– Alle religioner har måttet reformere seg for å kunne eksistere i demokratiet. Det må islam også.

I et intervju med Jyllands-Posten sier tidligere sjefredaktør Phillipe Val at man må ha motet til å stille kritiske spørsmål ved islam. Jyllands-Postens Niels Lillelund er i Paris og har møtt Val i hans hjem. Phillipe Val var sjefredaktør da Charlie Hebdo, som flere…

I et intervju med Jyllands-Posten sier tidligere sjefredaktør Phillipe Val at man må ha motet til å stille kritiske spørsmål ved islam.

Jyllands-Postens Niels Lillelund er i Paris og har møtt Val i hans hjem.

Phillipe Val var sjefredaktør da Charlie Hebdo, som flere andre uavhengige medier, valgte å stå skulder ved skulder med Jyllands-Posten under Muhammed-krisen i 2006. Det førte til at tidsskriftet ble anklaget av tre muslimske organisasjoner for blasfemi, krenkelse og rasisme. Den påfølgende rettssaken vakte enorm oppsikt i Frankrike.

Retten betegnede tegningerne som chokerende og sårende, men tilføjede, at de indgik i en journalistisk sammenhæng, der ikke overskred den franske lovgivnings grænser, men tværtimod virkede i ytringsfrihedens interesse.

Også mange medier fra en række lande er mødt op til sagen, der blev blev rejst af tre muslimske organisationer, da fransk presse under indtryk af den internationale krise for alvor begyndte at interessere sig for Jyllands-Postens tegninger i februar 2006.


Sagen blev et tilløbsstykke, da den 7. og 8. februar i år endelig kom for det 17. kammer i domstolen i Paris. Mens klagerne kun stillede med et vidne, en katolsk præst kendt for sit nære forhold til islamiske organisationer, stillede Charlie Hebdo op med en kavalkade af betydningsfulde vidner, heriblandt mange, der normalt er “ofre” for bladets satire.

Blandt politikerne var præsidentkandidaten Francois Bayrou og lederen af socialistpartiet, Francois Hollande. Overraskelsen kom imidlertid fra den borgerlige favorit ved præsidentvalget, Nicolas Sarkozy, der i et brev støttede ytringsfriheden og gentog, at han foretrækker et overmål af karikaturer frem for censur.

Før rettssaken skrev Val og toneangivende intellektuelle som Bernard-Henri Levy, Irshad Manji, Mehdi Mozaffari og Salman Rushdie et opprop på vegne av Charlie Hebdo, hvor de fordømte islamisme som en ny totalitær fare. Andre ledende intellektuelle møtte opp i vitneskranken for å understreke faren ved å begrense retten til å kritisere og satirisere over religioner.

Også flere fremtredende muslimer vitnet til fordel for Charlie Hebdos redaktør, og markerte i retten at de ikke anser de muslimske organisasjonene med nære bånd til det muslimske brorskap som representanter for franske muslimer.

I 2007 ble Charlie Hebdo frikjent til stor jubel fra de hundrevis av fremmøtte. Den ene muslimske organisasjonen som anla saken anket, men dommen ble opprettholdt.

Terrorangrepet på Charlie Hebdo har rot i islam, mener forfatter Ayaan Hirsi Ali, som også støttet tidsskriftet i 2006. Val er enig.

På Lillelunds spørsmål om hvordan dette kunne skje, svarer han:

»Åh, det er for mig ikke så overraskende. Når man – som jeg og som Deres avis – begår karikaturer, så bliver man udsat. Jeg tror egentlig nok, politikerne forstår sagen, men ofte har vi følt os meget alene, efterladt af kollegerne, som har vendt os ryggen. De ved, i journalistiske eller intellektuelle kredse taler man om, at kritik af islam er lig med en stigmatisering af muslimer. Jeg har altid vendt mig imod den tale om stigmatisering. Den er løgn. Der er masser af muslimer i de europæiske lande, der lever som De og jeg lever. Og som er fuldt ud i stand til at forstå, hvor de bor, og hvad der gælder her. Men ved at standse diskussionen med at tale om stigmatisering får man problemet til at vokse. Hver dag. De muslimer, der lever i Danmark og Frankrig i pagt med demokratiet, i forståelse af dets principper, de er bange. Som De og jeg, ja, de er mere bange end os, for de er tæt på de radikale, de bliver undertrykt af dem, det er deres fætre, deres naboer, deres børn. Vi er nødt til at indse, at dette er et samfundsproblem. Ikke et problem for muslimerne, men et problem for den franske republik. Og vi er nødt til at tale om det, adressere det, som vi gør det med andre problemer. Vi kan ikke overlade det til fascisterne at tale om islam.«

Val legger til at intellektuelle med et annet synspunkt forsøker å kue sine debattmotstandere ved å kalle dem rasister. For dem er det hele et spørsmål om integrering og sosiale problemer.

«De siger, at hvis der er et problem med radikal islamisme, så skyldes det vores egen diskriminerende optræden, så skyldes det vores kolonialistiske fortid etc., etc. Jeg er imod den tanke. Man siger, at det er os, der skaber den radikale islam, at det er demokratiets egen skyld, men det passer ikke. Der er radikale muslimer også i Afrika, i Pakistan osv. De er overalt, også i Mellemøsten, hvor der ikke er demokrati, hvorfor det? Dette er ikke et økonomisk problem eller et socialt problem, det er et kulturelt og et politisk problem. Det er typisk, at når der er noget, man ikke forstår, foretrækker man et gribe til sociologiske forklaringsmodeller. Men man må forstå, at det, der angribes her, er noget andet. Det er demokratiets grundpiller, ytringsfrihed, kvinders ligeberettigelse, homoseksuelles rettigheder etc. Det er ikke et socialt oprør, det er en kamp mod demokratiet. Man taler om immigranter, som var de imbecile, de forstår ikke vore værdier, det kan de ikke. Men det kan de. Og det skal de.

