Canadisk kaos og dansk dilettantteater

Vi er nødt til at forstå, at man ikke bare kan ændre befolkningssammensætningen markant, uden at det får dybe konsekvenser over tid, tilmed uheldige konsekvenser. De sociale ingeniører og flygtningevennerne aner ikke, hvad de roder med. Det handler om kultur, ikke om politik, men kulturen får politiske konsekvenser, hvis man ikke anerkender førstnævnte og lader tingene ske ud fra en eller anden fatalistisk forventning om, at alting kan lade sig gøre i en velfærdsstat, og at grænser er af det onde, skriver Mikael Jalving.

Jeg har ligget med influenza et par dage, men verden går som bekendt ubønhørligt videre. Mens den kreative klasse snakker vidt og bredt om verdensborgerskab og den nye iPhone6, er Next Stop Islam-bevægelsen kommet til Canada.

Mandag kørte af et bevægelsens medlemmer to soldater ned på en parkeringsplads foran et supermarked i Quebec-provinsen. Onsdag skød et andet medlem en canadisk soldat foran et mindesmærke over den canadiske indsats på vestmagternes side under Første Verdenskrig og forsøgte at dræbe flere mennesker i det nationale canadiske parlament i Ottawa. Attentatmanden blev skudt af politiet, men menes at være en 32-årig libysk-canadier. Konvertit kaldes han pt. De er som regel de værste. De smittes af de ægte i troen og vil gerne kompensere for, at de ikke er født ind i islam.

Michael eller Abdul Zehaf-Bibeaus, som han hed, var en gammel kending hos myndighederne, der af samme grund havde sat ham på en liste over mulige attentatmænd og forbudt ham at tage på jihadrejse til Arabiens lande.

hege_banner_rights_special_778x150

Det sidste viste sig at være unødvendigt. Den unge mand var allerede tilstrækkeligt radikaliseret til, at han gik til angreb på levende mennesker og selve hjertet af landets demokrati.

Som den canadiske kommentator Mark Steyn sagde kort efter angrebet, bliver følgen sandsynligvis mere politi omkring parlamentet, flere metaldetektorer, mere kontrol, mere politistat. Attentatmandens ideologiske motiv er der derimod ingen, der taler højt om, selv om det er til at forstå for selv en blind: Disse mennesker ønsker at dræbe os. Vi er udyr. Vi er vantro. Vi skal væk. De skal ind.

Sådan kan det gå, og sådan går det stedse oftere. Der findes allerede nu så mange islamister og/eller vesterlændinge under islamisk indflydelse i den vestlige verden, at vi kommer til at se nye og hyppigere terrorangreb overalt i den tidligere så oplyste del af verden – til trods for, at vi allerede har set en del og forhindret endnu flere.

Jeg hader at måtte bringe denne trættende meddelelse, men de fleste er nok allerede klar over risikoen. Mens jeg lå og svedte i min seng, trak Galleri Hornsleth i København sig fra den bebudede udstilling af sølle ni Dan Park-plakater pga. mordtrusler mod galleristen og hans familie. Vist så, vold virker. Uanset om den er motiveret af islam eller antiracisme og rød front.

Vold virker. Det er derfor, venstrefløjen er blevet islamofobisk. De søde, bløde, røde og multikulturelle mennesker frygter islams globale imperialisme og lader derfor, som om de respekterer dens repræsentanter. Jeg respekterer ikke islam i Europa, men jeg frygter islam i dens radikale kerne og mener følelig, at vi skal forsvare os imod den, ikke give efter. Præcis som andre i det 20. århundrede forsvarede os mod nazisme og kommunisme.

Vort forsvar må og skal indebære en skyldig respekt for demografi. Hvis vi fortsætter med at lade millioner af muslimer komme til vores lande, vil problemerne vokse dag for dag og gå ud over vores børn og deres børn. Vi er nødt til at forstå, at man ikke bare kan ændre befolkningssammensætningen markant, uden at det får dybe konsekvenser over tid, tilmed uheldige konsekvenser. De sociale ingeniører og flygtningevennerne aner ikke, hvad de roder med. Det handler om kultur, ikke om politik, men kulturen får politiske konsekvenser, hvis man ikke anerkender førstnævnte og lader tingene ske ud fra en eller anden fatalistisk forventning om, at alting kan lade sig gøre i en velfærdsstat, og at grænser er af det onde. Selv Poul Nyrup havde en smertegrænse. Men også den er overskredet.

