Journalistisk protektionisme

En uke etter massakren i Paris tok Danmarks svar på NRK, DR, en dokumentar om Charlie Hebdo av sendeplanen en halv time før den skulle gå på luften, skriver Mikael Jalving.

Der er som omtalt i JP (16/1) udbrudt intern ballade i monolitten Danmarks Radio, der for en dels vedkommende stadig er ledet af gamle kommunister, som har forvandlet sig til moderigtige defaitister. Balladen er et sundhedstegn og udtryk for, at der stadig findes DR-journalister, som abonnerer på klassiske journalistiske dyder, såsom at skildre virkeligheden så konkret og sagligt som muligt. Hvad ledelsen ønsker i denne vor skrøbelige og søsyge tid er naturligvis det modsatte – i kollaborationens navn.

Det er med andre ord en arketypisk konflikt, der tårner sig op for landets redaktører og publicister. Skal de være publicister – eller aktivister? Skal de bringe centralt og relevant materiale i deres nyhedsdækning i bestræbelsen på at beskrive virkeligheden så nøgternt som muligt – eller skal de vige tilbage fra bestemte tegninger og symboler for at forhindre ”konflikt og had”, sådan som DR’s redaktionschef Naja Nielsen skriver i en besked til medarbejderne.

DR’s chefer har valgt det sidste. Dermed slår de reelt følge med islamisterne. Uden at sige det – eller forstå den moralske rækkevidde heraf – gør de islamisternes billedforbud til deres eget, ligesom de gør ”krænkelser” af Muhammed og islam – og i teorien alle andre historiske skikkelser og idéer – til et problem for ytringsfriheden, når sandheden derimod er, at provokationer og kritik er ytringsfrihedens pris og puls på én og samme tid. Man kan ikke have sidstnævnte uden risikoen for førstnævnte – eller som 15 velformulerede muslimer skrev i Berlingske forleden: Ytringsfriheden kan ikke gradbøjes – enten har vi den – eller også har vi den ikke.

hege_banner_rights_special_778x150

Men DR tromler videre, og når først en elefant kommer i bevægelse, går det som bekendt stærkt. En uge efter de islamiske mord i Paris blev den programsatte og annoncerede dokumentarfilm ”Charlie Hebdo og tegningerne”, der blev vist på dokumentarfestivalen CPH:DOX i 2008, pillet af programmet, en halv time før den skulle have været vist. Officielt fordi ledelsen ikke havde haft lejlighed til at screene den, hvilket jo ikke forklarer, hvorfor den overhovedet var programsat. DR 2’s kanalchef, Michael Touber, henviste til, at det ikke var første gang, at en udsendelse blev erstattet af en anden. Oversat til dansk: Jeg ved godt, jeg snakker udenom, men jeg gør det, så længe ledelsen bakker mig op.

Det er klart, at mennesker er nødt til at omgå sandheden for at kunne være chefer i et stort bureaukrati. Det er ofte denne egenskab, der har bragt dem til tops, men havde der været tale om en chef for et supermarked, kunne man undlade at handle der. Nu er der i stedet tale om forvaltere af et public service-medie, som alle er tvunget til at betale til, og jeg mener, at der på dem hviler et særligt ansvar – og derfor kan der stilles et specifikt krav om, at de forstår deres metier. Deres metier er ikke at beskytte bestemte dele af befolkningen mod ”krænkelser”. Deres eksistensberettigelse er, at vi seere og lyttere kan stole på deres integritet og vilje til skildre den sociale virkelighed så naturalistisk som muligt. De skal ikke fortælle fiktioner. De er hverken Big Brother eller Allahs lille hjælper. De skal ikke politisere. Det er klart, at de kan komme til det i praksis, men de skal ikke, bør ikke håndhæve et almengyldigt princip om journalistisk protektionisme. Dét er moralsk forkasteligt. Dét er, hvad ungkommunisten Naja Nielsen må have lært på partiskolen i Moskva i sin tid. Og dét skal hun og hendes slags ikke have held med i DR, uanset hvor meget de henviser til BBC, The Guardian og andre vestlige medier i forfald. Fandme nej, der må være grænser for galskaben. Selv i DR.

Artikkelen sto først på trykk i Jyllands-Posten 18. januar 2015 og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.