Efter Skotland kommer turen til Europa

Hvad der var lige ved at ske i Skotland, kan også ske i Catalonien, Norditalien, Belgien, Ungarn, Tyskland, Frankrig og andre EU-lande med regionale konflikter. Afstemningen om skotsk selvstændighed er allerede længe siden. I vort højhastighedssamfund, hvor den ene teknikforblændede «nyhed» om mobiltelefoni sprøjtes ud efter den seneste kendisskandale som BREAKING…

Hvad der var lige ved at ske i Skotland, kan også ske i Catalonien, Norditalien, Belgien, Ungarn, Tyskland, Frankrig og andre EU-lande med regionale konflikter.

Afstemningen om skotsk selvstændighed er allerede længe siden. I vort højhastighedssamfund, hvor den ene teknikforblændede «nyhed» om mobiltelefoni sprøjtes ud efter den seneste kendisskandale som BREAKING NEWS, er hastigheden så høj, at der skal mere end en menneskelig hukommelse til at erindre, hvad der skete i går. For slet ikke at sige i Skotland.

Men hvis vi ved fælles hjælp nu padler et par uger baglæns, kan I måske huske, hvordan afstemningsresultatet fik et lettelsens suk til at drage gennem Londons businesskvarter, mens imperiets dronning ifølge den åleglatte premierminister David Cameron var ”very happy”. Cameron var også happy og lovede mere selvstyre til den skotske provins. Som en slags kompensation – og fordi den trinde taktiker godt vidste, at det var tæt på, at den 300 år gamle union mellem England og Skotland var blevet brudt imod englændernes vilje.

rights_banner_praktutgave-ny_778x150

I periferien sad de mest misfornøjede skotter tilbage og skar tænder, krævede omtælling og luftede konspirationer på nettet. I virkeligheden var det nok de usikre økonomiske udsigter, der fik flertallet af skotter til at droppe selvstændigheden – for en tid.

Resten af verden var dog i grunden indifferent. Spørgsmålet var pikant for en kort stund. Det var BREAKING NEWS, men det er der jo så meget crap, der er. For øvrigt havde verden rettelig set vigtigere sager til at passe. Islamisk Stat, Mellemøstens sammenbrud, hjemvendte jihadister plus det løse.

Vist så.

Alligevel er det for bekvemt, ikke mindst for EU’s eliter, at afvise spørgsmålet om skotsk selvstændighed.

Hvad der var lige ved at ske i Skotland, der i løbet af blot ét århundrede frembragte genier som bl.a. David Hume, Robert Burns, Adam Smith og Walter Scott, kan også ske i Catalonien, Norditalien, Belgien, Ungarn, Tyskland, Frankrig og andre EU-lande med regionale konflikter og/eller væsentlige etniske minoriteter.

Den markante europæiske undtagelse er Schweiz, som netop ikke er medlem af EU. Schweiz er den eneste europæiske stat, som blev skabt nedefra og på basis af en udtalt decentralisering. Hver af de 26 kantoner (så vidt jeg kan tælle) har deres egen forfatning, parlament, regering og retsinstans. Flere af kantonernes byer er tilmed autonome og har været det siden middelalderen. Den schweiziske føderation rummer fire sprog, tre konfessioner og 26 nationer – og dét med succes.

Schweiz er eksemplet, som EU burde have fulgt, men aldrig gjorde. Af samme grund, som Schweiz aldrig har ønsket at underlægge sig EU’s kommandostruktur. Schweiz er alt det, som EU ikke er: decentralt og præget af en direkte, folkelig kontrol med lovgivning og bureaukrati.

Ikke ét eneste EU-land har et så direkte og levende demokrati som Schweiz. Og alle EU-lande tøver med at tillade afstemning om medlemskab.

For tre uger siden bad Spaniens premierminister Mariano Rajoy forfatningsdomstolen i Madrd om at erklære den catalanske uafhængighedsafstemning den 9. november for ulovlig. ”Hverken dens mål eller procedure er i tråd med den spanske forfatning”, erklærede Rajoy på spansk tv. Dagen efter blev afstemningen suspenderet. Utilfredsheden ulmer i Catalonien, der økonomisk set klarer sig langt bedre end resten af Spanien.

EU-überkommissarius Manuel Barroso og hans arvtagere var derfor også kisteglade, da skotterne stemte nej til uafhængighed fra Whitehall. Tilbage i maj gik Barroso på BBC og truede skotterne med, at deres medlemskab af EU ville hænge i en tynd tråd, hvis de stemte for national uafhængighed, mens han var mere åben for en fejlslagen stat som Albanien og dets optagelse i EU. Det siger alligevel noget om EU’s desperation.

Eurokraternes fejring af status quo vil forhåbentlig vise sig at være en pyrrhussejr. Hvordan indbyggerne i Catalonien, Flandern, Vallonien, Lombardiet, Bayern, Ruhr, Korsika og Skotland vil reagere på de kommende års økonomiske og demografiske forskydninger er mildest talt usikkert, og de teknologiske tigerspring har gjort internettet til en både billig og effektiv motor for folkelig protest.

Derfor er det heller ikke så underligt, at det engelske protestparti UKIP ser konturerne af et helt andet politisk landskab end det nuværende, efter at de for nylig vandt deres første sæde i det engelske parlament via sejren i Clacton-on-Sea i Kent i det sydøstlige hjørne.

UKIP’s vælgere er hovedsaglig pensionerede, men for 15 år siden var det dem, der installerede Windows og Explorer på deres kontorer. De forstår med andre ord internettets muligheder, selv om de er ældre end de hippe piger og drenge fra The City.

Lad os bare gætte på, at Nigel Farage vil vinde sæderne i Dover med de legendariske hvide klipper, i Deal, Great Yarmouth, Skegness og Grimsby. Om få år vil den nedslidte kyststrækning, som er kendt for oprør og ballade, muligvis have genopfundet sine traditioner for kontrovers med London og kontinentet.

Douglas Carswell, UKIP’s førstemand i Clacton og nu parlamentsmedlem, forudsagde allerede i september 2012 med bogen The End Of Politics: And the Birth of iDemocracy, hvad de sker i britisk politik i dag. Carswell beskriver de fleste vestlige lande som gældssatte og kronisk fejlstyrede. Skal vi være bange for fremtiden, spørger han og svarer: Nej, egentlig ikke. Det øjeblik, der ikke længere er råd til Big Government og systematisk overforbrug, vil internetrevolutionen gøre begge dele overflødige.

Det er svært for mig at være så lyrisk.

Men tilbage står, at det er afstemningen i Skotland, ikke dets resultat, der tæller. Der er ingen grund til at tro, at denne afstemning bliver den sidste. Ønsket om et mere gennemskueligt, direkte og lokalt demokrati vokser over det meste af Europa – imod EU-generalernes advarsler og endeløse lagre af champagne. Hvorfor skal skotterne, catalanerne, flamlænderne og danskerne ikke selv bestemme over deres fremtid?

Ud af denne proces, som formentlig vil strække over den næste generation, træder stærkere nationalstater, men også – og måske vigtigere – stærkere regioner à la Barcelona og Perpignan, Ruhr og Limburg, Lombadiet og Nice, Skotland og Nordirland. Sådan var det før EU, og sådan kan det blive igen.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 21.oktober 2014, og er gjengitt i sin helhet med forfatterens vennlige tillatelse.