Nobelstiftelsen udstiller sin umoral

De svenske eliter fatter ikke, hvad de selv siger og vender FN’s menneskerettighedserklæring på hovedet. ”Sverigedemokraterna er ikke et parti som alle andre. Partiets baggrund i højreekstremisme viser sammen med den nuværende partiledelse en manglende respekt for det grundlæggende demokratiske princip om alla människors lika värde – uanset hudfarve, oprindelse eller religion.

De svenske eliter fatter ikke, hvad de selv siger og vender FN’s menneskerettighedserklæring på hovedet.

”Sverigedemokraterna er ikke et parti som alle andre. Partiets baggrund i højreekstremisme viser sammen med den nuværende partiledelse en manglende respekt for det grundlæggende demokratiske princip om alla människors lika värde – uanset hudfarve, oprindelse eller religion. Nobelstiftelsen har derfor valgt ikke at invitere Sverigedemokraterna til årets Nobelfest.”

Ordene kommer fra Nobelstiftelsens øverste leder Lars Heikensten, der er tidligere chef for den svenske centralbank og EU-topembedsmand. Hverken SD’s nr. 1, Jimmie Åkesson eller nr. 2, Björn Söder – der ellers skulle have været inviteret som anden viceformand for Riksdagen – er velkommen til de årlige festligheder i forbindelse med uddelingen af Nobelpriserne den 10. december.

hege_banner_rights_special_778x150

Repræsentanter for Riksdagens øvrige partier er på gæstelisten, også dem med rod i venstreradikale idéstrømninger. SD er derimod stadig udelukket til trods for, at partiet kom ind i Riksdagen for fire år siden og i dag er landets tredjestørste parti.

Det kan man så synes om, hvad man vil, og der er naturligvis vigtigere emner på tapetet i Sverige. Som allerede Askepot sagde, så er det jo bare en fest, en dum, dum fest.

Men læg mærke til Nobestiftelsens argumentation. Den er så hyklerisk, at vi er nødt til at tage den alvorligt.

Argumentationen illustrerer noget helt basalt om den svenske elites svigtende dømmekraft. Komiteen forstår simpelthen ikke, hvad den selv siger, og ingen fra det gode selskab siger den imod.

Det handler om ord. Om deres betydningsmæssige konnotationer og politiske konsekvenser.

De fire ord er alla människors lika värde.

Hvis Nobelstiftelsen virkelig mente noget med det begreb, var de tvunget til at invitere Sverigedemokraterna ind på slottet med de fine. Jimmie Åkesson er, så vidt jeg har forstået, et menneske ligesom alle andre, selv om han er hvid i huden, kommer fra det sydlige Sverige og vistnok er vild med internetpoker. Han har samme menneskelige værdi som enhver anden gæst.

Men dét mener stiftelsen altså ikke. Jimmie Åkesson er ikke et fuldgyldigt menneske, og hans parti ikke et fuldgyldigt parti. Han og det har nemlig en afgørende defekt. De har forkerte meninger. Meninger, der åbenbart strider mod Nobelstiftelsens.

Vi kan trygt gætte på, at det er SD’s udlændinge- og asylpolitik, der er problemet. SD drømmer om én à la den i Danmark til trods for, at også den danske indvandringspolitik er dybt problematisk og næsten lige så sindssyg som den svenske og norske. Men stop. Bare dét gør Åkesson til et undermenneske, som ikke skal tro, han kan spise kirsebær med de velnærede.

Jimmie Åkesson nyder med andre ord ikke beskyttelse af princippet om alla människors lika värde, som ellers gennemsyrer svensk politik og som den naturligste ting i verden fremhæves af Nobelstiftelsens chef. Åkesson er undtagelsen. Han er ikke som de andre. Han er den sorte ælling. Kældermennesket. Ødelanden, Judas, Oliver Twist, Antigone, Don Quijote, Macbeth, Leoparden, Bøddelen, Forføreren, Troldmanden, Herzog, Niels Lyhne. Verdenslitteraturen rummer mange navne for denne skikkelse, der ikke passer ind i det gode selskab, stikker ud eller gør oprør eller på anden måde strides med omgivelserne eller den offentlige mening. Sådan er både kunsten og tilværelsen, men sådan er Nobelstiftelsen ikke. Den modsiger sit eget grundlag, som vel for pokker er menneskers forskellighed udtrykt gennem kunst og videnskab, ved at gøre bestemte mennesker til umennesker.

Hvis det så bare var en fest. Men Nobelfesten er blot toppen af isbjerget. Neden under overfladen finder vi årtiers undertrykkelse af modstanden mod det synspunkt, at Sverige skal være en humanitær stormagt, og hvad der viser sig at være en svensk fejloversættelse af præamblen til FN’s menneskerettighedserklæring fra 1948. Præamblen henviser til menneskets iboende værdighed. På engelsk: dignity. På fransk: dignité.

Men alla människors lika värde er noget andet – eller bliver i hvert fald brugt til noget andet.

Hvad de ellers så korrekte svenskere har gjort, er at oversætte et alment hensyn til menneskelivet til en politisk doktrin. En doktrin om, at udlændinge har lige så meget ret til at bo i Sverige som svenskerne, og at dem, der tvivler, tøver eller mener noget andet er nogle lede sataner. Alla människors lika värde er et adgangstegn, et kodeord. Kender eller anerkender du det ikke, kommer du ikke med til festen. PS: Du misser ikke alene Nobelfesten, men adgangen til de rigtige meningers svenske offentlighed.

Værdighed konnoterer selvagtelse, stolthed, pondus, takt. Den svenske oversættelse indebærer implicit, at det er nationalistisk at holde sit eget folks interesser og kultur i hævd, eftersom alle mennesker jo har samme værdi uanset alle politiske omstændigheder.

Denne brug af FN’s menneskerettighedserklæring er stærkt politiserende. Men den er paradoksalt nok på én og samme tid afpolitiserede.

Politiseringen udelukker andre tolkninger, læsninger, endsige grænser og undtagelser. Den afpolitiserer med andre ord svensk politik. Det er derfor, vi i tiltagende grad oplever, at svensk politik bliver til jura.

Dan Park-sagen er et glimrende eksempel herpå. Han fremstiller det forbudte. Han bliver straffet, hans collager destrueret. Svensk jura trumfer svensk kunst. Kunst er farlig, jura er nødvendig. Vel at mærke en jura baseret på en bestemt moral om, at der er ting, man ikke må tegne, ikke må skrive, ikke må mene. Det er en ”moral”, der udelukker alle andre konkurrerende fortolkninger af virkeligheden end den politiske klasses og derfor tvinger denne moral ned over hovedet på hr. og fru Svensson. Resultatet er umoral.

Nobelpolitiet tror, de udtrykker FN’s menneskerettighedserklæring. I virkeligheden udtrykker de præcis det modsatte.

Nobelpolitiet tror, de har moralen på deres side. I stedet udstiller de deres krystalklare umoral.

Først publisert i Jyllands-Posten 3. november 2014, og gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.