Jyllands-Posten våger som vanlig der andre medier sitter musestille. I lederartikkelen Kjenn din fiende setter de fingeren rett på et ømt punkt.
– Det er shariaen som er problemet; islams politiske innhold som strever etter en puritansk revolusjon av makt, regler og sosial praksis overalt hvor den vinner frem, fra forstad til kalifat.
Der går to spøgelser igennem verden. Det ene er maskeret, bærer tunge håndvåben, tager gidsler, udveksler de mest lukrative for millioner eller likviderer dem for rullende kameraer, beregnet for den vestlige offentlighed – hvis spøgelset da ikke dræber skolebørn i Pakistan, fordi de går i skole, hvilket spøgelset opfatter som en dødssynd. Det andet spøgelse bevæger sig ganske langsomt fremad som i en slags trance, forskræmt og fundamentalt usikkert på sig selv, mens det fabler om nødvendigheden af mere tolerance for at modvirke den omsiggribende islamofobi.
Dem, der fulgte dækningen af den iranske terrorists gidseltagning på en café i Sydney i Australien, vil nikke genkendende til sidstnævnte. Hver gang radikale muslimer spreder død og ødelæggelse, er det første, mange medier og politikere forsikrer hinanden om, at ikke alle muslimer gør sådan noget. At der findes en karakteristisk overrepræsentation af muslimer, der i vor tid tyer til vold og myrderier i religionens navn, betyder åbenbart ikke noget.
Vesten har bare seg selv å takke for sin feighet og ubesluttsomhet, mener Jyllands-Posten. Ingen har tvunget oss til å avstå fra å forstå verdens begivenheter i et noenlunde nøkternt perspektiv:
Det er udelukkende vor erfaringsresistente godhed, vore drømme om ét stort syngende, gerne multikulturelt fællesskab og muligvis også nedarvede skyldkomplekser over, hvad der er sket i verdenshistorien til og med Anden Verdenskrig, som har ledt os på afveje.
Den islamiske side af sagen er også kompleks, men lige så klar. Selv ikke de bedste intentioner i verden kan skjule, at den islamiske civilisation – eller hvad der er tilbage af den – kollapser for øjnene af os. Vist er der enkelte lyspunkter, men de er få, og udviklingen er mere dramatisk, end vi tillader os at fatte. Dimensionerne i det, der sker, og hvad der formentlig kommer til at ske, er så alvorlige, at kun få tør tænke tanken til ende. Men her er den: Hvad nu, hvis det bebudede arabiske forår var en aprilsnar? Hvad nu, hvis isvinter er en mere præcis betegnelse for Mellemøstens sekteriske had, religiøse vanvid og de iboende økonomiske konflikter, vi formentlig kun har set begyndelsen på? Og hvad nu, hvis mange af disse problemer eksporteres til Europa og den vestlige verden via folkevandring, menneskesmugling og terrornetværk? Hamas den ene dag, al-Qaeda den næste; Islamisk Stat i morgen. I så fald siger vi: Velkommen til fremtiden!
Jyllands-Posten går inn i det nye året med dystre utsikter. Avisen tar høyde for at den kan ta feil og at frontene svekkes, men stiller spørsmål om hva som skulle kunne avmontere de politiske, religiøse og sosiale dynamikker vi har sett utfolde seg i verden siden Berlinmurens fall. – Det er ikke sivilisasjoner som støter sammen, selv om det kan se sånn ut. Det er èn sivilisasjon, den islamske, som faller fra hverandre, med konsekvenser for alle andre, konkluderer lederen.
Hvad det drejer sig om for os er at kende vor fjende. Vor fjende er de populære radikalt-islamiske bevægelser og grupperinger, der hverver jihadister i vor egen baghave. De er fjender af alt, hvad vi har kært, herunder kristendom, demokrati, oplysning, retsstat, samvittighedsfrihed, ytringsfrihed, uddannelse, værdighed og retten til at kysse på gaden for blot at nævne vore mest nærliggende dyder. Det er shariaen, der er problemet; islams politiske indhold, der stræber efter en puritansk revolution af magt, regler og social praksis overalt, hvor den vinder frem, fra forstad til kalifat.
Vi skal ikke lade os skræmme af spøgelser og skjule os selv.