten om et Frankrike forent i sorg og avsky over de islamistiske terroraksjonene i Paris.

Splittelsen går ikke mellom Frankrike og innvandrere, men mellom muslimer og den øvrige befolkningen, skriver Seidelin.

Lærere fra hundrevis av skoler over hele landet forteller at da det skulle holdes et minutts stillhet til ære for de drepte, ropte muslimske elever «Allahu Akbar», mens tiåringer resiterte koranvers. Gymnasiaster ropte at de var gjerningsmennene bak massakren, brødrene Kouachi.

hege_banner_rights_special_778x150

Franske medier har allerede påpekt at innvandrerandelen i helgens store milliondemonstrasjoner var liten.

Uden for skolerne er stemningen også spændt, selv i byer og kvarterer, som normalt er rolige.

»Det er Charlie-folkenes egen skyld«, råber et pizzabud til en handlende i udkanten af byen Poissy i det velstående amt Yvelines vest for Paris. »Hvis du ikke er tilfreds, kan du bare rejse hjem«, lyder svaret fra den handlende på tøvende fransk. For hun er koreaner.

»Jeg er Coulibaly«

Det er ikke indvandrere mod franskmænd. Det er muslimer mod de øvrige på trods af fremtrædende imamers appel om at undgå konfrontationer, som de selv er ofre for i form af hærværk mod deres moskeer.

Men mange unge indvandrere lytter hverken til imamer eller til lærere. Derimod har de mange sites med navne som ’jesuiscoulibaly’, ’jeg er Coulibaly’ med henvisning til gidseltageren i det jødiske supermarked, stor succes, og medierne erkender, at indvandrerne ikke fyldte meget i weekendens store demonstrationer.

Konspirasjonsteoriene florerer allerede i dette miljøet og på tallrike islamske nettsider. Mange hevder at terroraksjonene var iscenesatt og at den muslimske politibetjenten Ahmed Merabat, som brødrene Kouachi skjøt på gaten under flukten, egentlig ble myrdet av fransk politi ettersom «muslimer ikke myrder andre muslimer», som det heter i sosiale medier.

»Det er helt vanvittigt«, mener to unge muslimer, som Politiken møder sammen med deres venner i det gigantiske indkøbscenter Les Flanades i byen Sarcelles med store grupper af muslimer og jøder uden for Paris.

Men det overrasker dem ikke. For mange unge i indvandrerkvartererne er rodløse, og de er til fals for selv den mest primitive form for propaganda.

»Kendsgerningen er, at mange børn og unge er uden for rækkevidde, og det bliver værre og værre. Se dig om her. Hvad laver alle de børn her i centret midt om eftermiddagen? De skulle være i skole. Nu driver de om, dag efter dag«, siger 20-årige Kader, der studerer jura på universitetet i Nanterre få kilometer derfra.

Han kender et par af børnene, som kommer fra indvandrerkvarteret Les Lochères. Da Politiken kort forinden kørte igennem kvarteret uden for byen med de store betonklodser, hvor murene er spækket med parabolantenner, var det øde bortset fra en gruppe unge, som stod uden for en opgang.

De så mistænksomt på bilen med nummerplader fra naboamtet, og vi valgte at køre videre.

Kader forklarer smilende at det var et lurt valg: – De unge visste at dere ikke er politi, for de kjenner hver eneste sivile politibil. Men fremmede er ikke velkomne og de hater journalister, sier han til Seidelin.

Vennnen Hocine legger til: – Det er fordi fremmede sjelden vil dem noe godt. Det er politi, sosiale myndigheter, det er folk fra skolen som vil snakke med foreldrene, forklarer han. I forstaden identifiserer mange av de unge seg ikke med Frankrike selv om de er franske statsborgere.

»De føler sig udelukket, og de er udelukket. De er hverken franske, algeriere, maliere, eller hvad ved jeg. Hvordan vil De have, de skal føle sig solidariske med nogle journalister og et blad, de kun har hørt dårligt om? Et blad, som fornærmer islam, som er et af forældrenes få holdepunkter?«, spørger Hocine.

Hvad så med de dræbte jøder? Det er et ømtåleligt emne i Sarcelles, hvor det senest i sommer kom til voldsomme sammenstød mellem muslimer og politi i forbindelse med konflikten i Mellemøsten.

Et af ofrene for Amedy Coulibalys angreb på det jødiske supermarked i Paris var en ung jøde, som boede i Sarcelles.

Offermentaliteten er påtagelig:

»Selvfølgelig er det tragisk. Men hvem græder, når en muslim bliver forulempet af politiet, eller når vores moskeer bliver udsat for hærværk, som det sker hele tiden? Det skaber had, og så er der mange, som ikke kan styre det«, siger Hocine.

Han selv, der er vikar på en skole, og vennen Kader deltog ikke i demonstrationen i Paris søndag.

»Det hele er forfærdeligt. Men nu vil man presse os til at tage afstand fra en handling, vi ikke har begået. Derfor gik jeg ikke med«, lyder det fra Hocine.

»Kun respekt for bomber«

Hverken han eller Kader har problemer med at fordømme massakrerne i supermarkedet og på Charlie Hebdo.

Men skolevikaren fortsetter: – Gjerningsmennene er fanatikere som lytter til de predikanter som opptrer i mange nabolag og de utgjør et mindretall. Men mange hater alt som er fransk. De drømmer om et bedre liv når islam råder over alt, for Frankrike gir dem ikke noe.

Det samme har eksperter gjentatt mange ganger i mediene, skriver Seidelin. Alain Bauer, landets mest kjente kriminolog, har inngående kjennskap til innvandrerkvarterene hvor selv familiefedre og enslige mødre flere steder lever av en underjordisk øknomi bestående av narkotikahandel og heleri. I verste fall våpenhandel.

»Det er længe siden, vi har opgivet integrationen. Disse unge, som lever i udkanten af samfundet, søger et ideal. Problemet er, at vi ikke kan give dem et, som er tilstrækkeligt«, siger Alain Bauer.

Foran restauranten Istanbul nær indkøbscentret i Sarcelles er der syn for sagn:

»Det eneste, jøder og franskmænd har respekt for, er bomber. Så det får de«, råber en ældre mand, mens en ung pige uddeler små sedler med navnet på et muslimsk site.

>»Det skal I bruge. Der er gode film om profeten og vores hellige krigere. Det er noget andet end al den løgn, i hører i skolerne og ser på tv«.

Politiken: Mange hader alt, hvad der er fransk