Det har ikke noget med islam at gøre

I modsætning til alle andre styreformer, bliver demokratiet holdt sammen af konflikter. Det er ren rock’n’roll i Mellemøsten. Uanset hvor du kigger hen, noterer den britiske kommentator Rod Liddle i Spectator, syder og bobler det af vrede og frustration i kølvandet på henrettelsen af 17 mennesker,…

I modsætning til alle andre styreformer, bliver demokratiet holdt sammen af konflikter.

Det er ren rock’n’roll i Mellemøsten. Uanset hvor du kigger hen, noterer den britiske kommentator Rod Liddle i Spectator, syder og bobler det af vrede og frustration i kølvandet på henrettelsen af 17 mennesker, heriblandt to politibetjente, med eller uden relation til satiremagasinet Charlie Hebdo.

Vreden retter sig ikke mod morderne eller mod den selvskabte arabiske elendighed. Næ, den retter sig mod den vestlige succes, in casu det faktum, at Charlie Hebdo havde held med og mod til at sende et frisk nummer på gaden efter 7/1. Følgelig måtte ophidsede muslimske mænd nøjes med at dræbe uskyldige kristne i Nigeria.

hege_banner_rights_special_778x150

Man må jo begynde et sted.

Og dét blot en uge efter, at selv den tyrkiske regerings udsending stod på Champs-Élysées i Paris sammen med præsident Hollande og millioner af franskmænd og råbte, at han også var Charlie Hebdo. For det var de jo i de dage. Den moderne verdens lim: trangen til at være et offer ligesom alle andre.

I Holland, får jeg at vide fra sædvanligvis velunderrettet kilde, var der kun ét eneste menneske, der udtalte den ubekvemme sandhed: Vi er ikke Charlie Hebdo, og det var vi aldrig. Vi er bange!

Ordene kom fra Frits van Exter, chefredaktør for magasinet Vrij Nederland (“Frit Holland”). Af samme grund valgte bladet hverken at trykke JP’s Muhammedtegninger eller dem fra Charlie Hebdo.

På hollandsk tv forklarede Frits van Exter, at selvcensur er det mest fornuftige – i disse tider. Uden at kny skar han tingene ud i pap: Jeg er langt mere bange end mine parisiske kolleger, men det er faktisk rationelt at være bange. Desuden er frygt den nobleste grund til ikke at være Charlie. Desuden: Har vi virkelig grund til at bringe de tegninger?

Ikke et ord om retten til at gå for vidt. Dvs. ytringsfrihed. Med den franske forfatter Robert Redekers malende beskrivelse:

”Demokratiet er et paradoks. I modsætning til alle andre styreformer, bliver det holdt sammen af konflikter. Det er kun holdbart, hvis der er offentlig splittelse. Det er den, der skaber sammenhold. Den er tegn på demokratiets sundhed. Enighed er derimod et sygdomstegn, og enstemmighed er døden (…) Det gælder især ideernes kamp. Demokratiet lever kun, hvis der foregår en skjult borgerkrig med ord.”

I stedet for den metaforiske borgerkrig med ord omfavnes vi nu af en systemisk relativisme over for de jihadister, der hader kristendom lige så meget, som de hader den intellektuelle kritik af kristendommen. Hvorfor? Fordi de afskyr Vesten, og som netop rummer begge dele.

Men ham Frits fatter det ikke.

I realiteten stod Frits ikke alene. Han var bare en af de få, der ekspliciterede sin frygt, før han faldt tilbage til den kulturradikale travesti, vi kender så godt fra Dannevang: Hvad skal det alt sammen nytte?

Det skal jeg fortælle dig, Frits van Exter. Nytten ligger i at vise disse lavpandede jihadister, som deler mere end en spandfuld ideologiske træk med hedengangne fascister, at vi ikke har tænkt os at give op så nemt, at de ikke kan køre rundt med os i vores egne lande, at vi har tænkt os at forsvare de friheder, som tidligere generationer har muliggjort, og som vore børn gerne skulle kunne nyde godt af.

Fat det så, Frits. Hver gang, vi viser svaghed, får morderne mere blod på tanden.

Sådan noget er som regel spildt på politikere og andre fine skabninger.

Under den velbesøgte Je Suis Charlie-demonstrationen på Dampladsen i Amsterdam udtalte premierminister Mark Rutte de famøse ord, som beskriver de politiske eliters Janusansigt i dette akutte spørgsmål og derfor er oplagt at citere:

”Ytringsfrihed hviler på ansvarlighed, men aldrig på selvcensur. Ytringsfrihed eksisterer ikke halvt”.

Den grimme sandhed er naturligvis, at halv ytringsfrihed i den grad findes i dagens Vesteuropa under voksende demografisk og politisk indflydelse fra islam, og at premierministerens henvisning til ”ansvarlighed” netop beviser, at en sådan halveret frihed er blevet den kulturelle norm i Holland og andre vesteuropæiske lande.

Hvis ”ansvarlighed”? Hvem skal bestemme, hvad der er ”ansvarligt”? Mark Rutte? Mogens Lykketoft? Jon Stephensen? Paven?

Hvis Charlie Hebdo var og er noget, er det uansvarligt. Som Galilei. Eller Spinoiza. Eller Darwin. Og mange, mange andre, mindre kendte rebeller i ideernes verden i håbet om at opdage ny viden, visdom og berømmelse til trods for råd, advarsler og forfølgelse fra såkaldt ”ansvarlige” magthavere.

En af de få hollændere – ud over Ayaan Hirsi Ali – der er gået hele vejen, hedder Hans Teeuwen, komiker og ven med den jihaddræbte filmmager Theo van Gogh.

Dagen efter 7/1 offentliggjorde Teeuwen sin erklærede selvmordsfilm, hvor han i en rablende stil viser islamofascismen vintervejen og advarer mod den multikulturelle politiske korrekthed blandt sine kolleger og fæller og deres frygt for at tale Mekka midt imod efter uhyrlighederne i Paris.

Komikerens våben er alene hans humor og trods: Grin eller dø. Eller begge dele samtidig.

I en anden videoblog fra den 12. januar går han i kødet på kultursnobberne på landets fineste adresser, især dem, der pludselig fik travlt med at demonstrere, hvor utroligt meget de var Charlie Hebdo, før de vender tilbage og censurerer deres tv-programmer og aviser med henvisning til ”redaktionelle» beslutninger.

Dem kender vi også fra Danmark.

Men nej, det har ikke noget med islam at gøre.

Hvordan kunne du dog tro det?

Hvad bilder du dig i det hele taget ind?

De har intet med islam at gøre. Intet.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 27. januar 2015 og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.