Hvem er Charlie?

Det er umuligt ikke at blive kynisk med tanke på, hvilke politiske emner der vil dominere medier, Folketing og pæne menneskers stuer om en uge. Da vil massakren i Paris allerede være fortid, og de medfølende masser inklusive avisredaktører og politikere, der pludselig kaldte sig Charlie, atter have helt ordinære…

Det er umuligt ikke at blive kynisk med tanke på, hvilke politiske emner der vil dominere medier, Folketing og pæne menneskers stuer om en uge. Da vil massakren i Paris allerede være fortid, og de medfølende masser inklusive avisredaktører og politikere, der pludselig kaldte sig Charlie, atter have helt ordinære navne som Bo Lidegaard og Anna Mee Allerslev og traske rundt i almindeligheder og det rene ingenting.

Snart rykker vi tilbage til start, som i det folkekære brætspil, og hverdagen begynder på ny. Hvis der er noget, vi mennesker er særdeles, eklatant, ualmindelig fremragende til, er det at tilpasse os den kronisk skiftende virkelighed. Tiderne skifter, og mennesker følger med. Det er som bekendt derfor, vi har overlevet som art, og denne særlige evne og tilbøjelighed er udslagsgivende i utallige sociale og politiske sammenhænge. »Ingen bør krænke unødigt«, udtalte en af dem, der gerne ville være Charlie for en dag, men hedder Christian Jensen og er ansvarshavende chefredaktør ved dagbladet Information, som intet har vovet, intet har lært, intet vil lære og er fysisk ude af stand til at skamme sig i så meget som en underrubrik.

At to gerningsmænd gik amok med maskingeværer, kaldet til islam, at flere væbnede angreb på uskyldige mennesker venter forude, at rigtig meget med garanti skal blive meget værre, før end vi kan gøre os forhåbninger om, at noget bliver bare en smule bedre, hvad angår Vestens, vore børns og børnebørns fremtid, betyder ikke stort. Vi tilpasser os. Vold virker, som JP lakonisk og ærligt skrev i sin lederartikel fredag. Vi snor os. Vi ræsonnerer os frem mod selvcensur og selvopgivelse. Hvem husker i dag, at islamiske mordere skød og dræbte 132 skolebørn i Pakistan den 16. december – eller at en selvmordsbomber sprængte 37 mennesker ihjel i Yemen næsten samtidig med henrettelsen på Charlie Hebdo – eller at nok en gruppe jihadister bortførte 276 kristne piger fra en skole i Nigeria, mens præsidentfruen Michelle Obama stod og viftede med et skilt med teksten ”Bring vores piger tilbage!”

hege_banner_rights_special_778x150

De kom ikke tilbage.

Hvem er egentlig Charlie? Det er Charlie Hebdo, den ugentlige Charlie, opkaldt efter både Charlie Brown (Søren Brun) og Charles de Gaulle, der var præsident, da bladet udkom første gang i 1969. 45 år er gået, og satirens og blasfemiens pris er vokset til den højeste, og det skyldes naturligvis, at islam er kommet til Europa med en demografisk og politisk kraft, som ingen eller kun meget få forstod; en kraft, der risikerer at smadre vores civilisation, ikke mindst fordi vi ikke længere forstår eller har umiddelbar føling med, hvad den hviler på.

Den hviler på kristendommens skelnen mellem det verdslige og åndelige regimente, den hviler på oplysning og kritik, den hviler på frihandel, nationalstater og militært selvforsvar. Ingen af delene nyder i dag særlig opmærksomhed i Vesten. Vi tilpasser os allerede den næste epoke.

Den franske skandaleforfatter Michel Houllebecq er tilsyneladende den eneste, der har forstået farerne, ikke blot de spektakulært blodige. I sin nye roman ”Soumission” (Underkastelse), der med morbid timing udkom selvsamme dag som henrettelsen i Paris, foregriber han et Frankrig, der allerede om syv år får en muslimsk præsident og sharialov light efter en taktisk manøvre mellem socialister og pæne borgerlige, der vil holde Front National væk fra taburetterne. Herefter skal kvinder bære tørklæde alle offentlige steder, og de forlader arbejdsmarkedet til fordel for lukrative sociale ydelser, mens etniske franskmænd konverterer til islam i hobetal, fordi de mærker, hvem der er den nye herre i huset.

Hvor mon Charlie vil være til den tid?

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 11. januar 2015, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.