Lad mig derfor gentage: Disse nye mennesker fra de varme lande, rundet gennem århundreder af en helt anden ikke-skriftlig kultur og tradition, kan ikke bare sådan lige blive europæere, danskere eller svenskere. Det er kulturblindt, ja, indbildsk, at tro det. At blive tysker, svensker, dansker er ikke, modsat hvad dagens journalistiske dagsorden synes at antage, ikke blot en politisk eller praktisk detalje. Det tager tid, vilje og påvirkning fra omgivelserne. Hvis der i stedet er for mange indvandrere i ens kvarter eller skole, bliver de fremmede endnu mere fremmede, før de fremmedgøres og risikerer at blive radikaliseret af islam, som altid er en villig tjener for machismo, vold og drab. Ergo handler det om antal, demografi, kultur.

Det handler ligeledes om økonomi, eftersom der er præcedens for, at særligt muslimske indvandrere bliver hængende i velfærdsstatens skørter, mens de for en stor dels vedkommende lever uden for pædagogisk rækkevidde.

Risikoen er såvel sikkerhedsmæssigt som demokratisk.

Det sikkerhedsmæssige aspekt turde være åbenlyst. Indvandrere fra anden og tredje generation rejser frem og tilbage mellem Danmark og Jihad inspireret af en art hyperislam, og den behøver de såmænd ikke tage til Syrien eller Yemen for at finde. De kan, som Ahmed Akkari har understreget, nøjes med at besøge deres lokale moské, kulturforening, sportsklub eller friskole. Her er alt, hvad hjertet begærer, godt nok bag slør. Jihad, i mere eller mindre hård version, findes lige under overfladen i det parallelsamfund, som de seneste to generationer af danskere, anført af humanismens apostle, har tilladt at vokse frem i Danmark og andre europæiske lande, særligt omkring storbyerne.

Vi har med andre ord i høj grad os selv at bebrejde. Men det er tilladt at blive klogere, og det lader til, at det sker for flere danskere i disse år. Flere forstår, at mange af de sociale, kulturelle, økonomiske og sikkerhedsmæssige problemer, vi har i Danmark, beror på masseindvandringen fra primært muslimske lande. Ikke mindst, fordi det igen og igen og i utallige sociale sammenhænge lykkes et mindretal af bøller at intimidere og true andre muslimer, først og fremmest kvinder, til accept af den stærkestes ret – eller det, der med et fint ord hedder voldsmandens veto.

Voldsmandens veto er udtrykt i det canadiske kaos, mordforsøget på Lars Hedegaard og i dødstruslerne mod Kristian Hornsleth.

Noget helt andet er det danske dilettantteater, vi ser udspille sig i regeringens rækker. Her skændes en fraktion af Politiken Plus med en anden fraktion af Politiken Plus om, hvorvidt det er uanstændigt, at syriske flygtninge skal vente 365 dage på at få hele deres familie bragt til Danmark og bo. Et års ventetid. Betalt ophold resten af livet. Som om der er noget, der hedder asylret til Danmark.

Reelt har vi intet værn mod, at 50, 80 eller 100.000 erklærede flygtninge næste år tropper op og kræver asyl i Danmark. Vi har en regering, som skændes om regler, der ikke er i nærheden af at adressere nutiden for slet ikke at sige fremtiden, og imens rykker den islamiske imperialisme stadig tættere på.

Mere tolerance er svaret, kan jeg allerede høre multikulti’erne messe i og omkring Kartoffelrækkerne.

Ved I hvad, så foretrækker jeg feber. Den går i det mindste over.

Artikkelen ble først publisert i Jyllands-Posten 23. oktober 2014, og er gjengitt med forfatterens vennlige tillatelse.