Anders And på venstrefløjen

Venstrefløjen har altid villet beskytte udsatte grupper, men er gået over gevind med islam, vurderer en ung venstrefløjsblogger. I sidste uge kritiserede bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen venstrefløjen for at svigte debatten om ytringsfrihed og islamkritik (26/11). Venstrefløjen freder islam, men glemmer, at islam ikke er en svag religion. Den 27-årige…

Venstrefløjen har altid villet beskytte udsatte grupper, men er gået over gevind med islam, vurderer en ung venstrefløjsblogger.

I sidste uge kritiserede bestsellerforfatteren Peter Øvig Knudsen venstrefløjen for at svigte debatten om ytringsfrihed og islamkritik (26/11). Venstrefløjen freder islam, men glemmer, at islam ikke er en svag religion. Den 27-årige debattør Casper Gronemann, specialestuderende og blogger på venstrefløjsportalen Modkraft, er enig og har høstet kritik for at ytre det samme på sin blog. Hjemme i sin rummelige studenterhybel i Københavns Nordvestkvarter forklarer han over en kop kaffe, serveret i et krus med Villy Søvndals kontrafej, hvorfor.

»Der er en slags opbrud i gang på venstrefløjen,« siger Casper Gronemann og uddyber:

hege_banner_rights_special_778x150

»Der er mange modsætninger, der brydes, og der foregår nogle slagsmål mellem dem, man kunne kalde ”relativister”, og dem, man kunne kalde ”normativister”. Groft sagt beskytter relativisterne islam mod kritik udefra, fordi de vil slå værn om multikulturalismen og dens smukke hensigter. Normativisterne er derimod ikke bange for at sige, at den vestlige kultur er den bedste, mest humane og retfærdige kultur, vi har – og dermed også at alle kulturer ikke er lige gode. Derfor mener de, at det er vigtigt, at man kan kritisere f.eks. islam, uden at det bliver opfattet som en kritik af alle muslimer. Kritik af ideologi og kultur er ikke det samme som kritik af individer. Den pointe går nemt tabt, når man beskyldes for det ene og det andet, fordi man kritiserer islam. Det kan ikke være rigtigt, at vi skal opgive den traditionelle religionskritik, der er ligeså gammel som Karl Marx, bare fordi nogle muslimer er en del af en udsat minoritet.«

Jamen, det er netop, hvad relativisterne vil have jer til …

»Jo, men så vinder højrefløjen, og så bliver det den, der kommer til at præge Danmarks politiske fremtid, og det er jeg mildest talt ikke vild med.«

Hvorfor taber venstrefløjen?

»Den taber, hvis vi til venstre ikke taler et sprog, som folk kan forstå. Hos nogle på venstrefløjen er der opstået et slags nyt sprog, som kun ”de anstændige” taler. Dette sprog opererer med en række forbud, som man ikke må overtræde, hvis man vil vinde respekt og anerkendelse, men nysproget ekskluderer alle andre. Man kan f.eks. læse artikler med 101 regler, der skal overholdes, hvis man ikke skal være en mandschauvinist. Hvem tror på, at Brian fra Brøndby læser den? Men hvis han ikke gør, så bliver han udelukket eller irettesat som uanstændig, når han blander sig i debatten. Dele af venstrefløjen har mærkeligt nok glemt, at den underklasse, vi så gerne vil hjælpe, ofte ikke taler særlig pænt. Villy Søvndal havde ikke glemt det, da han i sin tid bad Hizb-ut-Tahrir om at skride ad helvede til.«

Du skriver på din blog, at det er ”akavet” at kritisere islam. For hvem?

»Stort set alle. På min nethinde får jeg tit billedet af en afklædt Anders And, som febrilsk står og dækker sin anderumpe. Sådan tager vi os ud i spørgsmålet om islam: Vi tildækker og camouflerer os bag en facade, forhippede på ikke vække anstød.«

Hvornår dukkede den afklædte Anders And op på venstrefløjen og i medierne?

»Figuren bliver vel tydelig fra omkring 1990’erne, da man begynder at diskutere arabisk immigration. Da fik indvandrerne tildelt rollen som udsat gruppe.

Du må forstå, at der findes en lang og stolt tradition på venstrefløjen for at beskytte de svage: fattige, minoritetsgrupper osv.

Det er bl.a. den tradition, der gør, at jeg selv er en del af venstrefløjen. Men idéer og ideologier har ikke krav på samme beskyttelse, og vi må kunne kritisere islam – og stadig behandle alle medborgere ens. Islamismen er ikke svag herhjemme.

Når man f.eks. læser Ahmed Akkaris bog om hans afsked med islamismen, så forstår man, at de mest radikale imamer og islamister netop er effektive til at koordinere deres indsats og ved, hvad man siger offentligt. De er organiserede politiske aktivister eller politiske spillere som alle andre.

Vi skal kunne møde dem i lidenskabelig debat, som vi også møder alle andre.«

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.

Casper Gronemanns artikkel Hvorfor skal det være så akavet at kritisere islam? kan leses her.