Etter den tidligere sjefredaktørens oppfatning har Europa tillatt utviklingen å eskalere fra fatwaen mot Salman Rushdie, og nevner Muhammed-krisen, forskjellige anslag mot ytringsfriheten, 9/11, flere terrorangrep i Europa. – Og nå dette, vårt kulturelle 9/11. Det er en kulturell katastrofe, mener han og gjør oppmerksom på at det ikke stammer fra forstedene, men fra islam eller en liten fraksjon av islam. Val påpeker at det også finnes andre stemmer:

Der er andre stemmer, der er f.eks. en formidabel imam i Bordeaux. Der findes progressive imamer, men folk er bange for at lytte til dem. Der savnes moralske autoriteter, hierarkier, man kan tale med. Vi må have struktureret islam i overensstemmelse med republikken. Alle religioner har måttet reformere sig for at kunne eksistere i demokratiet. Det må islam også.«

Angst og mod
»Man må have modet til at stille disse spørgsmål til islam, spørgsmål om en religions problemer med demokratiet. Hvorfor bragte alle disse aviser, i Danmark, i Frankrig, i USA og Canada, ikke Muhammed-tegningerne, da ytringsfriheden åbenlyst var truet? Fordi de var bange. Man sagde, åh, men det er grimt mod araberne – men altså, tegningerne cirkulerede da også i de arabiske lande. Man sagde, åh, men dette er ikke moralsk. Pjat, Sandheden er, at man bragte dem ikke, fordi man var bange.

Man må have det politiske og det intellektuelle mod. Jeg sørger over mine venners død, men jeg synes også på en måde, de er i live i dag. I ånden. Og at vi må hædre dem ved at udvise mod, som De og Deres avis har gjort det, som vi har gjort det på Charlie Hebdo, og hvorfor? Fordi det er ganske normalt, det er en del af demokratiet, en del af at publicere.«

Lillelund lurer på om vi kanskje har glemt viktigheten av basale frihetsrettigheter og Val svarer:

»Ja, helt sikkert. Demokratiet er et sæt spilleregler. Dem må man følge, hvis man vil være med. De er ekstremt vide, disse spilleregler. Jeg har i tyve år arbejdet på en grænseoverskridende avis, og det lod sig gøre. Men man må følge reglerne, demokratiets regler, det må alle gøre.«

Selv undres Val over hvordan deler av venstresiden kan utvise noen forståelse for den islamistiske bevegelsen. Han understreker at den delen av venstresiden naturligvis ikke bifaller volden, men at de likevel utviser en viss forståelse for bevegelsen. – Denne fascismen som er verre enn den vi så under verdenskrigen. Den ligner nazisme, mener Val som stiller spørsmål om hvorfor vi bærer over med, og venstresiden forsvarer, dens undertrykkelse av kvinner og forfølgelse av homofile. – Hvorfor dene vanvittige situasjonen?, spør han.

Og nu jøderne … jøderne under krigen – det var noget andet i Danmark. I Frankrig havde vi Vichy-regeringen, der var indforstået med jødernes deportation, en skamplet. Men nu flygter jøderne igen. 7000 jøder rejste sidste år. De flygter fra den radikale islamisme. Da de flygtede eller blev deporteret dengang under krigen, kaldte vi det senere en national tragedie. Nu kalder vi det – ingenting, for ikke at stigmatisere. Vi vælger tavsheden. Men jeg vil ikke leve i et land uden jøderne. Frankrig uden jøderne er ikke Frankrig. Jeg vil ikke leve i et land, hvor man er bange. Hvor journalister er bange for at udføre deres arbejde, fordi de frygter for terrorister. Og jeg håber, at mine venners død vil føre til intellektuel opvågnen.

Jeg har i de seneste ni måneder arbejdet på en bog om disse spørgsmål, og da jeg afleverede manuskriptet til min redaktør, var han fyr og flamme. Men han sagde også: Du bliver lynchet i medierne, dit liv bliver sat på spil, hvis du udgiver dette her. Nu er jeg nødt til at skrive den om, alle dens spådomme er gået i opfyldelse.«

Fordi angrepet på Charlie Hebdo var et direkte angrep på friheten til å ytre seg, tror Val at angrepet ikke blir glemt med det første og at alt er forandret på grunn av det. – Hvis ikke, reiser jeg, sier han.

Hvad gør vi nu? Hvad gør De nu?

»Ja, hvad vil De have? Jeg arbejder på min bog. Jeg gør mit arbejde som intellektuel, snakker til folk, hvad skal jeg ellers gøre? Vi har et problem, og jeg tror, den politiske magt har forstået det. Jeg siger til den intellektuelle verden: Hold op med at hykle, se tingene i øjnene, I vil ære muslimerne ved at gøre det. Den europæiske idé er den eneste, der er levedygtig. Kulturelt, politisk, økonomisk, hvis man vil eksistere. Og det er den idé, der er truet.«

Jyllands-Posten: Demokratiets spilleregler